Polen i klemme mellem øst og vest

Polakkerne har stemt sig ind i det europæiske fællesskab, og forventningerne til EU-medlemskabet er tårnhøje. Men der vil gå årtier, før Polen er på omdrejningshøjde med de gamle EU-lande. Gennemgribende reformer er nødvendige i landet, som plages af svag infrastruktur, voksende sociale spændinger, korruption, sort arbejde og alt for høj ledighed. Samtidig udfordres Polen som investeringsland af konkurrence fra især Ukraine.

06Den økonomiske afmatning i både EU og USA har bremset for de store investeringer i Polen. Samtidig springer flere og flere europæiske virksomheder – også danske – det kommende EU-land over, når de skal flytte en løntung produktion væk fra deres egne lande.

De polske lønninger er nemlig vokset støt og roligt, og der er mange millioner kroner at spare på at rykke et skridt videre til de tidligere Sovjet-republikker Ukraine og Hviderusland. Den trafik lider Polen under i dag. Når en tekstilvirksomhed kan hyre en uddannet syerske i Ukraine for en fjerdedel af det, man skal betale en polsk, vælger mange virksomheder at flytte 500 kilometer østpå. 

Polen sukker ellers efter udenlandske investeringer som springbræt til at skabe millioner af tiltrængte arbejdspladser. Polakkerne fik smag for dem efter murens fald i 1989 da det tilbagestående Polen oplevede et boom, hvor amerikanske og europæiske virksomheder investerede milliarder af kroner i nye fabrikker. Samtidig blev tusinder af statsvirksomheder privatiseret, og der kom gang i hjulene.

Med masser af billig arbejdskraft og et stort marked for at afsætte nye varer var Polen det indlysende rigtige sted at satse op gennem 90’erne, og velstandsfremgangen ses tydeligt i Warszawas gader, hvor mærkevarer som Boss og Gucci går som varmt brød til de nyrige, og bankernes og bilgiganternes hovedsæder strækker sig i glas mod himlen.

Pres fra øst

I dag er den udenlandske interesse kølnet.

»Vi oplever en øst-bølge, hvor også polske virksomheder og lønmodtagere pludselig opdager, at de er i en international konkurrence. Polen presses fra øst, akkurat som vi herhjemme presses fra Polen,« siger Bo Eske Nyhuus, konsulent i rådgivningsfirmaet »Munk, Andersen og Feilberg«, der rådgiver danske virksomheder om investeringer i Polen og Ukraine.

Cirka 400 danske virksomheder har aktiviteter i Polen. 49 danske virksomheder har i dag etableret sig i Ukraine, og det gælder både tekstil- og metalindustri og it-branchen.

»Arbejdskraften er uhyre billig, og samtidig er mange ukrainere højtuddannet, så derfor kan software- og elektronikbranchen med store fordele etablere sig. Det rammer Polen, for uanset om der skal syes, saves eller svejses, så kan de det samme i Ukraine til billigere penge,« siger Bo Eske Nyhuus.

Presset fra øst er ikke det eneste problem, Polen slås med. Bo Eske Nyhuus peger også på, at mange polakker på landet vil få svært ved at omstille sig til de krav om effektivitet og fleksibilitet, der stilles i et vidensamfund. De har simpelthen ikke kvalifikationerne, og det vil tage tiår, før de mange polske landmænd kan omstille sig fra et landbrugssamfund til moderne højteknologi.

citationstegnVi havde ikke for fem år siden forudset, at så mange virksomheder nu kollapser eller flytter østpå, og det kræver en omstilling og mere uddannelse af vores arbejdskraft, som vi ikke har ressourcer til. Ryszard lepik, formand for lønmodtagerorganisationen OPZZ

»Men vi skal heller ikke male Fanden på væggen, for selv om investeringskurven vil flade lidt ud, så vil der stadig være virksomheder, der foretrækker Polen frem for Ukraine. Men frem for at investere i Polen for at sikre sig den billigst mulige arbejdskraft, så vil nogle virksomheder foretrække Polen for at få adgang til et marked, der i købekraft vil vokse de næste mange år,« siger han.

Senioranalytiker i Danske Bank, Lars Christensen, arbejder blandt andet med rådgivning af danske erhvervsfolk, der vil investere i Polen. Han mener, at ikke kun lønnen, men også de politiske forhold er afgørende for udenlandsk investeringslyst:

»Ukraine har et handlingslammet og korrumperet pseudodemokrati og ikke en gang en opposition, der er noget at råbe hurra for. I Polen er situationen måske nok ustabil, men demokratiet og retsvæsenet er rodfæstet, og der er ikke risiko for, at landet glider tilbage i totalitære forhold, og udenlandske virksomheder bliver konfiskeret.«

Lars Christensen understreger dog samtidig, at det kun er i Polens interesse, hvis Ukraine oplever vækst og fremgang. De to lande er knyttet sammen af kulturelle og historiske bånd, og Ukraine er i forvejen et stort eksportmarked for Polen.

Famlende fagbevægelse

Med et EU-medlemskab fra 1. maj næste år vil den brede befolkning i Polen for første gang i mange generationer kunne glæde sig til politisk stabilitet, demokrati og almen velstandsfremgang. Men netop det høje globaliseringstempo tvinger polakkerne til at være tålmodige og ikke tro, at de kommer op på lønmæssigt niveau med det øvrige EU i løbet af et par år, erkender Ryszard Lepik, formand for den ene af Polens faglige hovedorganisationer. Som førstemand for de uafhængige fagforbund organiseret i All Poland Alliance of Trade Unions, OPZZ, lægger Ryszard Lepik ikke skjul på, at han er nervøs for, hvordan man får omstillet det polske arbejdsmarked til at være konkurrencedygtigt både i EU-sammenhæng og globalt.

»Det vil tage mindst to generationer, før vi i Polen har det samme løn- og uddannelsesniveau som resten af EU. EU-medlemskabet vil være en økonomisk og politisk løftestang for os, men vi havde ikke for fem år siden forudset, at så mange virksomheder nu kollapser eller flytter østpå, og det kræver en omstilling og mere uddannelse af vores arbejdskraft, som vi ikke har ressourcer til,« siger han. 

Polsk fagbevægelse er meget famlende over for, hvordan man tackler globaliseringstruslen:
»Det er altid usympatisk, at man lukker fabrikker og fyrer folk i ét land for at åbne en ny fabrik i et andet land med billigere arbejdskraft. Globaliseringen fritager virksomhederne for et socialt ansvar, og det mærkes omgående her i Polen,« siger Ryszard Lepik.

Han peger på, at Polens økonomi er svag, og at arbejdsløse allerede efter et år på en ringe understøttelse skal klare sig selv.

Ledighed et kæmpe problem

Netop ledigheden er det altoverskyggende problem i Polen – og et problem i bekymrende vækst. Langt over tre millioner polske lønmodtagere – næsten 20 procent af arbejdsstyrken – står i dag uden arbejde. Særlig slemt står det til for unge under 25, som oplever en arbejdsløshed på 40 procent. Som en pendant til den store danske krigsgeneration er en undtagelsestilstand i Polen for 20 år siden i dag årsag til, at masser af unge vrimler ud på et arbejdsmarked, der ikke er parat til at tage imod dem.

Men ledigheden er ulige fordelt. Værst ser det ud i landdistrikterne og de små byer, hvor ledigheden let kan omfatte en tredjedel af arbejdsstyrken. I de store byer, derimod, er ledigheden i sammenligning forsvindende lille. Når ledigheden ikke udlignes, er det, fordi der er en meget begrænset mobilitet blandt polske lønmodtagere. Det er svært at finde boliger i de store byer, og skulle det lykkes, er de meget dyre.

Men, understreges det fra alle sider, nøjagtige tal for den polske ledighed er svære at angive. For den uofficielle økonomi i landet er betydelig, og en stor del af de registrerede ledige har sort arbejde. Simpelthen for at overleve. Samtidig findes der mange illegale arbejdere fra især Ukraine og Hviderusland på det polske arbejdsmarked, og de underbyder den sorte polske arbejdskraft, og dermed fastholdes mange polakker i den håbløse ledighedskø, der er til både de officielle og uofficielle job. 

Det polske landbrug er symptomatisk for landets håbløse erhvervsstruktur. Polen er suverænt det af de nuværende og kommende EU-lande, hvor landbruget rummer den største procentdel af de beskæftigede. Næsten en femtedel af alle beskæftigede polakker arbejder i landbrugssektoren, men ikke fordi det er en sund og driftig branche – tværtimod. Fra politisk side har man ydet store støtteordninger til landbruget for at modarbejde en voldsom vækst i ledigheden i landdistrikterne.

De i alt to millioner landbrug i Polen producerer gode produkter, men alligevel er langt størstedelen af dem urentable, og dermed rummer det polske landbrug uanede muligheder, hvis produktionsmetoderne bliver moderniseret og dermed effektive.

Også i minedriften og den polske industri er der en betydelig kunstig beskæftigelse. I stålindustrien og inden for skibsbyggeri kører en række virksomheder år efter år med underskud og venter i realiteten kun på at blive afviklet.

Forskellige rollemodeller

Irland eller Grækenland? Det er de rollemodeller, polakkerne opererer med, når de diskuterer deres lands muligheder i EU. Er man parat til som irerne at gribe chancen og udnytte mulighederne, så man på rekordtid kan bevæge sig fra fattigdomsstatus til den europæiske superliga? Eller ender man som grækerne, der slet ikke har været parate og fået noget ud af støttemulighederne i EU?

Lars Christensen fra Danske Bank er ikke i tvivl om, at landet har et kæmpepotentiale, som sætter det i stand til at gå Irlands vej. Men for at det kan lade sig gøre, kræves der gennemgribende reformer, understreger han.

»Når Polen bliver medlem af EU fra maj 2004 skal landet betale medlemsbidrag til EU, men vil på papiret have overskud af medlemskabet. Problemet er imidlertid, at EU-midlerne i stort omfang vil være knyttet til infrastrukturprojekter, for eksempel bygning af motorveje, som kræver delfinansiering af Polen selv. Og Polen har ikke pengene til sådanne investeringer, fordi de statslige midler primært bruges til offentligt forbrug og overførselsindkomster.«

Selv om det lyder som et barsk krav til et land, hvor bistandshjælpen er på 846 kroner om måneden, den gennemsnitlige pension på 1.145 kroner, og veluddannede offentligt ansatte aflønnes et godt stykke under den polske gennemsnitsløn på 3.847 kroner om måneden, så mener Lars Christensen ikke, at der er nogen vej uden om at skære i de offentlige udgifter for at frigøre kapital til investeringer i for eksempel motorveje.

Den dårlige infrastruktur i landet er skyld i, at udenlandske investeringer udebliver i det omfang, som alle håber på – simpelthen fordi producenter ikke kan få deres varer kørt til og fra store dele af landet, siger han.

Lars Christensen peger på, at Polen kan komme i den paradoksale situation, at landet ender med at betale medlemsbidrag til EU uden at være i stand til at udnytte de midler, som fællesskabet stiller til rådighed.

Svage organisationer

I de seneste år har det ellers ikke skortet på projekter, der skulle geare Polen til en fremtid i EU. Heller ikke på det arbejdsmarkedspolitiske område, hvor polakkerne ikke har kendt til den sociale dialog mellem stat og arbejdsmarkedets parter, som man kender fra Danmark, og som skal præge udviklingen på det europæiske arbejdsmarked i årene fremover.

Det polske arbejdsmarked er lovreguleret, og både blandt lønmodtagere og arbejdsgivere er organisationsgraden lav og organisationerne tilsvarende svage.

Organiserede lønmodtagere finder man først og fremmest i de store, statsejede virksomheder, mens organiseringen er langt mindre i de virksomheder, der er blevet etableret efter 1989 og særligt lav i de små og mellemstore virksomheder, som præger det polske arbejdsmarked. I OPZZ, en af de to store lønmodtagerorganisationer, vurderer man, at 20 procent af polske lønmodtagere er organiserede – 10 procent hos OPZZ og lige så mange hos Solidaritet.

På arbejdsgiverside er tilsvarende få virksomheder medlemmer af organisationer, og igen kniber det mest med organiseringen i de små og mellemstore virksomheder.

Dette svage udgangspunkt for samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter har været udfordringen for et konsortium bestående af det danske arbejdsministerium, LO og DA, som vandt en EU-licitation under det såkaldte Phare-program om at hjælpe med til at etablere en arbejdsret og udvikle dialogen mellem det polske arbejdsmarkeds parter.

Hundreder af tillidsfolk på både arbejdsgiver- og lønmodtagerside, som for fem år siden ville have været oppe at slås om uenigheder, er det seneste par år blevet opdraget i forhandling og drøftelser om løn- og arbejdsforhold. Det danske projekt har afgjort haft en betydning, men alligevel vil lederen, Erling Have, ikke stille for store forventninger til den umiddelbare effekt:
»Vi har helt klart rykket ved traditioner og fået folk til at tænke anderledes og arbejde sammen.

Men det er topfolk, vi har haft fat i, og man kan tvivle på, hvor meget det breder sig ud. Hvis der er noget, polakker er dårlige til, er det at give information videre. For viden er som bekendt magt.«