Politikerne taler mest med gamle venner

Af Research: Peter G. H. Madsen
Søren Kudahl

De politiske partier appellerer vælgermæssigt langt bredere, end de tidligere har gjort. Men det afspejler sig slet ikke i samme grad i kontakten med arbejdsmarkedets organisationer. De borgerlige politikere taler stadig klart mest med arbejdsgiverne og venstrefløjen med lønmodtagerne, viser Ugebrevet A4’s undersøgelse blandt medlemmerne af tre centrale folketingsudvalg.

De borgerlige politikere får en sludder med arbejdsgiverne over en runde golf og en whiskysjus i klubhuset, mens venstrefløjspolitikerne taler med fagbevægelsen under en fodboldkamp med en håndbajer til.

Sådan er den gammeldags opfattelse af, hvordan politikerne dyrker kontakten med organisationerne på arbejdsmarkedet. Siden er golf blevet en allemandssport, mens fodboldklubberne konkurrerer om at bygge flest VIP-pladser til erhvervsfolk. Men billedet af, hvem der taler med hvem, holder stadig. Det dokumenterer Ugebrevet A4’s nye spørgeskema-undersøgelse blandt medlemmerne af tre folketingsudvalg: Politikerne på højrefløjen har klart mest kontakt til arbejdsgiverorganisationer, mens venstrefløjspolitikerne har klart mest kontakt med lønmodtagerorganisationerne.

Alt er ved det gamle

Lektor i statskundskab Asbjørn Sonne Nørgaard fra Århus Universitet har indgående beskæftiget sig med kontakten mellem organisationer og politikere, og han bekræfter det overordnede billede, som Ugebrevet A4’s undersøgelse tegner. Set over længere tid er de traditionelle skel ganske vist blødt lidt op, men:

»Det gamle mønster er stadig rimelig klart. Vi går måske nok og bilder hinanden ind, at de politiske partier appellerer bredt, og at de gamle skel ikke eksisterer. Men det her beviser, at det altså ikke er hele historien. Det kan godt være, at det vælgermæssigt ser anderledes ud, men i forhold til kontakten mellem politikere og organisationer eksisterer det gamle mønster fortsat.«

A4 har zoomet ind på medlemmerne af arbejdsmarkedsudvalget, erhvervsudvalget og uddannelsesudvalget og spurgt dem, hvor ofte de har kontakt til en lang række arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer. Det er nemlig tre udvalg, som disse organisationer har stærk interesse i. Og resultaterne viser tydeligt, at det gamle mønster holder langt hen ad vejen:

  • Udvalgsmedlemmerne fra partier, der pegede på Anders Fogh Rasmussen (V) som statsminister ved folketingsvalget i 2001, har gennemsnitligt kontakt med 4,4 organisationer mindst én gang om måneden. Og for hver gang højrefløjspolitikerne taler med to organisationer, der repræsenterer arbejdsgivere, taler de kun med én repræsentant for lønmodtagere.
  • Udvalgsmedlemmerne på venstrefløjen – de partier, der ikke pegede på Anders Fogh Rasmussen som statsminister – har gennemsnitligt kontakt med 8,3 organisationer på månedlig basis eller oftere. For hver gang venstrefløjspolitikerne taler med syv lønmodtagerorganisationer, taler de kun med én repræsentant for arbejdsgivere.
  • 80 procent af højrefløjspolitikerne har kontakt til mindst en arbejdsmarkedsorganisation mindst en gang om måneden. Heraf har halvdelen kun månedlig kontakt til arbejdsgiverorganisationer, mens den anden halvdel også har til lønmodtagerorganisationer.
  • 91,7 procent af venstrefløjens politikere har kontakt til mindst en organisation mindst en gang om måneden. Heraf har 36,4 procent udelukkende månedlig kontakt til lønmodtagerorganisationer.
LO og S hang for tæt sammen

Den konservative arbejdsmarkedsordfører Lars Barfoed, har selv arbejdet som lobbyist for både Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Handel & Service og Finansrådet, inden han kom i Folketinget i 2001. Han har kontakt til lønmodtagerorganisationer, men den hyppigste kontakt er med arbejdsgiverne. Barfoed finder det naturligt, fordi arbejdsgiverorganisationerne har nogle konservative og liberale holdninger, der i høj grad matcher de borgerlige partiers. Men Barfoed vil også gerne have mere kontakt til lønmodtagerorganisationerne:

»Måske kan LO’s formelle brud med Socialdemokraterne være første skridt på vejen. Når LO tidligere i den grad har været forbundet med Socialdemokraterne, har man ikke været tryg ved en åben og uformel dialog. Man har været tilbageholdende, fordi der hele tiden var en fare for, at LO straks ville ringe og fortælle den socialdemokratiske arbejdsmarkedsordfører, hvad Lars Barfoed mener. Derfor er det mest blevet ved den formelle kontakt.«

86,4 procent af de adspurgte udvalgsmedlemmer har månedlig kontakt til mindst en lønmodtager- eller arbejdsgiverorganisation, og i gennemsnit har de kontakt til 6,5 organisationer mindst en gang om måneden. Med andre ord er det helt almindeligt, at politikere og arbejdsmarkedets organisationer har jævnlig kontakt. Oftest er det organisationerne, der tager initiativet, men det kan også være politikerne.

Og det kan Lars Barfoed ikke se noget odiøst i. Tværtimod peger han på, at politikerne ville være ilde stedt, hvis de ikke kunne trække på organisationerne for at få viden og udveksle synspunkter om de ofte komplicerede sager, som de skal tage stilling til.

»Det vil være meget svært for politikerne at arbejde, hvis vi ikke fik input fra organisationerne. De kan bidrage med deres viden og pege på, hvor der kan være faldgruber. Derfor er det vigtigt, at vi lytter til dem. Men vi skal selvfølgelig være opmærksomme på, at de repræsenterer nogle bestemte interesser,« siger Barfoed.

Politikere ser ikke ulemper

Asbjørn Sonne Nørgaard foretog som en del af det store magtudredningsprojekt i 2000 en lignende undersøgelse blandt alle Folketingets medlemmer, og resultaterne her viste samme overordnede billede som A4’s undersøgelse. Ifølge ham er Barfoeds holdning karakteristisk for nutidens politikere. Hvor specielt de borgerlige tidligere var meget skeptiske over for kontakt med organisationer, kan stort set ingen politikere i dag se ulemper ved kontakten. De mener, det er nødvendigt for at skaffe sig information og viden og føler ikke, at det giver for stor indflydelse til organisationernes særinteresser.

Men Asbjørn Sonne Nørgaard mener dog heller ikke, at vi skal være for blåøjede i forhold til kontakten mellem politikere og organisationer:

»Det handler måske umiddelbart kun om viden og information. Men selvfølgelig giver det også indflydelse. En række samfundsgrupper har forskellige interesser, og vi skal ikke tro, at det ikke gør nogen forskel. Men man kan også godt diskutere, om det ikke er en del af demokratiet, at man repræsenterer særinteresser. Politik er jo interessevaretagelse,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard.