Politisk berøringsangst over for ydelser til ældre

Af

ANALYSE Stadig flere ældre er velbjærgede – og afstanden mellem rige og fattige pensionister vokser. Alligevel tager politikerne kun nølende fat på prioriteringen blandt de ældre. De frygter reaktionen fra en magtfuld vælgergruppe, og især Venstre og konservative har et godt øje til de velbjærgede pensionister.

11Den rigeste femtedel af pensionisterne tjener mere end de erhvervsaktive, men modtager alligevel særlige ældreydelser for otte milliarder kroner – folkepension, boligydelse, rabat på ejendomsskatten, mimrekort med videre. Sådan lød konklusionen i en rapport fra Finansministeriet om pensionisternes økonomi for nogle år siden. Og regningen – den betales af skatteyderne.

Sat på spidsen betyder det, at kassedame Petersen over skatten betaler folkepension til pensioneret kontorchef Netterstrøm, selv om hans indtægt er højere end hendes. Hun betaler også rabatten på hans ejendomsværdiskat – eller hans særligt høje boligydelse. Og så er der mimrekort, influenzavaccine og andre særfordele, som pensionist Netterstrøm får gratis. Alene fordi han er fyldt 65 år.

Antallet af velbjærgede ældre stiger kraftigt i disse år. Stadig flere har store private pensioner – eller tjenestemands-ordninger – ved siden af folkepensionen. Disse års pensionister er også dem, der købte hus i 1960’erne og 70’erne og fik de store værdistigninger og skattefordele med i købet. Og formue er lig med forbrug – for eksempel gennem de særlige nedsparingslån, som bankerne for tiden sælger masser af.

På den anden side er der en tredjedel af pensionisterne, som må nøjes med folkepensionen – og ikke har nævneværdige formuer at omsætte i forbrug. Et »pensions-proletariat«, der også om 15-20 år vil sidde hårdt i det, selv om arbejdsmarkedspensioner og værdistigninger på fast ejendom gør de fleste ældre langt rigere end i dag.

Hvorfor er de velbjærgede ældre sluppet så billigt igennem en situation, hvor det offentlige ellers vender hver en krone? Forskere og nøglepolitikere peger over for Ugebrevet A4 på flere årsager:

  • Pensionisterne er en magtfuld vælgergruppe. Der er stemmer i forbedringer til de fattige pensionister, men indgreb over for de velstillede ældre indebærer en betydelig risiko. Ændringer kan i sig selv være upopulære og fører let til misforståelser og protester fra folk, der reelt ikke berøres.
  • Forandringsvillige politikere står over for en magtfuld »ældrelobby«, som konstant forlanger forbedringer for pensionisterne: Ældre Sagen uden for Christiansborg, Dansk Folkeparti indenfor.
  • Ledelserne i Venstre og konservative varetager interesserne for de klassiske borgerlige kernevælgere blandt velaflagte ældre, og reformkræfter i de to partier er effektivt banket på plads. V og K har adskillige gange fået hjælp af Enhedslisten, der vil holde fast i universelle gratisydelser til alle ældre og dermed afviser at prioritere mellem rige og fattige pensionister.
  • De radikale, Socialdemokraterne og SF har langsomt indstillet sig på en skarpere prioritering – efter pres fra borgmestre og yngre politikere. Men også i disse partier er der stærke traditionalister, som gerne ser alt forblive, som det var.
Små løft til de svage

De seneste 15 år har især udløst gradvise forbedringer for de dårligst stillede pensionister. Det lå da også i den såkaldte »fælleserklæring« fra 1987, hvor den daværende borgerlige Schlüter-regering, arbejdsgiverne og fagbevægelsen satte de nye arbejdsmarkedspensioner på skinner. Fagbevægelsen indvilligede i, at overenskomsterne bruges til at sikre opsparing til alderdommen, mens politikerne lovede efterfølgende at sikre folk i udkanten af arbejdsmarkedet.

Derfor var fagbevægelsen skuffet, da Socialdemokraterne i 1993 overtog regeringsmagten uden at tage markante initiativer på dette område. Mogens Lykketofts finansministerium fik især på puklen af Specialarbejderforbundet, som har mange medlemmer med lave pensionsindbetalinger – for eksempel på grund af lange perioder med arbejdsløshed og sygdom.

Lidt efter lidt kom SR-regeringen dog op i gear. ATP blev over flere omgange udbygget, så den delvist kompenserer arbejdsløse, folk på sygedagpenge og kontanthjælpmodtagere for deres manglende indbetalinger til arbejdsmarkedspension. Samtidig indførtes den særlige pensionsopsparing (SP), der fik en markant social profil.

ATP og SP vil på længere sigt give et mærkbart løft til de fattige pensionister, men slet ikke nok til at følge med velstands-eksplosionen blandt deres rigere jævnaldrende. De økonomiske vismænd vurderer, at fremtidens ældre har 40 procent højere indkomster end i dag, men at fremgangen fortrinsvis kommer de velstillede til gode.

Den nuværende VK-regering lagde ud med en markant omfordeling – den modsatte vej. I de første hektiske dage efter den borgerlige valgsejr blev SP’en ændret, så der bliver mere til de rige pensionister og mindre til de fattige. I stedet for en solidarisk ordning er SP blevet en individuel opsparing, hvor alle får det ud, som de betaler ind.

Fogh-regeringens ændring af SP-ordningen blev vedtaget med støtte af Dansk Folkeparti, der ellers har de fattige pensionister som en mærkesag. Til alt held for Pia Kjærsgaard & Co. skete ændringen af SP uden den store medieopmærksomhed, og Dansk Folkeparti har siden søgt at skaffe et par plastre på såret.

Tidligere på året aftalte V, K og Dansk Folkeparti, at de fattigste pensionister fremover får betalt 85 procent af udgifterne til briller, tandproteser og fodpleje. Tilskuddet bliver et retskrav for pensionister, der kun har folkepension og ATP samt likvide formuer på under 50.000 kroner.

Ved de aktuelle finanslovsforhandlinger forlanger Dansk Folkeparti en særlig ældrecheck til de pensionister, der kun har folkepension og ATP. Forhandlingerne var endnu ikke afsluttet ved redaktionens slutning, men det forventedes, at partiet »får noget« på dette område. Regningen betales formentlig gennem besparelser på helt andre områder.

Katte om den varme grød

Politikerne er ganske anderledes forsigtige med den prioritering, som de fleste økonomer og politikere anser for bydende nødvendig – så snart journalisten har slukket for båndoptageren, lyder det: At der skæres i ydelserne til de velstillede ældre, så pengene går til dem med reelt behov.

I de kommende årtier bliver der flere ældre, der skal have folkepension, hjemmehjælp og anden omsorg – og færre på arbejdsmarkedet til at betale for det. Vismændene konkluderede for nogle år siden, at prioriteringen i dag handler mere om principper end om store millionbeløb, men at der med fremtidens velstående ældre er tale om et »betydeligt« potentiale ved at gøre ydelserne afhængige af indkomsten.

Nyrup-regeringerne tog fat på et par af særordningerne, men hver gang under høje protester:

  • Ved skattereformen i 1993 flyttedes lidt af vægten fra folkepensionens grundbeløb, som udbetales til alle, til pensionstillægget, som går til lavindkomsterne. Men den sociale omfordeling udløste voldsomme protester – især fra Venstre og konservative, der forlangte »genopretning« af folkepensionen til de velbjærgede ældre.
  • I 1998 blev den særligt favorable boligydelse til pensionister begrænset for ældre med høje indkomster og formuer. Venstre og konservative var oprindelig imod, men endte med at stemme for som led i forliget om efterlønsreformen.
  • SR-regeringen søgte at ændre hjemmehjælpen, så velbjærgede pensionister selv skal betale for rengøring, tøjvask og andre sider af den praktiske hjælp. Forslaget blev støttet af SF, men stemt ned af en alliance mellem de borgerlige og Enhedslisten.

Presset for en skarpere prioritering kommer frem for alt fra kommunerne, som mærker øgede udgifter til flere skoleelever og ældre, større sociale udgifter med videre. Derfor har især socialdemokratiske borgmestre forlangt en mere håndfast prioritering. Kravet om brugerbetaling for velstilledes hjemmehjælp skyldes ikke kun, at det vil indbringe nogle hundrede millioner kroner, men nok så meget ønsket om at begrænse antallet af fremtidige »kunder i butikken«. Når fremtidens kontorchef Netterstrøm går på pension, skal han fortsat få gjort rent af sit hjemmeservicefirma – og ikke gennem praktisk hjemmehjælp betalt af kommunen.

Samtidig er mange af de yngre politikere åbne over for reformer af velfærdssystemerne, og det præger efterhånden både radikale og socialdemokrater. »Der er klart et træk i retning af mere håndfast prioritering. Tidligere fik socialdemokrater nærmest fråde om munden, når DSU stillede spørgsmål om folkepension til alle. Nu er der en langt mere åben debat,« siger en tidligere S-minister.

Men på tværs af partiskel erkender politikerne en svær balance mellem to forskellige hensyn: På den ene side skal samfundet yde bedre støtte til de pensionister, der kun har folkepension og ATP – og ingen større formue. På den anden side har omfordelingen også sine grænser. Den enkelte skal også have en interesse i at spare op til alderdommen gennem en pensionsordning.

VK på listesko

Mens de to tidligere regeringspartier så småt har indstillet sig på reformer, er udviklingen nærmest gået modsat hos Venstre og Konservative. Mange yngre borgerlige politikere slog tidligere til lyd for en skarpere prioritering, sådan som Venstres Jens Rohde gør i dagens A4. Automatiske ydelser til velstillede pensionister blev fremhævet som eksempler på et velfærdssystem, som var gået over gevind. Et sted, hvor der angiveligt kunne hentes penge til skattelettelser – og rum til større personlig ansvarlighed.

For eksempel udsendte nuværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i 1997 bogen »Hvis jeg bliver gammel«. Alle aldersbestemte ydelser skal væk, velstillede ældre må betale for den praktiske hjemmehjælp og folkepensionen erstattes af en obligatorisk opsparing, lød budskabet – dengang. Et andet eksempel er nuværende socialminister Henriette Kjær (K). Også hun efterlyste i 1998 en markant omlægning af ældrepolitikken, så der sigtes på de svage pensionister – ikke på alle ældre.

I dag er regeringspartierne næsten kemisk renset for den slags meldinger. Forklaringen er ikke kun, at V og K er kommet i regering, men også den strategi, der banede vejen for valgsejren. Især Venstre har satset på en linje, der nedtonede reformer af velfærdssamfundet – og dermed undgik at skræmme usikre vælgere. Samtidig er skattestoppet en hindring. For eksempel kan der ifølge skattestoppet ikke indføres øget brugerbetaling uden at det direkte omsættes i skattelettelser.

Endelig sætter de parlamentariske forhold snævre grænser. V og K presses hele tiden af Dansk Folkeparti, som vil have flere penge til de ældre:

»Det er altid mere populært at give penge til de fattige pensionister end at tage fra de velstillede ældre. De nødvendige reformer på dette område sker kun, hvis Venstre og Socialdemokraterne gør det i fællesskab. Ellers har vi ikke ryggen fri,« siger en af Venstres nøglepolitikere.