STATUS

Politikerne giver den gas på de sociale medier

Af

De Radikale, Enhedslisten og Uffe Elbæk er hyperaktive på de sociale medier, mens borgerlige politikere generelt fylder mindre i debatten. Søren Pind er dog undtagelsen, der bekræfter reglen, viser en ny analyse af politikernes kommunikation på Facebook og Twitter.

#såblevpolitikernesfærdenpådesocialemedierkortlagt

#såblevpolitikernesfærdenpådesocialemedierkortlagt

Foto: Colourbox

1.581 gange har Søren Pind tweetet på et halvt år. I samme periode har Uffe Elbæk opdateret sin profil på Facebook 669 gange.

Kommunikationen fra nogle politikere på sociale medier er massiv, men faktisk er der store forskelle på, hvor meget partierne omfavner Facebook og Twitter. Analysevirksomheden WordMaps har for Ugebrevet A4 kortlagt over 30.000 beskeder fra folketingspolitikere fra november 2013 til maj i år.

Så meget fylder de enkelte partier i debatten på Facebook og Twitter (i procent)Brug rullemenuen for at vælge parti
Kilde: WordMaps for Ugebrevet A4. Antal indlæg fra Christiansborgpolitikere i et halvt år. Twitter fra november 2013 til maj 2014. Facebook fra december til juni 2014.

Analysen viser, at de radikale politikere er de mest flittige til at opdatere Facebook og tweete.

Klik her for at se de enkelte partiers aftryk på de sociale medier

I Folketinget har de Radikale rundt regnet hvert tiende mandat, men Radikale står for en fjerdedel af alle politiker-tweets og en syvendedel af opdateringerne på Facebook.

»Vi har taget sociale medier til os og bruger dem mere massivt,« fortæller Liv Holm Andersen. Med 828 tweets på et halvt år er hun en af partiets meget aktive Twitter-brugere.

Liv Holm Andersen er online i bussen, toget, i køen foran supermarkedet og også klar til at sende en besked før sengetid. Radikale var et af de første partier til at bruge sociale medier og har en målsætning om, at alle folketingspolitikere skal være aktive.

»Det er ikke påduttet os. Det er naturligt, at vi godt kan lide at være til stede,« siger hun.

For Radikale gælder det om at bevare sin position og magt i regeringen. Johannes Andersen, lektor, Aalborg Universitet

Selv om de sociale medier sluger tid, får Radikale også noget ud af det, vurderer Johannes Andersen, lektor i politisk kommunikation på Aalborg Universitet.

»For Radikale gælder det om at bevare sin position og magt i regeringen. En måde er at styre informationsstrømmen og holde dialog med journalister gennem Twitter,« siger han.

Johannes Andersen peger på, at sociale medier også modtages varmt af de Radikale, fordi de ser sig selv som et moderne parti.

Tag scenen selv

Enhedslisten er det andet parti, der for alvor banker budskaber ud på Twitter. Hvert sjette tweet fra Borgen har Enhedslisten som afsender, skønt partiet slet ikke er så stort. I debatterne om patentdomstolen og salget af Dong har partiet ført kampagner på sociale medier.

Jeg er i dialog med mange mennesker og får input og indsigt, som jeg kan bruge i det daglige arbejde. Pernille Skipper (EL)

»Vi har ikke en central strategi om at bruge sociale medier, men folketingspolitikerne styrer det 100 procent selv. Fordelen ved at bruge medierne er, at jeg er i dialog med mange mennesker og får input og indsigt, som jeg kan bruge i det daglige arbejde,« mener Pernille Skipper (EL).

Enhedslisten har til tider haft svært ved at trænge igennem med sine budskaber i den traditionelle presse. Derfor er sociale medier kærkomne, vurderer Astrid Haug, rådgiver om sociale medier og tidligere pressechef på Christiansborg og Københavns Rådhus.

»Gennem mange år har Enhedslisten været interesseret i alternative måder at kommunikere på. Der rummer sociale medier nogle gode muligheder,« forklarer hun.

Synlige Pind – og tilbagelænede Venstre

Med sine 1.581 tweets er Søren Pind (V) Folketingets flittigste på Twitter. Men selv om hans partiformand, Lars Løkke Rasmussen, også er forholdsvis aktiv på Facebook, hænger Venstre i bremsen i forhold til sin størrelse.

Kun hver hver sjette offentlige Facebook-indlæg fra politikere stammer fra Venstre, mens partiet sidder på hvert fjerde sæde i Folketinget. Til gengæld fylder Socialdemokraterne omtrent det samme i debatten, som de har mandater.

Der er stor forskel på, hvilken tradition Venstres medlemmer har for at bruge sociale medier, medgiver Jakob Engel-Schmidt, der hører til den aktive gruppe.

»Vores parlamentarikere er forskellige. Nogle er glade for interaktion og ustyrligheden på sociale medier. Andre foretrækker at kommunikere direkte med folk gennem møder. Det er et temperamentsspørgsmål. Der er plads til politikere, som gør det ene og andet,« siger han og tror også, at yngre politikere bruger sociale medier mere end ældre.

Plej politikerprofilen

Enkelte politikere bruger sociale medier som en stor del af imageplejen. For eksempel formår Uffe Elbæk ene mand at fylde en stor del af Christiansborgs kulturdebat og fem procent af den offentlige politiker-snak på Facebook.

Det er et digitalt forsamlingshus, hvor jeg let kommer i dialog med dem, der gerne vil i dialog med mig. Uffe Elbæk, Alternativet

»Jeg arbejder bevidst på at skabe et godt fællesskab på de sociale medier. Det er et community – ikke en envejskanal, så jeg bruger meget tid på at svare folk og stille spørgsmål. Det er et digitalt forsamlingshus, hvor jeg let kommer i dialog med dem, der gerne vil i dialog med mig,« siger han.

Nogle af de politikere, som er meget aktive på de sociale medier, fylder mindre i aviserne, radio og tv og har heller ikke de tungeste ordførerposter. Men med de sociale medier får de alligevel pudset profilen, forklarer kommunikationsrådgiver Astrid Haug.

»Ukendte kandidater, der ikke får så meget taletid i pressen, ser sociale medier, som et vigtigt redskab til at blive synlige,« konkluderer hun.

Kampen om synlighed spidser til

Selv om Radikale ligger i front på sociale medier, begynder flere andre partier at opruste. Konservative var tidligere tilbageholdne på især Twitter, fordi det blandt andet kræver regelmæssighed at opdatere de sociale medier.

»Jeg var nervøs for at arbejdsbyrden blev for stor,« forklarer Lene Espersen (K).

Men siden nytår har hun sluttet sig til skaren af politikere, der bruger Twitter.

»Det er ret afgørende for et parti, der ønsker at få adgang til førstegangsvælgere, at man bruger sociale medier,« siger Lene Espersen.

Venstre: Aktivitet er ikke alt

Henrik Andersen, digital chef for Venstre mener dog, at politikerne skal være påpasselige med kun at fokusere på at skrive så meget som muligt på de sociale medier.

»Det er selvfølgeligt væsentlig, at man er aktiv. Men aktivitet betyder intet, hvis man ikke får noget ud af det, og der kun er få, som følger, hvad man skriver. Det handler også om at skabe indhold, der engagerer,« siger han og mener, at Venstre klarer sig udmærket, når man måler på andre parametre.

Ugebrevet A4 har efterfølgende set på, hvilke partier der har størst gennemslagskraft på de sociale medier og faktisk bliver set og hørt af mange. En måde er at kigge på politikernes  såkaldte kloutscore, der viser, hvor stor indflydelse man har på de sociale medier.

Også her ligger Uffe Elbæk, De Radikale og Enhedslisten i top, hvis man kigger på, hvor stor gennemslagskraft (klout) mf'erne i partierne i gennemsnit har. Til gengæld havner Dansk Folkeparti på en sikker sidsteplads, mens Venstre ligger næstsidst.

Politikernes klout-score
Kilde: WordMaps for Ugebrevet A4. Antal indlæg fra Christiansborgpolitikere i et halvt år. Twitter fra november 2013 til maj 2014. Facebook fra december til juni 2014.

Denne artikel er blevet ændret den 24. juni 2014. Hvis du ønsker at se et billede af den oprindelige artikel, kan du klikke HER.

Vil du vide, hvordan A4 har undersøgt politikernes aktiviteter på de sociale medier, kan du læse mere HER