Penge, penge, penge …

Af | @GitteRedder

Danmarks Nationalbank sænkede udlånsrenten 3. april og igen 11. maj. Men først efter flere uger sænkede Danske Bank udlånsrenten 25. maj. Og renten blev ikke sænket lige meget for alle udlånstyper. Alligevel mener bankens underdirektør, Henrik Frederiksen, at banken tilbyder ligebehandling af kunderne.

Hvorfor skal kunderne i Danske Bank først efter flere uger have glæde af, at Nationalbanken sænker udlånsrenten?

»I kalenderdage er der kun gået omkring 14 dage. Vi har jo blandt andet haft Kr. Himmelfarts-ferie. Derudover skyldes det ganske enkelt også, at vores it-afdeling skal have tid til at lave de her enorme kørsler, for det er flere hundredetusinder konti, det drejer sig om. Det er ikke noget, man bare lige gør på dagen.«

Men banken tjener penge imens, og kunderne taber penge, fordi renteændringen kommer mange uger efter Nationalbankens rentesænkning. Kan I være det bekendt over for jeres kunder?

»Det er kun for halvdelen af kunderne - udlånskunderne. I samme periode har indlånskunderne jo gavn af det. Vi sænker ikke kun renten for udlån men også for indlån. Det vil sige, at vores indlånere har gavn af en højere rente i en længere periode.«

Rentesatsen på kreditter og kreditkort tilknyttet Danske Eksklusiv nedsættes med 0,60 procentpoint, mens rentesatsen på kreditkort til privatkunder kun nedsættes med 0,25 procentpoint. Hvorfor den forskel?

»Det er blandt andet styret af konkurrencesituationen i forhold til andre banker. Men det er vigtigt at sige, at vores forbrugslån, som er langt større end kreditkort-lån, har vi sænket med 0,60 procentpoint, og det er altså til folk, der gerne vil låne til ferie, nyt udetelt til campingvognen, hårde hvidevarer eller hvad det nu kan være.«

Men tror du ikke, at kunder med kreditkort føler sig snydt, når deres rente kun sænkes med 0,25 procentpoint?

»Nej, det tror jeg ikke. Det er det kun meget få kunder og meget små udlån, vi taler om. Det er næsten symbolsk. Der findes næsten ikke nogen af den type.«

Men sender du ikke folk med kreditkort endnu mere på røven ved at give dem en lavere rentesænkning end andre?

»Nej. De folk, der får kreditkort, er kreditvurderet hos os, og der er ikke nogen, der er ved at gå ned økonomisk. De kan sagtens bære det. Og det er også vigtigt at sige, at vores kreditkortrenter slet, slet, slet ikke er i niveau med det, man kan få i forskellige kortselskaber.«

Men synes du, at du giver sosu-hjælperen og erhvervsdirektøren lige behandling i banken, når det gælder de her rentesænkninger?

»Så absolut!«

Men hvis I har ligebehandling af kunderne, hvorfor opererer I så med et begreb, der hedder ’Danske Eksklusiv’, og en kundetype som får sænket renten mere end dobbelt så meget som privatkunder med kreditkort?

»Det er, fordi den pakke, der hedder Danske Eksklusiv, er en betalingspakke, hvor man betaler for at have nogle ydelser.«

Så banken tjener ikke penge på hverken forsinkelse eller forskelsbehandling?

»Jeg kan 100 procent garantere, at der ikke er nogle taktiske overvejelser bag ved forsinkelsen af gennemførelsen af renteændringen, og der er ikke nogen skævvridning i forhold til kundetyper. Det er dokumenteret af blandt andet TÆNK, at vi er Danmarks billigste bank. Vi er nummer to på ejerbolig. Og førstevalg for lejerboligfamilier - som måske endda, når du taler om skævvridning, er dem, der er mere økonomisk trængt og derfor har brug for den billigste bank.«