Pinlig stuepige-tankegang

Af Jan Birkemose, redaktør

Au pairer bliver behandlet som stuepiger men aflønnet med lommepenge. Ordningen har de facto udviklet sig til et b-arbejdsmarked, hvor de velstillede får billig arbejdskraft.

LEDER Tanken om den unge udlænding, der for en periode tager ophold i et dansk hjem for at opleve den hyggelige, danske familiekultur er både smuk og sympatisk. Masser af danske familier og udenlandske unge, har på den måde udvidet deres horisont igennem årene. Men ligesom stokroser og bindingsværk ikke længere dominerer den danske provins, er au pair-ordningen i dag en reminiscens af en fjern og ikke-eksisterende fortid.

Dagens undersøgelse, der er foretaget i et samarbejde mellem Ugebrevet A4 og Avisen.dk, viser med al tydelighed, at de godt 4.000 au pairer i Danmark knokler med at gøre rent, købe ind, passe børn, lufte hund og i det hele taget stå til rådighed for husets herre og frue. Og lønnen – der som et ekko fra fortidens uskyldige au pair-traditioner kaldes lommepenge – er helt lovligt på sølle 3.000 kroner om måneden.

At au pair-ordningen er endt som et fuldt legaliseret B eller C-arbejdsmarked er ikke bare trist og sørgeligt, men i høj grad også en skandale, der er udansk og upassende. Nogle af de mest velstillede mennesker i dette samfund udnytter, at især filippinske kvinder er klar til at rejse rundt om den halve jord for at blive tjenestepige til 3.000 kroner om måneden.

De fleste værtsfamilier vil hævde, at de ikke udnytter deres au pair, og at der lige netop hjemme hos dem er masser af familiehygge med au pairen. Men spørg dem lige, hvornår de sidst har taget deres au pair med til familiefest, i svømmehallen, på ferie, lørdagsshopping eller juletræsfest på arbejdspladsen for at stifte bekendtskab med den danske kultur. Det lyder måske ikke som supervigtige begivenheder, men det er den slags, der viser, om au pairen er en del af familien eller en del af husets serviceafdeling.

Med til billedet hører, at au pairerne har næsten samme fokus som deres værtsfamilier. Deres motiv for at komme til Danmark er ikke båret af interesser for selvstudier i dansk familiekultur, men handler stort set udelukkende om at tjene penge, som efter filippinske forhold er særdeles attraktive. Ifølge undersøgelsen sender hele 95 procent af au pairerne penge hjem til deres familie. Og næsten lige så mange ønsker at finde en ny au pair-familie, når deres nuværende forhold er slut.

Med andre ord ligner au pair-ordningen det bytteforhold, som resten af arbejdsmarkedet har mellem arbejdsgiver og arbejdstager. Vi sælger arbejdskraft for en passende løn. Men mens arbejdsmarkedet for mere end 100 år siden indførte civiliserede forhold og aftalesystemer, lukker myndigheder og politikere øjnene for, at au pair-ordningen ikke længere domineres af kulturelle familieværdier, men at der derimod de facto er tale om underbetaling og social dumping.

Man kan spørge sig selv, hvorfor der er blevet brugt så ufatteligt mange gode kræfter på at undgå løndumping fra østeuropæiske arbejdere, når man alligevel smider alle principper overbords, når det handler om filippinske kvinder.

For de familier, der har forstået, hvad ånden i au pair-ordningen er, skal det naturligvis være muligt at køre videre med de nuværende regler. Men myndighederne bør skride ind over for det flertal, der ikke har fattet, at de ikke har ansat en stuepige. Hvis de ønsker en stuepige, må de ud på arbejdsmarkedet og betale det, som det koster.