Politik og frygt

Af

Sidste uges forlig om arbejdstagere fra de nye EU-lande sikrer, at østeuropæere arbejder på danske overenskomstvilkår. Men aftalen bygger på en ubegrundet frygt og kan forrykke balancen mellem lovgivning og overenskomster.

Danmark slår 1. maj næste år dørene op for arbejdstagere fra de nye EU-lande i Østeuropa. Men det sker med en række begrænsninger og med mistænksomhed og bange anelser som den underliggende musik.

Uanset hvordan man vender og drejer det, så føjer sidste uges politiske forlig om østeuropæisk arbejdskraft sig til rækken af tiltag, som udspringer af en udefinerlig angst for det ukendte.

Regeringens ønske om at fastholde det retlige danske EU-forbehold og indførelsen af Europas skrappeste regler for familiesammenføring er andre eksempler. Danmarks forhold til Europa er fortsat præget af forbehold, særordninger og overgangsbestemmelser.

Begrænsningerne sker på trods af, at de fleste er enige om, at østeuropæernes lyst til at slå sig ned i Danmark vil være meget begrænset. Et forsigtigt bud på indvandringen til Danmark fra de nye EU-lande lyder på bare 39.000 personer fra 2003 til 2030. Prognosen stammer fra Beskæftigelsesministeriet og forudser samtidig, at indvandringen bliver størst i de første år efter udvidelsen.

Fremskrivningerne er udarbejdet, før de seks partier i Folketinget sidste tirsdag indgik aftalen om arbejdstagere fra de nye EU-lande. Efter forliget vil prognosen formentlig skulle nedskrives yderligere. En polsk eller estisk arbejder, som kommer til Danmark, skal nu søge om opholds- og arbejdstilladelse på baggrund af en aftale om en konkret ansættelse. Hvis han mister sit job, så står han til udvisning af landet dagen efter, og chancerne for, at han eller hun kan få sin familie med til Danmark, er meget begrænsede. Dagpenge og kontanthjælp bliver der ikke noget af.

Reglerne er indført efter pres fra blandt andre fagbevægelsen og med beskæftigelsesministerens ord for at være »på den sikre side«. Livrem og seler til beroligelse for dem, der frygter en invasion af udenlandsk arbejdskraft. Og – kunne man tilføje – for at tage brodden ud af Dansk Folkepartis stående kampagne mod EU og indvandring.

Fri bevægelighed er et af de mest grundlæggende elementer i det europæiske indre marked, og de nye danske begrænsninger kan ikke undgå at sende et negativt signal til de kommende medlemslande. Det kan føles uendeligt længe siden, Anders Fogh Rasmussen i Bella Centret proklamerede »et historisk øjeblik«, da forhandlingerne om EU's udvidelse faldt på plads for nøjagtig et år siden.

Det må altid være en pligt for politikere at lytte til bekymringer. Gør de ikke det, er de dårlige repræsentanter for dem, der har valgt dem. Det nye, som de senere års politiske udvikling har føjet til, er, at man nu konsekvent handler i overensstemmelse med disse bekymringer – uanset om der er tale om en frygt, som bunder i virkeligheden eller i mere eller mindre urealistiske forestillinger. Det gør politik til symbolske handlinger, der først og fremmest har til formål at sikre genvalg og popularitet – heraf begrebet populisme. Og bagsiden er, at nogle af de værdier, som vi har stået for, om åbenhed, tolerance og ligebehandling har en tendens til at træde i baggrunden.

Nu bliver det så slået fast med syvtommersøm og med tilladelser, underskrifter og stem-pler, at østeuropæiske arbejdstagere skal arbejde på danske overenskomster i Danmark. Og det er godt og er måske med til at skabe en større tryghed, men spørgsmålet er, om ikke fagbevægelsen kunne have opnået det samme ved at stole mere på sin egen styrke og det velorganiserede danske arbejdsmarked.

Fagforeningernes fornemste opgave er at værne om overenskomsterne og presse på for at indgå nye. Den opgave bliver nu et offentligt anliggende, når det gælder en del af den arbejdskraft, som kommer udefra. Det næste spørgsmål kunne meget vel være, om ikke ærkedanske lønmodtagere skal have et retskrav om overenskomstmæssige vilkår. Det tredje spørgsmål i kæden kan man frygte bliver: Hvad skal vi så med fagforeningerne?