Partierne lever

Af

De politiske partier er langt mere sejlivede aktører i demokratiet, end skeptikerne har forudsagt. Men det forpligter at være krumtappen i det danske demokrati. Man må stramme sig an.

DEMOKRATI De politiske partier har udspillet deres nøglerolle og er ikke længere det vigtigste mødested i det danske demokrati. Nu venter vi blot på den nye institution og aktør, der skal afløse partierne. Bliver det græsrodsbevægelserne? Hverdagsmagerne? Lønmodtagerne gennem ØD? Transnationale EU-organisationer? Eller de politiske forbrugere? Sådan har mange samfundsforskere og -debattører messet i 30 år. Og i samme periode har de politiske partier mistet hundredtusindvis af medlemmer.

Men nu er partiernes medlemstilbagegang tilsyneladende vendt, viser nye opgørelser. For første gang i tre årtier er der en stigning i antallet af danskere med et medlemskort til et politisk parti. Det betyder naturligvis ikke, at snakken om partiernes krise så kan forstumme. Slet ikke. Men vi kan konstatere, at de politiske partier er langt mere sejlivede, end skeptikerne har forudsagt. Og at politikerne stadig – helt uden konkurrence – er krumtappen i det danske demokrati.

Der var mange, der ikke fik ret. Blandt andet dem, som i 1970’erne og 1980’erne forudså, at græsrodsbevægelserne – enkeltsagsbevægelserne med de flade strukturer – ville fortrænge partierne som folkelige formidlere af politiske budskaber. En fængende tanke. Som imidlertid aldrig blev til virkelighed.

Det blev arbejderbevægelsens tanke om ØD – økonomisk demokrati – der skulle indsætte lønmodtageren i virksomheds- og fondsbestyrelser for at modvirke, at det ufuldstændige demokrati stoppede ved fabriksporten, heller ikke. Og når samfundsforskere i 1990’erne pustede »hverdagsmageren« – mennesket, der engagerer sig i lokale råd, bestyrelser og nærdemokrati – op til at være demokratiets fornyer, var det lidt af en fuser. Det ved enhver, der forsøger at overtale forældre til at stille op til skolebestyrelsen.

Den mest overvurderede af alle de aktører, der har været udråbt som partiernes afløser, er »den politiske forbruger« fra 1990’erne. Her skulle vi angiveligt stå over for det nye politiske menneske, som med en indkøbskurv i den ene hånd og en forbrugerhåndbog i den anden kunne styre samfundet gennem fravalg af genmodificeret mad, stråforkortere og børnearbejde. Men hvad har han egentlig udrettet, den politiske forbruger? Ikke meget, vel?

Det er altså ikke lykkedes andre aktører for alvor at udfordre de politiske partier som de vigtigste spillere i demokratiet. Og langt hen ad vejen har partierne formået at kanalisere folkelige strømninger som miljøbekymringen i 1980’erne med SF og udlændingetemaet i 1990’erne med DF ind i det politiske system.

Meget tyder på, at den aktuelle medlemsfremgang for partierne – især partierne til venstre går frem – først og fremmest skyldes værdipolitiske emner. Som for eksempel modstanden mod Irak-krigen. Her er tale om en folkelig strømning, der har mobiliseringspotentiale for partierne på linje med miljø og udlændinge. Men hvad gør partierne, når luften nu går ud af Irak-temaet, fordi regeringen trækker tropperne ud af Irak? Det må de nødvendigvis forholde sig til i den kommende tid. Men partierne har ikke grund til at frygte for deres eksistensberettigelse. Udviklingen viser nemlig, at partierne er krumtappen i det danske demokrati. Og endnu vigtigere: Der er ikke andre, der kan tage over.