Politikere og medier holder diskriminationen i kog

Af | @MichaelBraemer

Indvandrerne føler sig i dag langt mindre diskrimineret på arbejdsmarkedet end for ti år siden. Til gengæld er deres oplevelse af diskrimination fra politikeres og mediers side vokset massivt, viser ny undersøgelse. »Hold nu jeres kæft og lad det køre af sig selv«, lyder opfordringen til Christiansborg-politikerne fra integrationskonsulent.

LIGEBEHANDLING En tredjedel af flygtninge og indvandrere i Danmark føler sig diskrimineret. Værst står det til med oplevelsen af forskelsbehandling blandt de unge. 36 procent af de 15-29 årige med anden etnisk baggrund end dansk har oplevelsen af, at de udsættes for mere diskrimination end personer med dansk baggrund.

Det fremgår af en undersøgelse foretaget af Catinét Research blandt et repræsentativt udsnit af flygtninge- og indvandrere i Danmark. Analysebureauet har målt oplevelsen af diskrimination blandt indvandrere med et halvt års mellemrum de seneste ti år. Og den ubehagelige fornemmelse af ikke at blive behandlet på lige fod med den oprindelige befolkning har vist sig svær at få bugt med, fremgår det af målingerne.

Efter den første måling i 2000, hvor hele 40 procent af indvandrergruppen gav udtryk for, at de oplevede diskrimination, skete der ganske vist en positiv udvikling de næste tre år, hvor andelen af diskriminerede, faldt til 25 procent. Men derefter er den med ujævne trin steget til 33 procent i den seneste måling fra december 2009. Et halvt år forinden var andelen oppe på 35 procent.

Susanne Nour, antropolog og afdelingsleder på Institut for Menneskerettigheder, kan ikke vurdere, i hvor høj grad den oplevede diskrimination bunder i reel forskelsbehandling. Viden om, hvad der helt nøjagtig ligger bag oplevelsen af diskrimination er en videnskabelig mangelvare, påpeger hun. Men Susanne Nour betoner, at det under alle omstændigheder udgør et samfundsproblem, hvis en stor samfundsgruppe føler, at de ikke nyder ligebehandling.

»Oplevelsen af diskrimination udspringer af en følelse af, at man er berettiget til at blive ligebehandlet. Og hvis man har gjort alt, hvad det danske samfund har bedt én om – lært ordentlig dansk og taget en dansk uddannelse – så er det nærliggende, at der er tale om reel diskrimination, når man ikke føler sig ligebehandlet,« siger hun.

Det overrasker ikke Susanne Nour, at der optræder udsving i oplevelsen af diskrimination, og at oplevelsen af forskelsbehandling har været i ny vækst på trods af den succes, mange indvandrere har haft både på uddannelsesinstitutioner og på arbejdsmarkedet det seneste årti.

»Når folk kommer i arbejde, får det umiddelbart en positiv genklang. Men derefter vil de også arbejde på lige vilkår som andre, og hvis det ikke er oplevelsen, står de igen med følelsen af diskrimination. På samme måde, hvis veluddannede kommer ind og begynder at få de job, de har krav på, men så løber ind i strukturer og fordomme, der gør, at de ikke bliver peget på som ledere. Så er der et nyt glasloft. Vi må indse, at der er flere områder, hvor vi har svært ved at rumme, at vi er forskellige,« mener hun.

Politikere skal holde kæft

Den gode nyhed i undersøgelsen fra Catinet Research er, at det trods alt er blevet lettere for etniske minoriteter at begå sig på det danske arbejdsmarked. Indvandrerne, der føler sig mere diskrimineret end etniske danskere, er i undersøgelsen blevet bedt om at fortælle, hvor de oplever diskrimination. Her peger i dag kun 9 procent på jobsøgning mod hele 19 procent for ti år siden.

Tilsvarende positiv udvikling ses på uddannelsesinstitutioner og ved indkøb. Status quo i oplevelsen af diskrimination fra kolleger må også ses som en positiv udvikling i betragtning af de mange flere indvandrere, der er kommet ud på arbejdsmarkedet.

Når oplevelsen af diskrimination samlet set holder sig på et forholdsvis højt niveau, er det ifølge undersøgelsen i høj grad politikernes og mediernes skyld. I dag peger 17 procent på medierne som kilde til diskrimination mod 8 procent for ti år siden. 11 procent føler sig i dag diskrimineret af politikere mod kun 4 procent i 2000.

Tallene får integrationskonsulent og radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation Manu Sareen til at komme med en meget direkte opfordring til Christiansborg-politikerne om at stikke piben ind og lade være med at gøre integrationsområdet til et evigt problemfelt.

»Hold nu jeres kæft og lad det køre af sig selv! Man kan jo se, at dér, hvor danskere og minoriteter mødes, dér finder man ud af det. Christiansborg er helt ude af takt med, hvad der sker i befolkningen,« mener han.

Den nylige udmelding fra Dansk Folkepartis Jesper Langballe om, at muslimske fædre dræber og lader onklerne voldtage deres døtre er for Manu Sareen det endegyldige bevis for, at retorikken er gået over gevind til stor skade for integrationen.

»Det kan godt være, vi andre har vænnet os til det, og at Langballe selv undskylder det som en kæk bemærkning. Men de mennesker, det går ud over, oplever det som dét, det er, nemlig diskrimination,« siger Manu Sareen.

Problemer er politik

Kritikken af den politiske fokus på integrationsspørgsmål preller af på regeringspartiet Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen.

»Jeg er da glad for, hvis diskrimination reduceres til noget, der opleves gennem medier og politikere. Jeg tror, at en lige så stor del af etniske danskere savner, at deres erhverv og kulturelle arv bliver fremstillet korrekt,« siger han.

Karsten Lauritzen erkender, at debatten er hård i forhold til udlændinge og integration, men tallene fortæller ham, at den ikke får integrationen til at løbe baglæns. Han mener heller ikke, at det er muligt at få fremstillingen af indvandrere i medierne til 100 procent at afspejle det mere nuancerede billede ude i virkeligheden.

»Det går bedre på arbejdsmarkedet og en lang række områder. Men der er også en række problemer på integrationsområdet, og selv om vi skal huske på, at de knytter sig til et lille mindretal, er det jo ikke unaturligt, at vi politikere fokuserer på problemerne og tager fat om dem. Med hensyn til medierne ved vi jo, at folk synes, det er mere interessant at høre om et problem end en politisk løsning,« siger Venstres integrationsordfører.

Det bekræftes af studieleder på journalistuddannelsen ved Roskilde Universitet Mark Blach-Ørsten.

»Medier stjæler og låner af hinanden, men det er de mest dramatiske historier med skandaler og skænderier, der får størst udbredelse, mens den positive historie sandsynligvis vil forblive i det medie, den blev bragt. Når en gruppe som indvandrerne, som i forvejen er underrepræsenteret i mediebilledet, på den måde typisk kommer til at optræde i forbindelse med problemer, så er Fanden malet på væggen,« påpeger han.

Nyheder tages personligt

Samtidig viser undersøgelser, at avislæsere modtager de enkelte nyheder meget personligt og især tager de ting til sig, som de er sårbare overfor. Det betyder, at indvandrere, som i forvejen føler sig udsat og sårbare, er i forhøjet risiko for at blive påvirket af den massive, negative dækning af indvandrerområdet, påpeger Mark Blach-Ørsten.

»De registrerer typisk ikke de positive historier. Hvis de vil undgå oplevelsen af diskrimination, skal de som vi andre udstyre sig med et ’bullshit-filter’ og i øvrigt være bekendt med de mekanismer, der gælder i nyhedsformidling. Selv om den første historie får størst dækning og rammer hårdest, så bliver sagerne jo fulgt til dørs over en periode, og der gives også plads til kritik. Som det skete i Langballe-sagen, hvor statsministeren og hans egen partiformand senere var ude og lægge afstand,« siger han.

Muhsin Türkyilmaz, formand for Rådet for Etniske Minoriteter, så gerne, at flygtninge og indvandrere i højere grad forstod, hvordan politik og medier fungerer i et land som Danmark. Som situationen er, føler mange, at de har hele samfundet imod sig, når der kører en negativ debat om etniske minoriteter, og de oplever, at enhver kritik er rettet mod dem personligt. Når politikerne udtaler sig, føler de ikke, de kan gøre noget og bider tingene i sig, påpeger han.

»Det dummeste at gøre både for sig selv og samfundet er at trække sig tilbage. Jeg opfordrer altid til at gå aktivt ind i forenings- og bestyrelsesarbejde for at finde ud af, hvordan politik fungerer og medierne arbejder. Det er i orden med uenighed og også kritiske synspunkter om etniske minoriteter. Men man skal selv på banen og give modspil. I øjeblikket er der ikke noget modspil, og det er dér, min bekymring ligger,« siger han.

Samtidig retter Muhsin Türkyilmaz dog kritik mod den måde, medier og politikere behandler indvandrerspørgsmål og forstår godt, at det er fra den kant, at minoriteterne ser diskriminationen blomstre.

»I ti år har man brugt etniske minoriteter som syndebukke for mange problemer. Man har overdreven fokus på ubetydelige symboler som tørklæder, skæg og påklædning. Og i tilgangen til problemer går man efter manden og ikke bolden med holdningen ’Vi har selv løsningen’ i stedet for at overveje, hvordan etniske minoriteter kunne inddrages. For eksempel har vi som forældre jo også en interesse i, at vores børn ikke bliver kriminelle,« siger han.

Vi skal erkende diskrimination

Manu Sareen mener, at vi kan komme langt i forhold til en løsning af problemet ved at gøre op med vores selvforståelse og anerkende, at der er diskrimination i Danmark. Det giver debatten for frie tøjler, at vi ikke ser den som et faremoment.

»Vi er et af de få lande i Europa, hvor man stort set ikke taler om diskrimination og racisme. Om Langballes udtalelser blev det sagt, at de var langt ude, men racisme blev ikke nævnt. Mange lande taler om racisme og diskrimination og undrer sig over, at vi ikke gør det,« siger han.

Susanne Nour mener også, det er på tide med en diskussion om diskrimination.

»Det er lidt svært at diskutere i Danmark, for det føles som en meget alvorlig anklage. Men det er ikke sikkert, at nogen er skyldig. Kendsgerningen er jo, at alle systemer diskriminerer, fordi de er designet til en bestemt type mennesker. Når tingene udvikler sig, og folk pludselig ser anderledes ud, så er det på tide at se kritisk på den måde, vi hidtil har gjort ting på,« mener hun.