Pensionister har ikke råd til nye sko

Af

En detaljeret interviewundersøgelse blandt 500 danskere over 65 år afslører et pjalteproletariat af pensionister, der har så lidt at leve for, at de ikke har råd til helt almindelige forbrugsgoder. Jo bedre det store flertal af pensionister har det, desto mindre vil politikerne bekymre sig om de fattigste pensionister, advarer professor.

SKJULT FATTIGDOM Privatøkonomien klemmer 120.000 danske pensionister så hårdt, at de ikke har råd til nyt tøj eller sko. De fattige pensionister udgør et mindretal på 14 procent af pensionistgruppen, men netop det faktum kan blive deres skæbne. For så længe det store flertal har det godt, vil der ikke være noget politisk pres for at hæve folkepensionen eller på anden måde gøre livet lettere for de fattigste ældre, mener professor i statskundskab, Jørn Henrik Petersen, fra Syddansk Universitet:

»De står i stor risiko for at komme i klemme. For når den store flertalsgruppe af pensionister egentlig føler, at deres tilværelse hænger meget godt sammen med arbejdsmarkedspensioner og friværdi i huset, så er der ingen til at presse på for at få offentlige pensioner i vejret,« siger Jørn Henrik Petersen.

I en ny, detaljeret interviewundersøgelse med 500 pensionister sætter Ugebrevet A4 for første gang fokus på de konkrete konsekvenser af fattigdommen blandt danskere over 65 år, der ikke har store friværdier eller arbejdsmarkedspensioner med sig ind i alderdommen.

Undersøgelsen viser, at et stort mindretal er så klemte på økonomien, at de må undvære helt almindelige forbrugsgoder. 14 procent – eller 120.000 pensionister - har ikke råd til nyt tøj og sko og lige så mange har fravalgt aviser og blade for at få folkepensionen til at slå til. Hver tiende kan ikke længere betale medlemskabet til bridge- eller badmintonklubben, og ligeså mange har ikke råd til en biografbillet. På den baggrund er det ikke overraskende, at 16 procent af pensionisterne i undersøgelsen selv opfatter deres økonomi som dårlig eller eget dårlig.

Faglig medarbejder på Videnscenter på Ældreområdet, Annette Johannesen, har studeret, hvad der giver en vellykket aldring. Hun er bekymret over at se, at mange af de ting, som de fattigste ældre vælger fra, netop er de ting, der giver selvværd og identitet, når man har forladt arbejdsmarkedet, og som betyder, at man fortsat kan deltage i samfundslivet.

»Det, der hører til en god aldring for de fleste, det er at kunne fortsætte med det, man har været vant til før: Have et årskort til Tivoli eller nyde god mad. Byde børnebørnene på en middag. Give gaver. Ting, som har været betydningsfulde for en selv. Det, at kunne vedligeholde sin krop og sundhed, tænder, frisør og tøj betyder også noget for selvværdet. Det er ting, statistikkerne ikke så nemt fanger, men som betyder allermest for livskvaliteten.«

Kaviar, flæskesteg eller grød

Ud fra undersøgelsen, der er udført af Capacent Epinion for Ugebrevet A4, kan man tegne et portræt af tre meget forskellige pensionistgrupper:

Luksuspensionister: ægtepar med store formuer, fede friværdier og husstandsindkomster på mindst 20.000 kroner om måneden efter skat. Her er der råd til det meste, nogle arbejder stadig lidt ved siden af pensionen.

Middelklassepensionister: ægtepar og enlige med lidt friværdi i huset og en rimelig arbejdsmarkedspension, der giver råd til båd, foreningsmedlemskab, nyt tøj og fødselsdagsfest. Med en samlet indtægt på 10-20.000 efter skat er der ikke altid råd til ferie.

Pjaltepensionister: enlige – oftest kvinder - med meget lille eller slet ingen opsparing, en høj husleje og ingen at dele udgifterne med. Kun nyttehaven, tilbudsaviserne og de hjemmestrikkede gaver holder sammen på budgettet på 5-10.000 kroner om måneden efter skat.

Middelklassepensionisterne udgør langt den største gruppe, mens luksuspensionisterne kun udgør 7 procent, og pensionister med en meget stram økonomi udgør et noget større mindretal på 15-20 procent.

Ifølge Danmarks Statistik lever i alt 197.000 pensionister (23 procent) for mindre end 100.000 kroner om året efter skat. Det giver 8.333 kroner om måneden til husleje, mad, tøj, transport, tandpleje, briller og alt det løse. Selv med en lav husleje, skal der ikke meget til at vælte sådan et budget.

Budgettet vælter

Det kan måske forklare, hvorfor hver femte pensionist i Ugebrevet A4’s interviewundersøgelse det seneste år har måttet vinke farvel til ferie på grund af økonomien. For en del af de fattigste pensionister rækker pengene heller ikke til nye briller, større tandlægeregninger, fysioterapeut og anden sundhedsbehandling, gaver til familien eller til at holde sin egen fødselsdag, viser undersøgelsen.

Socialrådgiver i Ældresagen, Poul Dahl Hede, genkender billedet af en marginaliseret gruppe af pensionister, hvis liv adskiller sig markant fra det veletablerede pensionist-flertals:

»Når vi ser på deres rådighedsbeløb, så ser vi armod for os. Men det er ikke så ofte, de selv giver udtryk for, at de har for lidt. Heller ikke selv om de lever for nogle beløb, der er så små, at man slet ikke fatter det. Nogle har mindre end 2.000 kroner at leve for om måneden,« fortæller Poul Dahl Hede.

Det er mildt sagt ikke krævementalitet og brokkekultur, der præger dette hjørne af velfærds-Danmark. Over halvdelen af de fattigste pensionister i Ugebrevet A4’s undersøgelse, siger således, at de grundlæggende har råd til at leve livet, som de har lyst til. 40 procent mener selv, de har en god økonomi.

Når de alligevel dukker op i Ældresagens rådgivning, er det fordi, en uforudset udgift har væltet budgettet. Brillerne er måske gået i stykker, eller tænderne kræver en større operation hos tandlægen.

»Det, der tit slår folk ud, det er, hvis der sker et eller andet, som giver dem en ekstraordinær udgift. Mange opfatter det som både uoverskueligt og ydmygende at skulle gå til tandlægen og få et overslag på den billigst mulige behandling og bagefter skrive en ansøgning til kommunen om hjælp,« siger Poul Dahl Hede, som især får mange henvendelser fra pensionister med for høje huslejer, der har behov for økonomisk rådgivning.

»Boligudgifterne er steget mere end støttebeløbene, og det udhuler den hjørnesten, som virkelig bærer økonomien for mange pensionister,« konstaterer Poul Dahl Hede.

Politisk tabersag

Selv om de lever for mindre, end de fleste danskere ville finde sig i, så skal de fattigste pensionister ikke satse på store stigninger i folkepensionen fra politikerne, vurderer professor Jørn Henrik Petersen:

Dilemmaet er, at det næsten er umuligt at løse problemerne for de fattigste, uden at det vil virke som en ‘straf’ for dem, der selv har sparet op til pensionen gennem et langt arbejdsliv. Allerede i dag betyder modregningen i ældrecheck, varmehjælp og andre ydelser, at pensionister med private pensionsudbetalinger på op til 50.000 kroner om året, reelt ikke får noget ud af deres spareskillinger. Skruer man yderligere op for ældrechecken eller andre ydelser til de fattigste, vil det dilemma vokse betydeligt, fastslår Jørn Henrik Petersen:

»De, der faktisk har måttet give afkald på en del af lønnen for at spare op til deres pension gennem livet, vil med en vis ret kunne føle sig snydt og bedraget og sige: ‘Nu har jeg betalt hele livet, og nu skal jeg også betale over skatten til alle de drønnerter, der ikke har sparet en krone op.’«

Derfor forudser professoren også, at det vil blive stadigt sværere for de fattigste pensionister at få tilkæmpet sig en højere offentlig folkepension. For flertallets incitament bliver mindre, efterhånden som antallet af, og størrelsen på, arbejdsmarkedspensionerne vokser.

»Der har bredt sig en overbevisning om, at arbejdsmarkedspensionerne har løst alle verdens problemer. Men det korte af det lange er, at der findes en relativt stor gruppe, som i realiteten ikke har nogen opsparing – eller har så lidt, så det næsten kan være lige meget,« siger Jørn Henrik Petersen.

Flinkeskole-pensionister

Når de fattigste pensionister ikke selv brokker sig, skyldes det, at flertallet af dem er enlige kvinder, der er vokset op i forrige århundredes flinkeskole, hvor det gjaldt om at smile lige så pænt som Marguerite Viby eller Lilly Broberg og – i hvert fald udadtil - være glad for det, man havde. Sådan forklarer kulturforsker og redaktør af tidsskriftet Gerontologi, Anne Leonora Blaakilde.

Hendes forskning og undersøgelser viser, at mange af de fattigste kvinder ofte kompenserer for deres dårlige økonomiske vilkår ved at fokusere meget på de – næsten - gratis glæder: Det gode netværk, børnebørnene eller turene til Harzen med veninderne.

»Men nogle af dem, som siger sådan, har jo ikke engang råd til at tage med veninderne i byen eller invitere nogen hjem. Og de billige busture til Harzen har de faktisk været nødt til at aflyse, fordi de ikke har råd længere,« fortæller Anne Leonora Blaakilde.