Politik og penge

Af

Proportionerne er gået fløjten i diskussionen om partistøtte. Det overordnede mål må være at sikre økonomisk velfunderede partier på begge fløje. Den politiske kamp skal ikke afgøres af, hvem der har flest kampagnekroner. Derfor er forsøgene på at gøre indhug i politiske modstanderes økonomi i bund og grund usmagelige.

Penge og politik har altid været en cocktail, som i den grad kan bringe følelserne i kog – og med god grund, for spørgsmålet om den økonomiske styrkes direkte indflydelse på den demokratiske proces rører ved samfundets allerhelligste – det repræsentative demokrati. Er det de folkevalgte, partierne og i sidste ende vælgerne, der bestemmer? Eller er partierne økonomisk i lommen på interesseorganisationer og rå kapital?

Ugebrevet A4s artikel i sidste uge om fagforbundenes støtte til partierne hvirvlede endnu engang en masse støv op i den standende diskussion om partiernes økonomi. Hovedkonklusionen af A4s rundringning er, at en række forbund fortsat yder et pænt bidrag til Socialdemokraternes valgkamp – selv efter at den uden sammenligning største bidragyder, LO, har besluttet at lukke for pengestrømmen. Oplysningerne har fået de borgerlige partier til at foreslå vidtrækkende ændringer i reglerne om partistøtte. Lønmodtagere, som har meldt fra, skal have tilbagebetalt en del af deres faglige kontingent, mener Venstre. De konservative – i hvert fald nogle af dem – vil fjerne fradragsretten for fagforeningskontingent, og Dansk Folkeparti mener, at medlemmerne af en faglig organisation positivt skal give tilsagn om støtte. 

Som så ofte før er proportionerne i den ophedede diskussion for længst gået tabt: 

  • De 14 forbunds bebudede partitilskud udgør ved næste valg omkring 15 millioner kroner. Det svarer til, hvad lanceringen af et nyt mejeriprodukt koster på en uge. For SiD’s vedkommende svarer bidraget til, at forbundet siden valget i 1998 har brugt 32,58 kroner per medlem – eller 68 øre om måneden.
  • Venstre og Konservative har efter valgsejren og med LO’s stop for økonomisk partistøtte vundet den økonomiske overmagt i forhold til Socialdemokraterne og SF.
  • Danske politiske partier lever for relativt små midler. Især for oppositionspartier er det meget omkostningsfuldt at købe eksterne analyser og undersøgelser som forberedelse til politiske udspil. Når partierne ikke selv har midlerne, er de afhængige af den dagsorden og de undersøgelser, som interesseorganisationerne finansierer.

Udgangspunktet for lovgivningen omkring partistøtte må være en afbalanceret økonomisk ligevægt mellem blokkene i dansk politik, og at den politiske kamp ikke som i andre lande afgøres af, hvem der har flest kampagnekroner, men af hvilke politiske budskaber, der har den største appel. De nuværende regler, hvor partiernes indtægter er sammensat af hovedsageligt tre elementer – statstilskud, medlemskontingent og eksterne bidrag – har hidtil garanteret denne ligevægt. Derfor giver det god mening, når Dansk Industri i Ugebrevet A4 i dag siger, at man vil standse tilskuddet til de borgerlige partier, hvis fagbevægelsen indstiller sit. Og det giver god mening, at fagforbundet HK vil iværksætte en uvildig undersøgelse af de økonomiske styrkeforhold før næste beslutning om politiske bidrag.

For det er i bund og grund denne ligevægt, som må være målet. Lovgivningsmæssigt er der masser af metoder til at forhindre støtten til partierne, og der kan fremføres mange ideologiske argumenter om nødvendig åbenhed i partiernes regnskaber og frihed for det enkelte medlem af en forening. Hvis partiernes regnskaber var åbne for alt og alle, så enhver kan se, hvad private virksomheder yder til Venstre og Konservative, vil det med et slag få bidragene til at rasle ned. Private virksomheder værner først og fremmest om deres eget omdømme, politik kommer i anden eller tredje række. Tilsvarende på den modsatte fløj: Hvis medlemmerne af en fagforening positivt skal melde sig til, vil bidragene blive reduceret betragteligt. Spørgsmålet er derfor, om man politisk ønsker, at partierne støttes af eksterne bidrag, udsultes eller om de skal være næsten 100 procent statsfinansierede. Al anden argumentation er kun til for at sløre en usmagelig kamp mellem blokkene om den økonomiske overlegenhed.