Partistøtten er stendød

Af
| @MichaelBraemer

Det var forkert at droppe partistøtten til Socialdemokraterne, mener et snævert flertal af LO-formændene ifølge A4-rundringning. Men der er ikke flertal for at ændre beslutningen. Socialdemokraterne klager over at være kastet ud i en ulige kamp mod borgerlige partier, der forgyldes af erhvervsliv og arbejdsgiverorganisationer. 3F dropper også støtten til S.

BRUDTE BÅND Et snævert flertal af formændene for LO-forbundene mener, at det var en forkert beslutning at afvikle den økonomiske støtte til Socialdemokraterne i forbindelse med etableringen af Nyt LO i 2003. Det viser en rundringning, som Ugebrevet A4 har foretaget til samtlige forbundsformænd. Otte af de adspurgte forbundsformænd mener, at beslutningen var forkert, mens syv bakker den op.

Alligevel kan Socialdemokraterne godt dæmpe forhåbningerne om, at pengestrømmen fra LO begynder at flyde igen. Diskussionen og beslutningen om partistøtten er taget og kan ikke gøres om, er den udbredte holdning. Og dem, der gerne vil genoptage støtten, er primært mindre forbund, som ikke kan samle flertal i LO-familien.

Formanden for Dansk Metal, Thorkild E. Jensen, er en af dem, der ærgrer sig over, at LO lukkede for det økonomiske tilskud til vennerne i Socialdemokratiet, men erkender, at beslutningen var uundgåelig:

»Det var en forkert beslutning, som vi også dengang var principielt imod i Metal. Men efter flere års fokus på båndene mellem parti og fagbevægelse og med den frygt for, at vi skræmte medlemmerne væk ved at give partistøtte, kunne diskussionen ikke være endt med andet resultat. Opmærksomheden var helt ude af proportioner,« beklager han.

Karsten Hansen, formand for Dansk Funktionærforbund, er enig:

»Jeg synes, det var en forkert beslutning, og det gør jeg stadigvæk, selv om jeg ikke er opsat på at tage den op igen. Man kan diskutere, om det udadtil kunne forsvares at yde støtte til Socialdemokraterne, når man kunne se, at medlemmerne ikke stemte rent socialdemokratisk. Men jeg mener, at man som fagbevægelse godt må bekende politisk kulør.«

Samme overbevisning er så stærk hos andre forbundsformænd, at de er parate til at genoptage diskussionen om partistøtte til Socialdemokraterne. Blandt andre Arne Johansen, formand for Træ-Industri-Byg, mener, at der er god grund til at genoverveje sagen:

»Jeg synes ikke, at vi i LO-systemet har haft fordel af, at vi ikke giver partistøtte – ud over, at nogle forbund måske har undgået en intern diskussion. Og hvis man kigger på opinionstallene for partiet, har de jo heller ikke nydt gavn af den påståede fordel af at slippe for fagbevægelsen som dødvægt.«

Poul Monggaard, formand for Dansk Frisør & Kosmetiker Forbund, mener ligefrem, at bortfaldet af partistøtte har skadet både fagbevægelse og Socialdemokraterne:

»Arbejderbevægelsen findes ikke mere. Nu findes der et parti og en fagbevægelse, som hver især bliver svækket. For de borgerlige partier synes da ikke bedre om LO, fordi vi har brudt med Socialdemokraterne. Vi får de tæsk, vi plejer at få. Partiet har heller ikke været fredet, fordi det ikke har noget med os at gøre. Det er bare blevet svagere. Så jeg synes, at vi lige så godt kan tage tæskene samlet. Medlemstilbagegangen har man jo alligevel ikke fået stoppet.«

Blandt de tre største og toneangivende forbund – 3F, HK og FOA – er der imidlertid ingen vaklen: Det var den helt rigtige beslutning at kappe de økonomiske bånd til Socialdemokraterne. Dennis Kristensen, formand for FOA, har set gevinsten i den forløbne periode under den borgerlige regering:

»Der har bredt sig en erkendelse af, at vi ikke bare kan vente på, at »vennerne« kommer til magten, men at vi skal skaffe resultater og også indgå aftaler med en borgerlig regering. Derfor synes jeg, det var helt rigtigt at kappe båndene,« siger han.

Vi har undgået faglige protestbevægelser

Ove Kaj Pedersen, professor på Handelshøjskolen i København, er heller ikke et øjeblik i tvivl om det rigtige i LO’s beslutning om at droppe den økonomiske støtte til Socialdemokraterne.

At LO-forbundene efter bruddet har oplevet fortsat medlemstilbagegang ændrer ikke den vurdering. De faldende medlemstal i LO-forbundene har nemlig også noget at gøre med, at generationerne bliver mindre, og at strukturen og kønsfordelingen på arbejdsmarkedet ændrer sig. Det kunne være gået langt værre, påpeger Ove Kaj Pedersen.

»Beslutningen var nødvendig, fordi medlemmerne i de enkelte forbund stemmer i forskellig retning. Min vurdering er, at bruddet har været en betydelig succes og en af grundene til, at man har undgået politisk begrundet faneflugt fra fagbevægelsen og politisk funderede fagforeninger, som man kender dem fra Sydeuropa,« siger han.

LO-fagbevægelsens nye, uafhængige profil har ifølge Ove Kaj Pedersen også æren for, at det ikke førte til en massiv medlemsflugt til Kristelig Fagbevægelse, da Menneskerettighedsdomstolen kendte de danske eksklusivbestemmelser ulovlige.

Ikke overraskende er der derimod utilfredshed hos Socialdemokraterne med det bortfaldne LO-tilskud. LO gav indtil bruddet i 2003 Socialdemokraterne et årligt driftstilskud på godt fire millioner kroner foruden et tilsvarende beløb til partiets valgfond. Det er penge, som partiet mangler ikke mindst nu, hvor det svirrer med rygter om snarligt valg. Og det bliver ikke bedre af, at 3F netop har meddelt, at forbundet sløjfer den centrale støtte til socialdemokraterne.

Socialdemokraternes gruppeformand Carsten Hansen mener ligefrem, at det udgør et demokratisk problem, at hans parti må føre valgkamp for stadig færre penge, mens de borgerlige partier modtager voksende beløb fra erhvervsliv og arbejdsgiverorganisationer. Derfor opfordrer han LO til igen at støtte Socialdemokraterne.

»Jeg synes, vi har et godt samarbejde med hele LO-familien i hverdagen, men tæt samarbejde gør det ikke alene. Der skal også penge til. For kommunikation og synlighed betyder alt i en valgkamp, og det koster. Vi er ude i en ulige kamp mod en regering, der har 60 medierådgivere ansat og tre-fire gange så mange penge til rådighed.«

Han mener, at LO-fagbevægelsen bør have modet til at stå ved sit værdi- og interessefællesskab med Socialdemokraterne, uanset at mange medlemmer stemmer på andre partier.

»Hvis LO ender med at blive en upolitisk organisation, så kan man jo lige så godt være medlem andre steder. Styrken i vores samarbejde har været vores fælles værdier og ideer til, hvordan samfundet skal udvikle sig. Derfor tror jeg, det handler om at styrke samarbejdet i stedet for at bryde det ned,« siger Carsten Hansen.

Socialdemokrater beskyldes for klynk

En del af LO-forbundene yder støtte til Socialdemokraterne uden om LO, men denne støtte rækker ikke langt i forhold til de langt større beløb, regeringspartierne modtager fra erhvervslivet.

En opgørelse foretaget af Indenrigsministeriet viser, at Socialdemokraterne i det seneste valgår, 2005, modtog private tilskud først og fremmest fra LO-fagforbund på sammenlagt lidt over ni millioner kroner. Venstre og Det Konservative Folkeparti modtog til sammenligning rundt regnet 35 millioner sammenlagt fra erhvervsliv og arbejdsgiverorganisationer.

Partisekretær i Socialdemokraterne Henrik Dam Kristensen er ved at lægge budget for det kommende valg og tør på baggrund af sine kontakter til forbundene ikke budgettere med andet end et fald i tilskuddene fra LO-forbundene i forhold til sidste valg. Valgbudgettet bliver i størrelsesordenen 12-13 millioner kroner mod 17 millioner kroner sidst.

Det betyder ifølge partisekretæren, at partiet alene af økonomiske årsager vil være mindre synligt i den kommende valgkamp.

Henrik Dam Kristensen understreger, at han nødig vil lyde klynkende og peger selv på, at det seneste kommunalvalg var eksemplet på, at man uanset økonomi kan slå modstanderne med gode argumenter og en veltrimmet organisation.

Ikke desto mindre er det klynk, som professor Ove Kaj Pedersen hører, og den er usaglig, mener han. Socialdemokraterne har glemt, at det for ikke så længe siden var dem, der havde fat i den økonomisk lange ende:

»Partiets egen historie er et godt eksempel på, at man ikke får eller fastholder regeringsmagt, fordi man har flest ressourcer. Jeg kan godt forstå, at hvis man er vant til at have flere ressourcer, så er det et problem at have færre. Men at kalde det et demokratisk problem har ikke noget på sig. Det ville jeg også have sagt, hvis Venstre havde stillet sig op for 20 år siden og havde fremført det samme synspunkt.«