Pensionsformuer skal opdrage firmaer med flosset etik

Af
Flemming Dupont

Fagforeninger, humanitære organisationer og kapitalfonde har fået samme mål: At få beskidte firmaer til at stoppe brugen af slavearbejde eller giftige kemikalier. Også lønmodtagernes store pensionsopsparinger er kommet på banen. Frem for at blackliste de dårlige firmaer, investeres der nu i beskidte firmaer som aldrig før.

TALENDE KAPITAL Røde faner, vrede demonstranter og renskurede jakkesæt har meldt sig ind i den samme klub. Hvor aktivister tidligere var henvist til at protestere mod børnearbejde eller forurening uden for virksomhedernes direktionsgange, er demonstranterne nu flyttet ind på generalforsamlingerne. Flere og flere danske pensionsinstitutter er nemlig begyndt at bruge lønmodtagernes bugnende pensionsopsparinger til at påvirke beskidte firmaer til at opføre sig ordentligt.

Med en formue på 1.693 milliarder kroner i 2009 er danske pensionsopsparinger blevet en medspiller på et globalt finansielt marked, hvor opsparingerne investeres i aktier hos alt fra store multinationale virksomheder til små afrikanske sukkerrørsplantager.

Engang var det primære formål for investeringsfonde og pensionsinstitutter at få dine og mine sparepenge til at vokse så meget som muligt. Det er det stadig. Men nu er det hottere end hot samtidig at bruge pengetankene til at ændre verden igennem det såkaldte ’aktive ejerskab’.

Siden slutningen af 90’erne har pensionsfonde og andre pengetanke med investeringsporteføljer haft fokus på etik. Det er altså ikke nyt at tage aktivt stilling til, om man vil eje aktier i firmaer, der producerer klyngebomber, hælder olie ud i den mexicanske golf eller bruger børnearbejde. Men hvor de etiske investeringer tidligere betød, at firmaer med dårlige vaner blev skrevet i den sorte bog og ekskluderet fra porteføljen, bruger investeringsinstitutter i højere og højere grad deres ejerskab til at presse de dårlige vaner ud af firmaerne.

Steen Vallentin, lektor på Handelshøjskolen i København, CBS, har skrevet ph.d. om etiske investeringer. Ifølge ham har udviklingen været undervejs længe.

»Tidligere skilte man de ansvarlige firmaer fra mindre ansvarlige og undlod at investere i dem, der ikke opførte sig ordentligt. Nu gør man sin indflydelse gældende ved blandt andet at stemme på generalforsamlinger og presse ledelsen af de firmaer, man ejer. Frem for bare at trække fingrene til sig, når klaveret ikke spiller, som det skal, så gør ansvarlige investorer brug af de muligheder for at påvirke beslutningsprocesser, som deres medejerskab giver dem,« siger han.

Det nye sort

Målet er helt klart. Hvis man ved at tage aktiv stilling kan rykke noget, så mener pensionskasserne, at det er bedre end at stå på sidelinjen. Bedre for de dårlige firmaer, bedre for investeringerne og dermed på sigt bedre for det afkast, man skal sikre til pensionskunderne.

Sara Løchte, chefkonsulent i Forsikring & Pension, som er brancheorganisation for cirka 150 pensionsselskaber og forsikringsinstitutter i Danmark, kan se, at aktivt ejerskab bliver mere og mere udbredt blandt hendes medlemmer.

»Det nye skridt i forhold til de etiske investeringer er, at pensionsinstitutterne overlader deres rettigheder som ejer til en fuldmagtshaver – altså et firma, der forvalter det aktive ejerskab,« siger Sara Løchte.

En drivkraft for det nye skridt har været Forenede Nationer (FN), der efter initiativ fra en gruppe investorer har udarbejdet et charter med seks principper for ansvarlige investeringer. Ét af principperne er, at ansvarlig investering indebærer et aktivt ejerskab. Ifølge brancheforeningen Forsikring & Pension har mindst 85 procent af pensionsinstitutterne i Danmark i 2010 underskrevet chartret. Kort sagt har FN med sit charter skabt et globalt gruppepres blandt investorerne og dermed sat skub de aktive ejerskaber.

Én af de pensionskasser, der tidligt blev opmærksom på det aktive ejerskab, er PBU, der håndterer pensionsopsparingerne for cirka 110.000 pædagoger. Administrerende direktør for PBU Leif Brask-Rasmussen er ikke i tvivl om, at i en tid hvor de europæiske pensionskassers samlede volumen vokser støt, må deres rolle på markedet også revurderes.

»Pensionsfondene bliver større og større, og det gør, at uanset om vi ønsker det eller ej, så får vi et ansvar for de virksomheder, vi ejer, for har så store ejerandele tilsammen. De traditionelle ejere bliver et mindretal til sidst. Selv om vi som pensionsselskab alene måske ikke ejer den største del af et firma, så ejer vores kapitalform meget. Med en stor ejerandel følger et ansvar, og da vores medlemmer skal leve af afkastet i de firmaer, vi investerer i, så har vi et ansvar for, at de firmaer drives ordentligt,« siger Leif Brask-Rasmussen.

Den nye tendens er man rigtig glad for hos Center for Samfundsansvar, en enhed i Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, der har til formål at udbrede og understøtte samfundsansvar i danske virksomheder. Regeringens rådgivende organ, Rådet for Samfundsansvar, har nemlig udarbejdet en vejledning om etiske investeringer, hvor netop det aktive ejerskab anbefales. Kontorchef Carsten Ingerslev siger:

»Det er en god idé, først og fremmest fordi det er det, FN anbefaler, og dernæst, fordi vi er enige i, at aktivt ejerskab giver mest indflydelse. At blackliste kan være nødvendigt, hvis det er helt udsigtsløst at gå aktivt ind som ejer, men vi opfordrer til aktivt ejerskab,« siger Carsten Ingerslev og tilføjer:

»Alene kan man ikke øve megen indflydelse, men puljer man investorerne sammen og lader én gå til firmaet og repræsentere for eksempel 30 procent af ejerne, så får man gennemslagskraft.«

Sammen er man stærkest

Flere og flere pensionsselskaber går da også sammen om opgaven. Det mest almindelige er, at pensionskassen køber en service hos et firma, der har specialiseret sig i at engagere sig på vegne af flere investorer.

Ét af de firmaer er Foreign & Colonial Investments (F&C), der er baseret i London. Både PBU og PensionDanmark, der varetager investering af 600.000 lønmodtageres pensionsopsparinger, er kunder hos F&C.

Direktør i overvågningsafdelingen hos F&C Karina Litvack mener, at pensionsformuernes rolle i global sammenhæng er afgørende.

»Din opsparing har en dramatisk indflydelse på den måde, firmaer opfører sig på. For firmaer bekymrer sig kun om to ting: deres kunder og deres aktionærer. Penge taler, som man siger. Tidligere har de, der kommer med pengene, været meget mere passive og mest fokuseret på at tjene penge på den korte bane. I dag er der kommet mere fokus på at blive hængende over en længere periode og drive firmaerne til at være mere bæredygtige,« siger Karina Litvack og tilføjer om F&C’s funktion:

»Vores job er at forstå de firmaer, som vores kunder investerer i, identificere de områder, hvor de burde opføre sig bedre og understrege over for dem, at vi – som deres ejere – forventer en bestemt opførsel.«

Det handler blandt andet om at  overholde internationale konventioner, behandle arbejdere og miljø hensigtsmæssigt og gennemføre interne strukturer, der er bæredygtige, gennemsigtige og ansvarlige.

F&C øver dels indflydelse ved at stemme på generalforsamlinger hos de 5.772 firmaer, som F&C overvåger og engagerer sig i på vegne af sine kunder. Desuden går F&C i dialog med en lang række af de firmaer, hvor der identificeres problemer – og endelig udvælges cirka 120 firmaer årligt, som F&C sætter særligt ind i forhold til at forbedre. Den service koster hver lønmodtager, hvad der svarer til en kop kaffe om året, siger Karina Latvick.

Gå med eller bliv nedstemt

Ét eksempel på, hvordan danske pensionskunders opsparinger har haft indflydelse, handler om børnearbejde.

»En stor del af verdens bomuldsproduktion foregår i Uzbekistan. Regeringen har i årevis, når høstsæsonen starter, taget de 10-12-årige ud af skolerne og brugt dem som slaver i bomuldshøsten. Det blev vi opmærksomme på i 2007,« beskriver Karina Litvack.

Flere end 76 virksomheder valgte at stå sammen om en selvbestaltet embargo mod bomuld fra Uzbekistan for at presse regeringen til at stoppe slaveriet. Men ét stort amerikansk modetøjsfirma ville ikke være med.

»Selv firmaer som Walmart (amerikansk supermarkedskæde, red.) havde skrevet under på, at de ikke ville købe bomuld fra Uzbekistan. Så det var meget usædvanligt, at tøjfirmaet Abercrombie & Fitch ikke ville skrive under. Vi tog en dialog med firmaet og sagde, ’den går ikke’. Men Abercrombie & Fitch rykkede sig ikke,« siger Karina Litvack.

Men F&C har aktier i Abercrombie & Fitch og valgte at bruge sin stemme på den årlige generalforsamling.

»Sammen med andre aktionærer skrev vi en resolution mod bestyrelsens beslutning om fortsat at købe bomuld fra Usbekistan. Resultatet ved afstemningen blev, at et flertal af aktionærerne nægtede at støtte bestyrelsen på det punkt,« siger Karina Litvack.

Tidligere havde mange danske pensionskasser formentlig sat Abercrombie & Fitch på den sorte liste, længe før der var blevet tale om dialog og afstemninger. For hvor længe skal man have tålmodighed med ’beskidte’ firmaer, før man trækker sine investeringer ud? Det spørgsmål har intet simpelt svar.

Hos F&C erkender man en risiko ved det aktive ejerskab: Man kan aldrig vide, om man nu også får forbedring – eller om pengene vokser uden gavn i de forkerte firmaers lommer.

»Når alt kommer til alt, er det så ikke bedre at gøre det her end slet intet at gøre,« spørger Karina Litvack retorisk.

»Det faktum, at vi er der, og at firmaerne får spørgsmålene fra investorer i stedet for alene fra fagforeninger eller pressen, hjælper dem til at forstå, at det er bestyrelsens ansvar at reagere på forhold, der ikke er ok,« siger hun.

Kan koste på omdømmet

Men den tid, den engagerede investor lægger i en beskidt forretning, kan være givet dyrt ud. Mange har nemlig oplevet, at det kan give dårlig omtale. I Danske Bank er Thomas Kjærgaard med ansvar for de etiske investeringer dog ikke bange for balancen mellem engagement og dårlig omtale.

»Der er produkter, det ikke dur at investere i uanset, om man går aktivt ind som ejer eller ej. Landminer og klyngebomber, det dur ikke. Og selskaber, der sælger våben eller militært materiale til områder, hvor FN har opsat embargo, går heller ikke. Når det er sagt, så er grænsen for, hvornår man trækker sig ud af sine investeringer, og hvornår man holder fast i dialogen, lidt et spørgsmål om religion,« siger Thomas Kjærgaard.

Hos Danske Bank er målet, at kundernes penge skal investeres på en fornuftig og forsvarlig måde, og det kræver tålmodighed i det aktive ejerskab, forklarer han og uddyber:

»Så kan det godt være, vi løber en omdømmemæssig risiko ved at holde fast i dialogen, men vi oplever faktisk, at vores kunder synes, det er fornuftigt. Så en dårlig artikel i pressen får os ikke til at ryste på hånden.«

Lektor på CBS Steen Vallentin er enig i, at grænsen er svær at trække 

»Hvis man ser på eksempelvis store firmaer, der via underleverandører er involveret i børnearbejde, så handler det for investor om at vurdere, hvordan man bedst kan gøre en forskel for de børn, det drejer sig om - og der er dialog måske bedst. Omvendt, hvis en dialog ikke fører til, at firmaet ændrer noget, må man tage konsekvenssen og trække sig ud,« siger Steen Vallentin.

PensionDanmark har gjort sin religion op. Aktivt ejerskab giver mening.

»Det er sådan set den samme filosofi som den bag fagforeningerne. Du er nødt til at være ved bordet, du er nødt til at tage et ansvar, og så vil der nogle gange opstå en situation, hvor du ikke kan lide, det der sker. Så må du beslutte, om du skal blive ved bordet og forsøge at fikse det, eller du skal gå og overlade det til at andre at fikse skaderne,« siger direktør i PensionDanmark Jens-Christian Stougaard og tilføjer:

»Fagforeninger lader sig ikke skræmme, selv om noget ved bordet går lidt galt. De bliver og forsøger at håndtere det til bedst mulig gavn for medlemmerne – det er det samme, vi forsøger.«