Partiernes tophold er i vidt forskellig kampform

Af | @GitteRedder

Forud for et turbulent politisk efterår, hvor statsministeren hvert øjeblik kan vælge at udskrive folketingsvalg, vurderer A4 de politiske partiers holdopstilling. Venstres maskuline hold er slidt, den konservative trio mangler styring, og Socialdemokraterne skal på banen for at vise, at de kan spille bold. Radikale og Dansk Folkeparti stiller med hver deres stærke hold.

LIGA Den rigtige holdopstilling kan være afgørende for sejr eller nederlag. Hvilken nytte er en god angriber, hvis målmanden står elendigt? Hvad batter en landsholdsveteran, hvis det kniber med unge talenter, samspil og holdånd? Akkurat som et fodboldhold skal komplementere hinanden for at sejre, skal et politisk hold sammensættes efter alle kunstens regler, hvis man skal overbevise vælgerne om, at man har de rigtige svar på politiske udfordringer som velfærd, arbejdskraftmangel, integration og skattereform.

En uforudsigelig politisk efterårssæson med skat, kvalitetsreform og velfærd står for døren. Et folketingsvalg kan være lige om hjørnet, og derfor er politikernes dyst om fire millioner stemmer i fuld gang. Men partiernes tophold er i vidt forskellig form.

Dansk Folkeparti udmærker sig med sin sædvanlige stærke holdopstilling og har med Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup en nærmest perfekt trio. Også Det Radikale Venstre stiller med et stærkt hold. Til gengæld er der store svagheder på alle andre hold med Enhedslisten som absolut bundskraber.

Det vurderer tre politiske eksperter over for Ugebrevet A4: Kasper Møller Hansen, lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, Johannes Andersen, lektor på Institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg Universitet, samt Niels Krause-Kjær, journalist, forfatter og tidligere pressechef for den konservative folketingsgruppe. De har givet de politiske partiers tophold et kritisk serviceeftersyn og vurderet dem på blandt andet handlekraft, lederskab, troværdighed og medietække.

Lektor Kasper Møller Hansen vurderer Dansk Folkeparti til at have det stærkeste hold.

»I Dansk Folkeparti er de tre topfolk selve partiet. Det er den trio, der sætter dagsordenen og brænder igennem, og derfor er ingen i tvivl om partiets mærkesager. Dansk Folkeparti taler den lille mands sag,« siger Kasper Møller Hansen.

I alle andre partier er der flere om at bestemme den politiske kurs, og i mange af dem er der usikkerhed om udmeldingerne og dermed et flimrende billede, mener han.

Stiller med drømmehold

Også lektor Johannes Andersen fra Aalborg Universitet udråber Dansk Folkepartis trio som et drømmehold i forhold til deres målgruppe. De har et solidt tag i deres vælgere og er alle tre skrappe til at kommunikere. Dertil kommer, at partileder Pia Kjærsgaard mestrer kunsten at træde ud på det, Johannes Andersen kalder mellemscenen. Nemlig at bevæge sig ud over det strengt politiske og turde vise noget af sin egen personlighed, uden at det bliver for privat.

»Personlig gennemslagskraft på mellemscenen bliver stadig vigtigere i politik, og Pia Kjærsgaard er mellemscenepolitikeren over dem alle. Når hun er indigneret, argumenterer hun med, at hun er sur, vred eller fornærmet over den usle løn til hjemmehjælperen eller forholdene på plejehjemmene. Ingen er i tvivl om, at partiet altid er på de svagestes side, og i forhold til deres vælgergruppe er de meget troværdige,« siger Johannes Andersen.

DF-trioen har den ideelle sammensætning: Pia Kjærsgaard er den myndige, men menneskelige politiker, Kristian Thulesen Dahl er den akademiske talknuser, der er i stand til at forhandle forlig hjem, og Peter Skaarup tør komme med skarpe meldinger om for eksempel kriminalitet. Alt i alt et driftssikkert hold. Men også DF har en svaghed, påpeger Johannes Andersen:

»Den politik, de blev skabt på – udlændingepolitikken – er der faldet rimelig ro om, og det vil skabe problemer for Dansk Folkeparti på længere sigt.«

De politiske eksperter karakteriserer Venstres hold som det klassiske, men også lidt kedelige hold: En handlekraftig Anders Fogh Rasmussen i spidsen, flankeret af Lars Løkke Rasmussen med styr på genstridige Venstre-borgmestre samt den tro væbner og strateg Claus Hjort Frederiksen.

»Et stærkt hold, der har vundet valgkampe sammen før, og som folk kender. Men deres svage punkt er, at de er kendt fra medierne og ikke fra gadekæret,« påpeger Kasper Møller Hansen.

Også Johannes Andersen betegner holdet som de tunge drenge, der drevent og dygtigt forsvarer den økonomiske politik, men er sårbare, når det gælder mellemscenen.

»Venstre kan ikke vinde på en brynjepolitik og på, at storebror tryner de små. De skal mere ind på mellemscenen, og der er Lars Løkke Rasmussen den eneste af de tre, som med glimt i øjet kan vise andre sider af sig selv end den tilknappede politiker,« mener Johannes Andersen.

Niels Krause-Kjær peger på, at Venstres hold simpelthen er for maskulint:

»Her er strategisk overblik og tyngde i sjælden grad, men der mangler et feminint touch. Når det begynder at buldre, og valgkampen kører derudad, vil både Hjort og Løkke på trods af deres solide egenskaber ikke tælle, og det vil reelt blive en enmandshær bestående af Fogh. De tre Venstre-folk supplerer kun hinanden i beskeden grad, fordi de er stærke på de samme felter.«

Det andet regeringsparti, Det Konservative Folkeparti, mangler til gengæld ikke feminint touch. At omgive sig med dygtige kvinder – de højt profilerede ministre Lene Espersen og Connie Hedegaard – er politisk klogt af partileder Bendt Bendtsen, vurderer Niels Krause-Kjær:

»Vi har far i midten flankeret af to stærke kvinder. Men det er ikke Bendt Bendtsen, der er drivkraften. Han har svært ved at buldre igennem, men uanset hvem han er flankeret af, vil meget hænge på partilederen. Nok så stærke sekundanter kan ikke opveje, at han ikke er i stand til at gøre en forskel i en valgkamp.«

Også Johannes Andersen og Kasper Møller Hansen mener, at Bendt Bendtsen er den svage-ste spiller på det konservative hold.

Helle hænger selv på den

Socialdemokraterne står med et uprøvet hold i et folketingsvalg, hvor de både skal vinde stemmer for at slikke sårene efter seneste valgs historiske vælgerlussing og redde Helle Thorning-Schmidts ære. Og det er ikke et stærkt hold, vurderer eksperterne. Gruppeformand Carsten Hansen har skaffet ro på bagsmækken, men i en valgkamp vil han ikke være den markante opi-nionsdanner. Politisk ordfører Henrik Sass-Larsen er med Niels Krause-Kjærs ord »en fræk slagterhund a la Jens Rohde« – Venstres tidligere politiske ordfører – og gør det isoleret set godt, fordi han bider fra sig på Christiansborg og i medierne. Men Sass-Larsen appellerer ikke til de klassiske socialdemokrater, anfører han.

»Henrik Sass-Larsen og Carsten Hansen på to centrale poster er med til at illustrere, at stærke kræfter har forladt Socialdemokraterne siden seneste valg. Det bliver i uhyggelig grad en kamp for Helle Thorning-Schmidt alene. Hun hænger selv på den,« siger Niels Krause-Kjær.

Med Anders Fogh Rasmussen som enmandshær for Venstre og Helle Thorning-Schmidt som enmandshær for Socialdemokraterne, spår Niels Krause-Kjær, at en kommende valgkamp i høj grad vil handle om den socialdemokratiske leders troværdighed:

»Stoler vælgerne på Thorning, og er hun i stand til og har tyngden til at lede et land igennem Muhammed-kriser, Irak-krige og valutakriser? Tør folk tro på, at hun med relativt ringe erfaring magter at styre landet? Hvis hun kan overbevise om det, står hun stærkt, for hun er formidabel til at kommunikere.«

Også Johannes Andersen mener, at Helle Thorning-Schmidt får mere end travlt op til og under en valgkamp. Hun mangler nemlig stadig at demonstrere, at hun kan matche de tunge drenge. Og så skal hun kæmpe med Pia Kjærsgaard, der er langt mere dreven.

»Helle Thorning ligner jo en kopi af Fogh. Hun er meget tilknappet og har en ufattelig høj grad af selvkontrol. Kort sagt virker hun alt for professionel på vælgerne, fordi hun ikke viser flere følelser. Socialdemokraterne taber de vrede vælgere til Dansk Folkeparti, og hvis Helle Thorning vil have vælgerne tilbage fra Pia Kjærsgaard, må hun ind på mellemscenen og bruge sig selv mere,« fastslår Johannes Andersen.

For mange vælgere virker det, som om alle politikere siger det samme, og dermed bliver den personlige gennemslagskraft afgørende.

»Anders Fogh Rasmussen er jo professionel, og Helle Thorning-Schmidt er lige så kontrolleret, men hun evner ikke altid at fange situationen og skyde igen med et tvist. Derfor virker hun lektieagtig og utroværdig,« konstaterer Johannes Andersen.

Mest positiv over for Helle Thorning-Schmidt er Kasper Møller Hansen. Efter sommerferien har hun ifølge Kasper Møller Hansen formået at holde fast i en dagsorden om velfærd eller skattelettelser og vist et potentiale, som mange ikke troede, at hun havde:

»Svagheden ved det socialdemokratiske hold er, at man hele tiden lurer på, om fløjkampen genoptages. Vil Mette Frederiksen brænde igennem med nye budskaber, og vil den midtsøgende Helle Thorning-Schmidt kunne tackle det? I en valgkamp vil Venstre og DF puste til fløjkrigen, og derfor er det afgørende, at Helle Thorning får styr på tropperne.«

Fra provinsen til Parken

Efter at nyhedens interesse er falmet, spås Ny Alliance et vanskeligt efterår. Partiets leder Naser Khader skuffer gang på gang i politiske dueller, og det kan end ikke dygtige sekundanter som Gitte Seeberg og Anders Samuelsen opveje, mener Niels Krause-Kjær:

»Naser Khaders overgang fra at være symbolpolitiker og ikon til at være partileder har indtil videre været en overgang, han ikke har magtet. Hvis vi skal tale i fodboldtermer, er det i praksis som at gå fra at spille på et lille provinsstadion til pludselig at stå i Parken med 45.000 tilskuere. Man kan håbe for ham, at han bliver lidt mindre utilpas i rollen som partileder.«

Johannes Andersen fremhæver ligeledes, at det er en svaghed for Ny Alliance, at folk har mistillid til, om Naser Khader nu også er nede i den politiske substans:

»Ny Alliance skal i en valgkamp forsvare deres friskhed, og at de har vendt op og ned på dansk politik. Det er partiets kvalitet, men det er ikke en kvalitet, der er langtidsholdbar.«

Kasper Møller Hansen peger på, at Ny Alliances største svaghed er organisation og logistik. For hvem skal hænge valgplakater op i et få måneder gammelt parti, hvor man lokalt slet ikke har strukturen på plads?

De tre politiske eksperter er til gengæld enige om at gratulere Margrethe Vestager med en vellykket forvandling fra nummer 2 til nummer 1 hos Det Radikale Venstre.

»Morten Østergaard er ung og kan begejstre, Morten Helveg Petersen har erfaringen, og Margrethe Vestager er indbegrebet af en radikal samtidig med, at hun har personlig gennemslagskraft. Der er ikke nogen åbenbar svaghed ved det hold,« siger Niels Krause-Kjær.

Lige så enige er eksperterne om at være vilde med SF’s partileder Villy Søvndal, som fører en konsekvent oppositionspolitik.

»Villy Søvndal overrasker alt og alle, og han kan både den politiske substans og bruger sin ironi og humor. Han har stor troværdighed og er indbegrebet af det nye SF. Men Ole Sohn og Anne Baastrup er de slidte spillere på det hold, selv om de er ualmindeligt dygtige,« lyder det fra Johannes Andersen.

Også hos Niels Krause-Kjær og Kasper Møller Hansen springer det i øjnene, at SF mangler ungdommen på holdet. Partiformanden skal bane vejen for et generationsskifte, mener de.

»I mange år har den høje gennemsnitsalder været et alvorligt problem for SF, og det aldersproblem skal der snart gøres noget ved,« påpeger Niels Krause-Kjær.

Og hvem er så bundholdet blandt de politiske partier? Forskerne peger samstemmende på Enhedslisten som det parti, der får det sværeste politiske efterår og skal anstrenge sig for ikke at ryge ud af superligaen. Nok stiller liste Ø med en højt respekteret Line Barfoed, en myreflittig Frank Aaen og en solid Per Clausen.

»Men synligheden mangler. De kunne stille med et bedre hold,« siger Kasper Møller Hansen.

Johannes Andersen siger lige ud, at det ikke bliver Frank Aaen, der mobiliserer de unge på venstrefløjen. Og selv om Liste Ø i København opstiller den unge Johanne Schmidt-Nielsen, er det tvivlsomt, om hun kan hamle op med partiets tidligere stemmesluger Pernille Rosenkrantz-Theil.

»Det bliver et krisevalg for Enhedslisten, og det skal være det unge og frække parti for at overleve krisen,« mener Johannes Andersen.