Parallelle samfund

Af

Ugebrevets artikelserie »Det delte Danmark« er historien om et land, hvor sammenhængskraften er begyndt at smuldre. Perspektivet i den større polarisering er et mere konfliktfyldt land, hvor man dyrker sine egne normer og fjendebilleder i adskilte sociale ghettoer.

Med mellemrum dukker der politiske modeord op, som beskriver fænomener og nye måder at fortolke verden. I slutningen af 90’erne hed det »sammenhængskraft«. Da tidsånden fik kampen for »større lighed« og mod »sociale skævheder« til at lugte lidt for meget af Karl Marx, blev den socialdemokratiske velfærdspolitik til et forsvar for sammenhængskraften.

Analysen er, at bekæmpelse af økonomisk ulighed og sociale kløfter er i hele samfundets interesse. Social udjævning er ikke kun skabt i solidaritet med de svageste, for når kløfterne bliver for store, når naboerne i kvarteret ligner kopier af en selv, fordi både de mest privilegerede og de dårligst stillede isolerer sig i egne ghettoer, så mister vi forståelsen for hinanden.

Sammenhængskraften i et homogent land som Danmark bygger på, at vi trods forskelle forstår og respekterer hinandens livsvilkår.

citationstegnNår parallelle minisamfund med egne normer og værdier har nok i sig selv og livet i ghettoen, så går det ud over forståelsen og tolerancen

Det er sammenhængskraften og tolerancen, der gør, at velhavere ikke behøver barrikadere sig bag pigtråd og overvågningskameraer, og det er på grund af sammenhængskraften, at mennesker med høje indkomster trods alt accepterer høje skatter og en stor omfordeling i samfundet. Uden sammenhængskraft ville skattevæsenet have brug for en mindre hær af kontrollanter til at forhindre skattesnyd, fordi man kun ville føle sig forpligtet over for en selv. Set i det lys har der aldrig været mere brug for det kit, der holder sammen på Danmark.

Når vi i Ugebrevet A4 i sidste uge indledte serien »Det delte Danmark«, er det først og fremmest ud fra en bekymring for, at denne sammenhængskraft i dag er på retur med en faretruende hastighed.

En undersøgelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for A4, viser, at landets folkeskoler i nogle dele af landet bliver mere opsplittede i skoler for de stærke og skoler for de svage elever. Den voksende sociale polarisering ses ikke kun i København, men også i en række store provinsbyer. Og årsagerne er forskellige, som det fremgår af dagens artikel. Nogle steder er virksomhedslukninger og voksende arbejdsløshed, der præger skolerne, andre steder er det hårdt belastede boligområder med mange indvandrere, der skiller eleverne.

Men uanset, hvad der ligger bag, så er tendensen til polarisering i boligmønstret og i folkeskolen med til at skabe et mere konfliktfyldt samfund. Når parallelle minisamfund med egne normer og værdier har nok i sig selv og livet i ghettoen, så går det ud over forståelsen og tolerancen.

Folkeskolen har i nogen udstrækning fungeret som en social smeltedigel, hvor bankdirektørens søn og bistandsmodtagerens datter har kunnet dele klasseværelse, erfaringer og værdier. I andre dele af verden kender man kun hinandens hverdag fra TV, og blandede skoler og kvarterer er en sjældenhed. Det gør det selvsagt lettere at dyrke forsimplede fjendebilleder.

Men kan man komme polariseringen til livs? Ja, i første omgang kræver det en politisk erkendelse af, at den er et problem. Når den erkendelse er til stede, kan kommunerne forsøge at fordele eleverne anderledes på de kommunale skoler.

Dernæst kan man sørge for, at standarden i skolerne når så højt et niveau, at de velstillede ikke flygter over i de private skoler.

Endelig slipper man ikke uden om at sætte langt mere håndfast ind over for de kvarterer, der har udviklet sig til indvandrerghettoer, hvor ledighed, kriminalitet og sociale problemer er en del af hverdagen.

Når store grupper af flygtninge og indvandrere foretrækker at bo i ghettoer isoleret fra det danske samfund, så går det ud over deres muligheder for at få job, for at lære dansk og skabe sig en almindelig tilværelse i Danmark. Men det går også ud over forståelsen og tolerancen over for indvandrere og ja – i sidste ende truer det sammenhængskraften.