Pas på den skrøbelige model

Af

Den særlige danske evne til at tænke i langsigtede samfundsinteresser er helt unik. Og skrøbelig. For hvis først bærende kræfter i samfundet begynder at forfølge snævre kortsigtede egeninteresser, vil modellen være færdig.

I BAKSPEJLET Hvad er kernen i den danske model? Mange vil svare, at det er en særlig aftalemodel med stærke fagforeninger og arbejdsgiverforeninger, som kan sikre holdbare løsninger på arbejdsmarkedet. Det er også en del af sandheden. Men det helt unikke ved den danske model er måden at tænke på: At samfundets centrale aktører ikke kun kigger ned i pengepungen, men ser 10-20 år frem og handler i overensstemmelse med samfundets langsigtede interesser.

Det er det nye overenskomstforlig på industriområdet et fremragende eksempel på. Umiddelbart var der med et rødglødende arbejdsmarked gode argumenter for, at lønmodtagerne skulle kræve masser af kortsigtede gevinster. Her og nu! Men i stedet blev en af de bærende dele af overenskomstforliget en kompetenceudviklingsfond. Vi taler her om en efteruddannelsesindsats, der på lang sigt skal opkvalificere lønmodtagerne til vidensamfundet. En sådan satsning på den langsigtede samfundsinteresse er ikke bare mageløs, den er også særlig dansk.

Særlig dansk var det også, da centrale samfundsaktører med fagbevægelsen i spidsen var med til at gennemføre de såkaldte arbejdsmarkedspensioner i 1990’erne. Der var tale om en gennemgribende pensionsreform, der har sikret det danske velfærdssamfund langt ind i fremtiden, og som i dag gør lande som Tyskland, Frankrig og Italien, hvor pensionsbomberne tikker, grønne af misundelse.

Den særlige danske evne til at sætte »det lange lys på« begrænser sig ikke bare til arbejdsmarkedet. Vi kender det også fra politikernes 2010-og 2015-planer og fra velfærdsdebatten, hvor vi har været igennem en gennemgribende offentlig samtale om Danmarks velfærdsproblemer på lang sigt. I hvilket andet land ville samtlige tv-stationer sende live en tirsdag formiddag, når en økonomiprofessor, der også er formand for en velfærdskommission, holder foredrag om finansielle balanceproblemer i den offentlige sektor i 2040? Nej, vel?

Det at være optaget af at sikre samfundets langsigtede interesser præger i dag interesseorganisationer, økonomer, politikere og borgere. Og er måske Danmarks største styrke i den internationale konkurrence. Men vi må ikke tage den »danske model« for givet. Dels er den forholdsvis ny, for 20 år siden var det langt mere legitimt at satse på egne snævre interesser. Og dels kan modellen smuldre igen.

Faktisk skal der ikke meget til at underminere en model, som bygger på fælles værdier og gensidig tillid. For hvis først mange oplever, at »de andre« bryder med modellens principper, så gør man det også selv. Derfor var det en skændsel af de store, da DI-formanden Henning Dyremose ragede en millionbonus til sig lige op til overenskomstforhandlingerne. At en så centralt placeret arbejdsgiver kun havde fokus på egen pengepung var forbløffende og skuffende. Heldigvis lykkedes det ikke Dyremose at rive hele spisestellet på gulvet, fordi han blev sat eftertrykkeligt på plads fra alle sider, og fordi arbejdsmarkedets parter holdt sig til den langsigtede samfundsinteresse. Resultatet ser vi nu med et forlig, der vil fremtidssikre velfærdssamfundet.

Så pyha, den danske model med det lange lys klarede sig i altså denne gang. Men hvad med næste?