Perspektiver i differentieret kontingent

Af Benedicte Toftegård, Formand for Københavns grafiske brancheklub og trykker på Aller Press

I ugebrevet A4 nummer 22 kommenterede Mogens Justesen fra SiD mit forslag om at indføre fagforeningskontinent efter indtægt. Tak for det. Mogens kan have ret i, at der ikke er meget perspektiv i at indføre differentieret kontingent i et forbund, hvor langt den største del af medlemmerne er lavtlønnede. Havde SiD’s gamle et-forbunds-tanke vundet indpas, havde det været et godt udgangspunkt for fordeling af nogle grundlæggende udgifter ud fra et solidarisk princip. Men sådan skulle det ikke gå.

I Grafisk Forbund havde vi netop en solid gruppe af godt betalte medlemmer, men til gengæld også en forholdsvis stor gruppe af ledige. Lavtlønnede og mellemgruppen var dog også repræsenteret, og derfor havde vi da også syv kontingentgrupper, således at man steg gradvis. Kontingentfri var man først, når man havde været fuldt ledig hele ugen. Og det var nu ikke særlig bureaukratisk.

Ikke mere end når man for eksempel i HK har et utal af forskellige kontingentsatser alt efter medlemsgruppe med meget stor lønspredning. Desværre er HK’s ledelse ikke indstillet på at gå i brechen for, endsige diskutere solidarisk kontingentpolitik med sine medlemmer. Og det er ærgerligt. Som trenden udvikler sig i disse år, er det ikke sikkert, at det offentlige vil vedblive med at sikre visse økonomiske behov for de dårligst lønnede på arbejdsmarkedet, de arbejdsløse eller de, som skal arbejde for dagpengene. Differentieret kontingent kunne være en del af en større social profil i fagbevægelsen. Begyndelsen til at genoplive arbejderbevægelsens evne og forståelse for at tage over, hvor samfundet svigter.

Men det kræver naturligvis også som udgangspunkt en større ydmyghed med hensyn til forbruget af medlemmernes penge.