Polakkerne kommer

Af redaktør Bent Winther

Fogh-regeringen og dens liberale meningsfæller i Europa risikerer at sætte den folkelige opbakning til EU-udvidelsen over styr, hvis den satser på at rulle de resultater tilbage, som lønmodtagerne har opnået gennem det seneste årti.

»Velkommen til 40 millioner polakker« skrev JuniBevægelsen på sin valgplakat ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i 1998. Velkomsten var naturligvis dybt sarkastisk ment, og hensigten var tydeligvis at skræmme vælgerne til at stemme nej til den traktat, som skulle bane vejen for den historiske udvidelse af EU. Fattige østeuropæere vil ankomme i horder, tage danskernes job og udnytte den danske velfærd, lød den utilslørede, underliggende spådom fra EU-modstanderne. Plakaten trak de senere tilbage, og skræmmekampagnen virkede som bekendt ikke – heldigvis. Danskerne sagde ja til Amsterdam-traktaten. Og i dag – fire år efter – overtager Danmark det EU-formandskab, der med stor sikkerhed endeligt vil åbne dørene for det tidligere kommunistiske Østeuropa. Vi glæder os til at se Jens-Peter Bonde og Drude Dahlerup byde polakkerne velkommen med deres gamle plakat!!

EU-modstanderne tog fejl af danskernes sympati med de østeuropæiske lande. Som vi beskrev i forrige nummer af Ugebrevet A4, bakker det hidtil største flertal herhjemme – 65 procent – i dag op om dansk EU-medlemskab. Et lignende flertal støtter udvidelsen af EU. Men hvad der måske er mere bemærkelsesværdigt ved Gallup-målingen, så støtter den danske befolkning udvidelsen ud fra solidariske og ikke økonomiske hensyn. Støtten til udvidelsen sker på trods af, at et flertal samtidig mener, at udvidelsen vil betyde økonomisk tab for Danmark, og at danske arbejdspladser flytter til lande med lavere omkostninger.

Danskerne er altså villige til at ofre en del af velfærden for at få de nye lande ind i varmen. På længere sigt vil det dog vise sig, at udvidelsen ikke blot er et solidarisk projekt, men også »en god forretning.« Ifølge alle økonomiske analyser er der tale om en win-win-situation. Et projekt, som både vil komme de nuværende og de nye EU-lande til gode. Udvidelsen mod øst er derfor langtfra blot en fattig bodsgang over for et Østeuropa, som blev ladt i stikken i 1945. Et sammenhængende europæisk marked for varer, tjenesteydelser og arbejdskraft vil i det lange løb skabe højere velstand og styrke Europa i konkurrencen med USA og Japan. 

Det fællesskab, de nye EU-lande træder ind i, er dog et helt andet end det, der eksisterede, da Muren faldt. Selv om frihed for markedskræfterne fortsat er den bærende idé i EU-samarbejdet, så er markedet i dag underlagt fælles regulering i en sådan grad, at hensyn til miljøet, arbejdsmiljøet, beskæftigelsen, sociale forhold og andet ikke er til at komme udenom. Det man kan frygte – ikke blot med det danske formandskab, men som konsekvens den europæiske højredrejning – er, at borgerlige og liberale regeringer i Europa vil forsøge at rulle en del af den regulering tilbage. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) skriver i sit oplæg til det danske formandskab, at EU-samarbejdet skal »back to basics« – tilbage til rødderne. Han ønsker »en stærkere og slankere beskæftigelsespolitik« på EU-plan. Det kan man vælge at tolke positivt, som en nødvendig ambition om at strømline EU-samarbejdet, så indsatsen bliver mere målrettet. Men man kan lige så vel se det som et første forsøg på at sætte hastigheden ned eller ligefrem tilbagerulle nogle af de store fremskridt, som europæiske lønmodtagere har opnået i det seneste årti.

Vi mangler endnu at se konkrete udspil, men det er næppe forkert at gætte på, at Fogh-regeringen ikke havde noget imod, at EU-samarbejdet på disse områder blev mindre forpligtende. Her er det dog vigtigt at huske på, at den store opbakning i den danske befolkning til EU og udvidelsen i høj grad beror på, at de nye ansøgerlande kommer med i fællesskabet under ordnede forhold – ikke mindst på arbejdsmarkedet. Hvis det bliver hverdag i et udvidet EU, at virksomheder igen kan opnå konkurrencefordele ved at behandle lønmodtagerne dårligt og svine med miljøet, er den folkelige opbakning ikke længere en selvfølge.