Politikere vrede over jobcentres lovbrud

Af

Politikerne vil ikke acceptere, at de ledige bliver ved med at blive sendt på de samme kurser igen og igen. Beskæftigelsesministeren vil nu undersøge problemet.

Foto: Illustration: Colourbox

ROTATION Det er under al kritik, at jobcentre sender ledige på de samme jobsøgningskurser igen og igen. Sådan lyder det fra flere politikere fra begge fløje i Folketinget, efter at Ugebrevet A4 her til morgen kunne afsløre, at ledige oplever at blive sendt på de samme jobsøgningskurser om og om igen, selvom beskæftigelsesministeren forbød det sidste år.

Arbejdsmarkedsordføreren fra Dansk Folkeparti, Bent Bøgsted, synes, det er ærgerligt, at jobcentrene fortsætter den meningsløse aktivering.

»Det er sørgeligt, at der stadig er jobcentre, der sender folk af sted på kurser, som de egentlig ikke skulle være på. De her meningsløse kurser skal stoppes,« siger han.

Også hos Enhedslisten vil man have sat en stopper for de endeløse gentagelser af jobsøgningskurser. Det fastslår arbejdsmarkedsordfører Christian Juhl.

»Det er frås med offentlige penge, som er ganske unødvendig, og det skal vi have stoppet,« siger han.

Det er SF’s politiske ordfører Jonas Dahl enig i.

»Det er grænsende til det stupide, for hvis man har lært at skrive et cv, har man ikke behov for at få det gentaget fire-fem gange,« siger Jonas Dahl til Ritzau.

I en undersøgelse lavet af Analyse Danmark for Ugebrevet A4 erklærer hver ottende ledige, at de har været på et jobsøgningskursus med samme indhold som et tidligere kursus – vel at mærke efter loven, der skulle forhindre det, trådte i kraft sidste efterår. To ud af tre har været på samme kursus mindst tre gange.

Det forarger Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, der kun har hovedrysten til overs for jobcentrenes praksis. Han mener, at beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) bør tage sagen op.

»Man kan jo kun ryste på hovedet af det. Jeg synes, at ministeren bør sikre sig, at jobcentrene udfører deres arbejde i overensstemmelse med lovgivningen,« siger Hans Andersen.

Mette F: Under al kritik

Også ministeren selv understreger, at kommunerne skal stoppe med at sende ledige på de samme kurser.

»Hvis de ledige selv har bedt om det, er det fint nok. Men hvis det er kommunen, der kører efter samme rille, så er det under al kritik. De skal de stoppe med,« siger Mette Frederiksen og fortsætter:

»Der er ikke lovhjemmel til at tage den enkelte ledige på jobsøgningskursus igen og igen og igen, med mindre det er hver ottende ledige, der selv siger, at de gerne vil – og det lyder lidt mærkeligt,« siger hun.

Christian Juhl fra Enhedslisten bakker op.

»Det kan godt være rigtigt at gøre nogle ting flere gange, men så skal det være efter udtrykkeligt ønske fra de arbejdsløse. Hvis det er sådan, at jobcentrene bruger det, fordi de ikke selv orker eller magter andet, og fordi det er billigt, så duer det altså ikke,« siger han.

Flere ledige, som Ugebrevet A4 har talt med, har efter lovændringen lært at skrive cv for både fjerde og femte gang. Og det var ikke noget, de selv bad om.

»Det er med pistolen for panden. Enten gør du det, eller også lukker vi kassen,« siger ledige Svend Mikkelsen, der i marts følte sig presset til at tage et cv-kursus for fjerde gang.

Trods sagens alvor forventer Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti ikke, at regeringen vil foretage sig noget på området, før et nedsat ekspertudvalg med tidligere minister Carsten Koch i spidsen kommer med anbefalinger for en ny beskæftigelsesindsats til efteråret. Derfor kan det ikke svare sig at kalde beskæftigelsesministeren i samråd nu, forklarer han.

»Jeg tror ikke, at vi får noget ud af at indkalde til samråd på nuværende tidspunkt, for hun vil bare henvise til det her udvalg,« siger Bent Bøgsted.

Han vil dog tage det op med ministeren på et kommende møde.

»Jeg har møde med hende i næste uge, og der er der mulighed for, at jeg lige kan tage en snak med hende om, at ledige stadig bliver sendt på meningsløse kurser,« siger Bent Bøgsted.

Også Venstres Hans Andersen vil kræve handling fra ministeren.

»Jeg vil stille spørgsmål til, hvad hun agter at gøre her,« siger han.

Det vil Enhedslistens Christian Juhl også.

»Folk kan roligt regne med, at jeg tager sagen op med Mette Frederiksen på næste fredag,« siger han.

Ministeren fortæller til Ugebrevet A4, at hun vil se på sagen.

»Arbejdsmarkedsstyrelsen under mig har jo løbende kontakt med jobcentrene, og der må jeg bede dem om at tage det op,« siger Mette Frederiksen.