Politisk nedsmeltning i EU

Af Jens Thomsen

Eurokrisen, atomkatastrofen i Japan og krigen i Libyen har sendt EU ud i dyb politisk krise. Den politiske tillid er fordampet, og det samme er interessen for at trække Europa ud af krisen ved fælles hjælp. Danske medlemmer af Europa-Parlamentet fra både Venstre og SF er bekymrede.

BRANDSLUKNING Et løbsk atomkraftværk i Japan, en krig i Libyen og eurokrisen, der ruller videre med Portugal som næste stoppested, har på få uger skabt dyb politisk splid i EU.

Selv om der omsider er forårstegn i dele af europæisk økonomi, er det politiske klima på kort tid forvandlet fra dårligt til værre, og det bliver stadigt sværere at se, hvordan det kan lykkes for EU-landene at få opsvinget til at brede sig til hele Europa.

»Der er en grundlæggende mistillid EU-landene imellem. Det er en meget dyb politisk krise,« konstaterer Anne E. Jensen, medlem af Europa-Parlamentet for Venstre.

Først sendte jordskælvet i Japan 11. marts og den efterfølgende atomkraft-katastrofe på Fukushima-værket politiske rystelser helt til Europa. Af frygt for de tyske vælgeres dybe skepsis over for a-kraft besluttede den tyske regering i al hast at lukke syv a-kraftværker i mindst tre måneder, til værkernes sikkerhed er undersøgt.

Det tyske skridt har skabt stor vrede i Frankrig, som satser hårdt på a-kraft og på eksport af a-kraftteknologi. Franskmændene beskylder den tyske regering for at forstærke europæernes skepsis over for a-kraft ved at så tvivl om sikkerheden ved a-kraft som energikilde, og det kan koste fransk industri dyrt.

Dernæst stødte Paris og Berlin frontalt sammen i FN’s beslutning om at intervenere i oprøret i Libyen. Mens den franske regering arbejdede hårdt for et FN-indgreb og overrumplede sine EU-partnere ved at anerkende den brogede libyske oprørsbevægelse som Libyens retmæssige regering, undlod Tyskland at stemme, da FN’s Sikkerhedsråd skulle tage stilling til den militære indgriben i Libyen.

 Tysklands EU-partnere og allierede i NATO var i komplet vildrede over tyskernes uventet negative holdning til interventionen i Libyen, men Europas politiske trængsler er langt fra slut.

Den 24. marts ankom Portugals premierminister José Sokrates til EU-topmøde i Bruxelles med det nedslående budskab, at hans regering var blevet væltet dagen forinden efter at have tabt en afstemning om endnu en hestekur for den skrantende portugisiske økonomi.

Tidspunktet kunne dårligt være værre. EU-lederne var samlet i Bruxelles for at vedtage nye stramninger af euro-samarbejdet og en fælles redningsmekanisme for nødstedte eurolande for at undgå fremtidige kriser a la Grækenland og Irland. Med det politiske sammenbrud i Portugal regnes det for så godt som sikkert, at også Portugal inden længe må bede EU om hjælp for at undgå statsbankerot, og signalet er svært at tage fejl af: Trods adskillige forsøg på at dæmme op for problemerne, ruller eurokrisen ustoppeligt videre. Efter Grækenland, Irland og snart Portugal kan Spanien blive næste offer for krisen, men hvor længe kan EU-samarbejdet holde til fortsat krise og dybe politiske uenigheder?

»Der er ikke bare en mangel på evne, men også på vilje i EU-landene til at bøje sig mod hinanden. Der er hele tiden en national dagsorden, som går imod den europæiske dagsorden,« siger Anne E. Jensen.

Nord kontra Syd

Europas problem er i høj grad en konflikt mellem nord og syd, som den økonomiske krise har forstærket. Landene i Sydeuropa er ikke konkurrencedygtige og skal gennem svære økonomiske og sociale reformer for at blive det.

Selv om økonomiske sammenbrud i Grækenland, Irland og Portugal ikke er en økonomisk trussel mod euroen, kan de politiske konsekvenser blive for hårde for de sydeuropæiske lande, forudser direktør Daniel Gros fra Bruxelles-tænketanken Centre for European Policy Studies (CEPS).

»Det er stadig et åbent spørgsmål, om landene i Sydeuropa vil være i stand til at gennemføre de nødvendige reformer. Og hvis deres regeringer ændrer politik, vil befolkningerne så også ændre forbrugsadfærd?« spørger Daniel Gros med henvisning til, at de sydeuropæiske lande har levet over evne i mange år.

I Europa-Parlamentet går snakken om, at det kan blive nødvendigt at dele eurozonen, så de sydeuropæiske lande får deres egen sydeuropæiske euro. Det er kættersk tale i Kommissionen, hvor EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, der i parentes bemærket er portugiser, fortsat hårdnakket benægter, at Portugal får brug for EU-penge.

Daniel Gros understreger, at de eurolande, der er hårdest ramt af krisen, er så små, at de ikke kan bringe euroen i fare økonomisk, men han anerkender, at den fortsatte krise tager hårdt på det politiske klima i både Nord- og Sydeuropa. Og hvis Spanien også skal reddes, bliver det en meget stor mundfuld økonomisk.

»Krisen fremkalder negative følelser på begge sider,« fastslår han.

Og de negative politiske følelser er allerede under kraftig fremmarch. Det er ikke længere kun store EU-lande som Tyskland og Frankrig, der lader deres indenrigspolitiske dagsorden overskygge og blokere for fælles initiativer i EU. Selv Finland, der hidtil har været et meget EU-venligt medlem af eurozonen, er nu begyndt at skabe knuder i Bruxelles.

Det skyldes, at den finske regering er under pres fra det EU-skeptiske oppositionsparti, »De ægte finner« forud for det finske parlamentsvalg 17. april. De ægte finner er indædte modstandere af, at eurolande, der har ført en ansvarlig økonomisk politik, skal punge ud for sydeuropæiske eurolande, der har levet over evne i årevis i ly af lave renter i eurozonen.

Derfor har den finske regering måttet udsætte Finlands tilslutning til eurolandenes fælles krisemekanisme til efter det finske valg.

De akutte kriser i eurozonen og den manglende europæiske fællesskabsfølelse gør det vanskeligt at samle de politiske kræfter om at bringe økonomien på fode efter lavkonjunkturen. Medlemslandene har nok at gøre med at løse deres egne problemer og rage kastanjerne ud af ilden i eurozonen.

»Al fokus er på at slukke brande lige nu i EU. Der bruges meget lidt politisk energi på at finde midler til investering i økonomisk vækst. Det er vi nødt til at gøre noget ved,« siger Emilie Turunen, medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Plan uden krop og budget

EU-landene har vedtaget en strategi for økonomisk vækst kaldet 2020-planen, men planen lider under, at der ikke er sat penge af til den, og at det i høj grad er op til medlemslandene selv at sørge for, at planen bliver ført ud i livet. Erfaringen fra EU’s tidligere vækststrategi, Lissabon-processen, viser, at store EU-planer ender i fiasko, hvis det er op til hvert enkelt medlemsland at løse opgaverne.

»2020-planen har ingen krop, intet budget, hverken på EU-niveau eller nationalt i medlemslandene. Der er for få styringsredskaber til, at vi kan få planen til at fungere,« siger Emilie Turunen.

»Det er klart, at vi går et stramt tiår i møde, for der er mange lande med meget store underskud, og det skal der gøres noget ved, men vi er samtidig nødt til at finde penge til at investere i økonomisk vækst.«

Svaret er ifølge Emilie Turunen og de grønne kræfter i Europa-Parlamentet at finde offentlige penge til vedvarende energi og isolering af bygninger. Det kan give beskæftigelse på kort sigt og besparelser på lidt længere sigt.

Hun advarer om, at den høje ledighed, der er i mange EU-lande, vil føre til langvarige sociale problemer især blandt unge, og Europa har ikke råd til at tabe en generation i en tid, hvor befolkningens aldring om få år ventes at føre til mangel på arbejdskraft.

»Lige nu er der ikke meget politisk opmærksomhed på at investere i vækst, men vi er nødt til at foretage investeringerne nu, så de kan sætte gang i økonomien,« siger Emilie Turunen.

Lige nu skaber eurokrisen dog så meget politisk ravage i eurolandene, at indenrigspolitiske hensyn dominerer EU-samarbejdet. Det forværrer den onde spiral for euroen.

EU’s febrilske indsats for at stoppe lavinen i eurozonen overbeviser ikke investorerne på de finansielle markeder, som skal investere i de gældsplagede landes statsobligationer.

»Politikerne siger hver gang, at når vi redder dette land, går statsgælds­krisen over,« sagde Jörg Krämer fra den tyske Commerzbank forleden til den tyske avis Frankfurter Allgemeine Zeitung.

»Og hver gang er det næste land kommet i skudlinjen.«