Pendulet svinger mod venstre

Af

Hvis socialdemokratierne vil udnytte den åbning, der pludselig har vist sig efter finanskrisen, må de gribe chancen nu.

PARADIGMESKIFT Den britiske premierminister Gordon Brown er en mand, mange fnisede af for få uger siden. En dinosaur. Selve symbolet på fortidens socialdemokratisme, der insisterede på statslig regulering af markedskræfterne. Men nu? Nu er han en helt, fordi han har stået i spidsen for en plan, der tilsyneladende redder Europa ud af finanskrisen. Brown ses som fremtidens mand. Det er der en pointe i: Det er nemlig socialdemokraterne, ikke neoliberalisterne, der har hindret finansmarkedernes nedsmeltning i denne omgang.

I årevis er ideen om nationaliseringer af finanssektoren blevet latterliggjort. Men i 2008 har man altså gjort det i Storbritannien endda med konservative David Camerons opbakning. Og det samme i kapitalismens hjemland USA!

Hvad er det, der sker? Vi er måske vidner til, at det store idépolitiske pendul – kald det bare tidsånden – har sat sig svingninger. I 1980’erne røg pendulet til højre med Margaret Thatcher, Ronald Reagan og monetarismen. I 1990’erne bevægede det sig til venstre igen med Bill Clinton, Tony Blairs tredje vej og lyserøde regeringer i Europa. Efter årtusindeskiftet gik det så mod højre. Og nu er pendulet – måske – på vej i den modsatte retning igen.

Der er i hvert fald en række forhold, der kunne tyde på det: Ud over at markedstænkningen og neoliberalismen er sendt til tælling i disse dage, står den karismatiske Barack Obama til at vinde valget i verdens største supermagt om nogle få uger. Og meningsmålingerne er på kort tid vendt i Storbritannien og i Tyskland til socialdemokraters fordel.

På mange måder ser det lige nu lidt lysere ud for de ellers hårdt trængte partier til venstre. Men, men, men. Intet kommer af sig selv. Heller ikke tidsånden. Og hvis socialdemokratierne vil udnytte den åbning, der pludselig har vist sig, forudsætter det, at de griber chancen.

Det gælder også det danske socialdemokrati, som ikke har imponeret, når det handler om at forholde sig offensivt til den neoliberale globaliseringsbølge. Der er ikke sendt mange pile af sted, og når det er sket, har det først og fremmest været Poul Nyrup Rasmussen, der har taget buen frem. Manden mod de aggressive kapitalfonde og den rå globale kapitalmagt. Det har været imponerende, men også for bette. For hvis én mand kan skabe så meget ravage, hvor meget ravage kunne det så ikke have skabt, hvis langt flere havde insisteret på regulering af de internationale finans- og markedskræfter? Men det er så det, man skal i gang med nu.

Og så handler det om at få formuleret en offensiv vækstplan på den nationale scene. Kort sagt få skabt en moderne pendant til den økonomiske plan »Gang i 90’erne«, som i starten af 1990’erne gjorde Socialdemokraterne klar til at overtage styringen af samfundet og økonomien.

Her har der været interessante tilløb på det seneste. Under Folketingets åbningsdebat forleden lancerede Socialdemokraterne ideen om offensive, offentlige investeringer som en nødvendig saltvandsindsprøjtning til en økonomi på skrump. Og på kongressen i sidste måned gjorde partiet op med hele den privatiserings- og dereguleringsbølge af offentlige institutioner, som man erkendte, at man selv havde været for fascineret af.

Så noget sker der. Men det er altså også nu, centrum-venstre skal hugge til, hvis man vil sætte en ny dagsorden.