Penge alene gør det ikke

Af

Flere ressourcer er ikke vidundermidlet mod socialt belastede skoler. Det er den entydige melding fra flere eksperter, som i stedet peger på behovet for socialt og etnisk blandede klasser. Ny opgørelse viser, at kommunerne allerede i dag foretager en økonomisk skævdeling til fordel for skoler med sociale problemer.

Mens Peter og Mathilde fra villakvarteret »koster« 143 lærertimer om året, afsætter kommunen 210 timer til Brian og Fatima på den socialt belastede skole. Det viser en opgørelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget for Ugebrevet A4. Og i flere af de store byer er omfordelingen endnu større – nogle steder bruges der op til dobbelt så mange lærertimer per elev på skoler med mange socialt udsatte elever.

Alligevel står slagsmålet om flere ressourcer i centrum i enhver dansk skoledebat. Også når det gælder om at bryde den sociale arv. Da A4 for nylig offentliggjorde analysen af den voksende sociale opdeling af folkeskolen, kom svaret fra både politikere og lærerforeningen prompte: Giv flere penge til skoler med stor belastning.

Men ifølge Danmarks førende forsker i social arv, professor Erik Jørgen Hansen fra Danmarks Pædagogiske Universitet, er den holdning et vildspor:

»Man kan med ganske stor sikkerhed konkludere, at det ikke har nogen stor effekt for børns chancer senere i livet, hvor mange ressourcer vi bruger på skolerne. Dokumentationen halter,« siger han.

Forskningen på området viser, at det er stærkt tvivlsomt, om man kan bryde den negative sociale arv alene ved at dreje endnu mere på den økonomiske skrue. Det er snarere nødvendigt med grundlæggende reformer af både skole- og boligpolitik, så børn fra forskellige sociale og kulturelle miljøer sidder bord ved bord i skoleklasserne og inspirerer hinandens hverdag.

»Selv om vi gennem årtier har tilført flere midler til folkeskolen, så har det ikke hjulpet afgørende på risikoen for at belastede børn bliver ramt af den negative sociale arv. Forholdene i deres opvækst og nære omgivelser er stadigvæk en afgørende faktor. Den sociale sammensætning af en klasse er en af de vigtigste løftestænger for et barn, når den negative sociale arv skal brydes,« siger Erik Jørgen Hansen.

Data fra Undervisningsministeriet, Danmarks Statistik og forvaltningerne i København og Århus viser, at de større kommuner allerede i dag gennemfører en klar prioritering til fordel for de skoler, der har mange elever fra socialt svage kår. Men Erik Jørgen Hansen opfordrer kommunerne til at gå mere radikalt til værks for at skabe blandende klasser. Og flere kommuner er i gang.

Svære strategier

Ugebrevet A4’s serie om »Det delte Danmark« viser, at der kan skabes blandede klasser på flere måder. Mange kommuner ændrer løbende på skoledistrikterne, så en skole for eksempel både får elever fra villakvarteret og fra de store almene betonklodser. Et af de mere konkrete eksempler er i Korsør, hvor elever fra det socialt belastede såkaldte »motorvejskvarter« dagligt kører flere kilometer i skolebus for at gå i skole i det mere velstillede parcelhuskvarter i Tårnborg.

citationstegnSelv om vi gennem årtier har tilført flere midler til folkeskolen, så har det ikke hjulpet afgørende på risikoen for, at belastede børn bliver ramt af den negative sociale arv… Den sociale sammensætning af en klasse er en af de vigtigste løftestænger. Erik Jørgen Hansen, professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet

En anden mulighed er den fordeling af indvandrerbørn, som A4 beskrev for to uger siden. 7 af 15 kommuner med mange tosprogede elever har en »spredningspolitik« og yderligere to kommuner er på vej. Ordningerne tilskynder indvandrerfamilier til at vælge skoler uden for distriktet, så deres børn kommer i klasse med flere ressourcestærke og flere etnisk danske elever.

Erik Jørgen Hansen er en varm fortaler for at fordele skolebørn med en ressourcesvag baggrund.

»Vi kender oprindeligt det såkaldte bussing fra USA, hvor kriteriet for at køre eleverne til andre skoler var race: Sorte og hvide. Resultaterne viser, at spredningen har givet de sorte amerikanere et markant uddannelsesløft, som de ellers ikke ville få. Jeg har altid troet, at det var for kuriøst til at blive en del af den danske skolevirkelighed. Men heldigvis er det et middel, der er ved at blive taget i brug,« siger han og understreger, at han først og fremmest tænker »bussing« i forhold til ressourcesvage børn og ikke alene for tosprogede elever.

Når Erik Jørgen Hansen støtter tankerne om fordeling, skyldes det ikke mindst, at flere analyser, som A4 tidligere har omtalt, har bragt ny viden om betydningen af blandede skoleklasser. Børn med en socialt svag hjemmebaggrund klarer sig betydeligt bedre, hvis deres skole har en overvægt af børn med stærk hjemmebaggrund, end hvis de går i en skole med mange andre ressourcesvage børn.

Ifølge Erik Jørgen Hansen hænger skoledebattens forkærlighed for penge sammen med politikernes behov for konkrete og hurtige programmer.

»Politikerne bryder sig ikke om konklusioner, der peger på, at der skal grundlæggende ændringer til. De skal skabe resultater her og nu, og derfor kommer det til at handle om penge,« siger han.

Mange penge til tosprogede

Penge handler det også om ude i kommunerne, hvor der sker en tydelig omfordeling i folkeskolen i dag fra ressourcestærke skoler til ressourcesvage skoler.

Det ses blandt andet i grafikken med fordelingen af lærertimer på forskellige typer skoler.

Mønsteret er helt tydeligt – både i de fire storbyer og i de større kommuner som helhed: Jo flere elever med svag hjemmebaggrund, desto større bevillinger til lærertimer. For eksempel bruges der i Århus 143 lærertimer per elev på den mest velstillede fjerdedel af skolerne, men hele 210 timer per elev på den mest socialt belastede fjerdedel.

De enkelte skolers antal lærertimer per elev giver kun et groft fingerpeg om fordelingen af ressourcer, men billedet bekræftes af en nøjere analyse af forholdene i København og Århus. I København bruges kun 57 procent af timeforbruget i skolevæsenet på »normalklasser«, som fordeles jævnt på kommunens 52 folkeskoler – hele 43 procent er afsat til elever med særlige behov.

En del af disse anvendes på specielle tilbud – for eksempel modtageklasser for flygtningebørn, undervisning af døve, særlige klasser inden for specialundervisningen. Men en stor del af ekstratimerne gives som ekstra ressourcer til de 52 folkeskoler, og de fordeles efter tre afgørende kriterier:

  • Mønsterbrydning. Der afsættes ekstra lærertimer til skoler i socialt svage distrikter – det vil sige områder, hvor der i forældrekredsen er mange på førtidspension og kontanthjælp. Denne pulje udgør dog under en tiendedel af de ekstra timer, som bevilges til skolerne.
  • Tosprogede. Omkring halvdelen af ekstratimerne ydes til klasser og børnehaveklasser på skoler, hvor der er mange tosprogede elever.
  • Specialundervisning. Også en stor post, der tegner sig for over 40 procent af de ekstratimer, som bevilges til folkeskolerne i København.

Omfordelingen er især til fordel for skoler med mange tosprogede elever. I praksis er dette imidlertid også en omfordeling til fordel for de socialt belastede skoler.

Analysen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, at ressourcesvage danskere og indvandrere ofte klumpes sammen på de samme skoler, mens der kun er få indvandrerbørn på skoler med mange ressourcestærke elever. Omfordelingen betyder, at der tit er ekstra ressourcer »i systemet« på disse skoler – uanset om de ekstra timer bevilges under den ene eller den anden konto.

Social fordelingsnøgle i Århus

I Århus er man ved at tage konsekvensen af den omfordeling. I dag ydes ekstra støtte til de svage skoler efter stort set de samme kriterier som i København. En af de vigtige poster oven i det normale timetal er puljen til specialundervisning: 60 procent fordeles til skolerne efter elevtallet, mens resten bevilges efter sociale kriterier, da behovet for specialundervisning erfaringsmæssigt er størst i de socialt belastede kvarterer.

Den anden store post er mange ekstratimer til skoler med en høj andel af tosprogede børn. Fra næste år ydes denne del af ekstratimerne imidlertid efter bredere sociale kriterier i skoledistriktet:

  • Indkomstgrundlaget blandt forældrene,
  • hvor mange forældre, der er i arbejde,
  • forældrenes uddannelse,
  • andel elever med særlige behov for sprogstøtte.

De nye kriterier er led i det såkaldte »magnetskolekoncept«, som bevilger flere penge til otte skoler med mange elever med sociale problemer og stor andel af tosprogede børn. De århusianske politikere håber, at de med dette program kan bryde den negative udvikling, hvor ressourcestærke danskere og indvandrere flygter fra disse skoler.

Ændringen af kriterierne skyldes et politisk ønske om i højere grad at fokusere på de sociale forhold end på antallet af tosprogede elever. Men den afspejler også den kendsgerning, at i det store billede går indvandrere og danskere med sociale problemer i høj grad på de samme skoler.

Derfor vil mere sociale kriterier ikke udløse en dramatisk omfordeling mellem skolerne.

Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut (AKF) kortlagde for få år siden kommunernes ressourceforbrug i folkeskolen i forhold til, hvordan det gik børnene senere i livet. En af de mest opsigtvækkende konklusioner var, at sammenhængen mellem, hvor meget en skoleelev kostede i forhold til, om han eller hun fik en ungdomsuddannelse, er meget svag.

Fem millioner for en studentereksamen

Forskningsleder på AKF, Eskil Heinesen, der stod bag undersøgelsen, siger:

»Hvis udgifterne til en skoleelev over hele barnets skoletid hæves med en procent om året, øger det sandsynligheden for, at eleven får en ungdomsuddannelse med omkring 0,1 procent.«

citationstegnMan bryder ikke den sociale arv alene med ekstra udgifter til folkeskolen, Eskild Heinesen, forskningsleder, AKF

I kroner og øre betyder det, at det koster mellem fire og fem millioner kroner at få en ekstra elev til at gennemføre en ungdomsuddannelse, hvis midlet er en generel forhøjelse af udgifterne til folkeskolen.

»Vores undersøgelse viser, at i forhold til effekten af at have ressourcestærke forældre er effekten af skoleudgifter meget lille, når det handler om at få en ungdomsuddannelse. Det er klart, at man skal være varsom med at konkludere, at børn, der får særlig støtte, ikke får noget ud af det, selv om de ikke får en ungdomsuddannelse. Men det er tydeligt, at man ikke bryder den sociale arv alene med ekstra udgifter til folkeskolen,« siger Eskil Heinesen.

Undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser imidlertid også, at den sociale opdeling af skolerne hænger nøje sammen med en voksende opdeling af boligmarkedet. Børn med svag hjemmebaggrund er i høj grad samlet i bestemte almene boligområder – hvad enten det drejer sig om socialt udsatte indvandrere eller danskere. På længere sigt er spørgsmålet derfor nok så meget, hvordan man bryder polariseringen mellem sociale ghettoer og mere velstillede middelklassekvarterer.