Pias frokost-invitation

Af

Dansk Folkeparti er på desperat jagt efter nye dagsordener og nye konfrontationer, der kan holde partiet i live. Tonen bliver stadig mere skinger – desværre har nogle kommentatorer en tendens til at springe med på den dygtigt iværksatte mediedagsorden.

Den seneste uges medieslagsmål mellem LO-formand Hans Jensen og formand for Dansk Folkeparti Pia Kjærsgaard er blevet tolket som »en politisk alliance« – et »fornuftsægteskab« – som nu er begyndt at knage i fugerne. Nogle steder er de yderst få konkrete kontakter mellem LO og Dansk Folkeparti næsten blevet udlagt, som om fagbevægelsen er i gang med at kaste alle sine politiske lodder over i pianisterne skål i erkendelse af, at det nok er her, fremtiden ligger. Og nu slår alliancen revner. Men selv om den kan være besnærende, så er analysen forkert. Sandheden er, at der aldrig har været hverken nogen alliance eller noget, der ligner et fast parforhold, mellem fagbevægelsen og Dansk Folkeparti. Og at påstå det modsatte er kun udtryk for et pinligt medløb til folkepartiets dygtigt iværksatte mediedagsorden.

Det hele begyndte, da Hans Jensen i et interview i Politiken sagde, at LO ikke deler Pia Kjærsgaards menneskesyn, og at samarbejdet med Dansk Folkeparti ikke er præget af hjertevarme. Det fik pressechef Søren Espersen til at udtale: »Vi er efterhånden dødtrætte af hans nedrige angreb på os – samtidig med, at de kommer krybende, når de skal have noget udrettet«. Forkvinden selv kaldte Jensens udtalelserne for »aldeles upassende« og inviterede LO-formanden på frokost og alvorsord. Dermed var bolden givet op til de politiske kommentatorer. En let fordøjelig avishistorie: »Pia sur på Hans«.

Når sagen overhovedet kan få opmærksomhed, er det især, fordi man i offentligheden har svært ved at vænne sig til en fagbevægelse, hvor det brede hensyn til lønmodtagernes interesser går forud for partipolitisk troskab. LO-budskabet er ikke formidlet stærkt nok, hvilket ikke mindst skyldes, at langt fra alle i fagbevægelsen hylder den nye politiske pluralisme. At LO forsøger at øve indflydelse på de partier, som udgør flertallet i Folketinget, bør ikke komme som den store overraskelse. Og det har i hvert fald intet med politiske alliancer at gøre. Det er iskold realpolitik.  

For Dansk Folkeparti er sagen imidlertid en helt anden. Partiet er havnet i den besværlige situation, at man stort set har udtømt den indvandrer-dagsorden, som man vandt valget på for halvandet år siden. Den herskende politik over for flygtninge og indvandrere er siden blevet vedvarende hårdere og mere direkte. Pia Kjærsgaard kan forsøge sig med krav om at sende afghanske flygtninge tilbage til de usleste flygtningelejre lidt hurtigere, end VK-regeringen vil, eller med verbale angreb på de skoler og offentlige institutioner, som finder pragmatiske løsninger på kulturelle konflikter i dagligdagen. Men det ændrer ikke ved, at Dansk Folkepartis dagsorden er i alvorlig fare for at uddø, som det skete med Mogens Glistrups, da andre borgerlige partier overtog hans mærkesager om lavere skat og stop for papirnusseri.

Som støtteparti for VK-regeringen har Dansk Folkeparti forsøgt at fjerne sig fra protestlinjen og positionere sig som et midterparti, der kæmper for de svage. Og det er her, den påståede alliance med fagbevægelsen kommer ind i billedet. Dansk Folkeparti vil naturligt nok gerne fastholde sit greb om den del af LO-arbejderne, som ved sidste valg satte kryds ved liste O. Det er altså ikke ønsket om en »politisk alliance«, der driver Dansk Folkeparti til at stemme for en forbedret arbejdsskadelov, imod eksklusivloven og til at vende sig mod VK’s planer om frit pensionsvalg. Det er i Dansk Folkepartis verdensbillede simpel logik – eller simpel fornuft om man vil.

Når fagbevægelsen ikke omfavner Pia Kjærsgaards folkeparti, så er det, fordi partiet er og bliver et populistisk styret parti, hvis grundholdninger, når det gælder verden uden for Danmark, er meget langt fra virkeligheden og fagbevægelsens interesser. Dertil kommer, at DF med sine kampagner, sin retorik og sin opfattelse af andre menneskers værdi, har medvirket til at lægge store befolkningsgrupper for had til stor skade for integrationen – men til stor gavn for den muslimske fundamentalisme. Dansk Folkeparti holdes i live af konfrontationer – denne gang var det fagbevægelsen, der stod for skud.