Paradoksernes valg for Socialdemokraterne

Af

Socialdemokraterne fik det dårligste valg i 100 år. Det på trods af at Helle Thorning-Schmidt (S) i valgkampen var en karismatisk formidler af politiske budskaber, og at oppositionen optrådte sjældent samlet og veloplagt, mens regeringen med støttepartier havde umådeligt svært ved at finde fælles fodslag. Er tiden inde til politisk kursskifte?

REVISION At dømme ud fra alle andre paramet­re end lige netop afstemningsresultatet var tirsdagens valg et drømmevalg for Socialdemokraternes leder og statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt.

Tag valgemnerne. Godt nok skortede det i kritisk grad på reelle politiske diskussioner i valgkampen, men det ændrer ikke ved, at det dominerende og samlende tema var og blev velfærd – præcis som socialdemokraterne havde håbet på.

Dagsformen var der heller ikke noget i vejen med. Gang på gang blev Helle Thorning-Schmidt af et næsten enigt kommentatorkorps hyldet for sine kommunikative evner. Og endelig kunne Socialdemokraternes formand glæde sig over et smurt og toptunet samarbejde med resten af oppositionen.

Når nu valgkampen gik så fremragende, kan det undre, at Socialdemokraterne alligevel fik det dårligste valg siden 1906.

Ifølge professor Asbjørn Sonne Nørgaard fra Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet kan en forklaring være, at partiet simpelthen ikke klart nok udgør et alternativ til den siddende regering, der derfor vinder på erfaringen og tilliden til, at de kan styre landet mere professionelt.

»Bedømmer vi alene valgkampen ud fra form og stil, er der ingen tvivl om, at Socialdemokraterne præsterede over middel. Men der manglede noget på indholdssiden. Vælgerne får ikke klart nok at vide, hvorfor de skal vælge Socialdemokraterne frem for Venstre. Der er simpelthen ikke nok på spil,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Professor i filosofi ved Roskilde Universitets­center Claus Bryld, der har forsket indgående i Socialdemokraternes udvikling og historie, mener også, at tirsdagens valg må føre til selvransagelse og eftertænksomhed.

»Partiet er simpelthen nødt til at revidere sin kurs. Man har kørt alt for ensidigt på velfærdsdagsordenen,« siger han.

1998-valget

Vælger Socialdemokraterne at ændre kurs, vil det langt fra være det første parti, der har foretaget den manøvre. Statsminister Anders Fogh Rasmussen og resten af venstretoppen gjorde præcis det samme for mindre end 10 år siden.

Historien går, at Venstre efter partileder Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag i 1998 til Socialdemokraternes Poul Nyrup Rasmussen sandede, at en borgerlig-liberal koalition aldrig ville kunne vinde et valg ved at tone rent flag ideologisk. I stedet skulle man stå for en midtersøgende kurs blottet for hård liberalistisk retorik og politik.

Åbenlyst for enhver har Venstre haft succes med kursskiftet. Godt nok møder statsministeren fra tid til anden kritik fra liberalistiske stemmer fra blandt andet den borgerlige tænketank Cepos, men summen er, at Venstre i tirsdags fik en historisk tredje valgsejr.

Imidlertid kan det blive væsentligt sværere for Socialdemokraterne at komme op med et anderledes politisk projekt. I modsætning til 1990’ernes Venstre er det næsten umuligt at flytte sig længere ind mod midten af dansk politik. Oven på de seneste års opstramninger i flygtninge- og indvandrerpolitikken og accepten af skattestoppet befinder partiet sig ifølge de fleste forskere i det store og hele i solar plexus af gennemsnitsdanskerens holdninger.

»Siden Poul Nyrup Rasmussen overtog partiet fra Svend Auken, har Socialdemokraterne stået for en mere højredrejet linje. Fra at være et centrum-venstre parti er partiet blevet et rent centrum parti. Men det har altså ikke været nogen ubetinget succes,« siger Claus Bryld.

Så måske er sagen, at partiet skal flytte sig væk fra den leverpostejfarvede gennemsnitsdanskers meninger.

»Lige nu søger Socialdemokraterne en eller anden form for fællesnævner, hvor man tækkes midtervælgerne og ikke støder for mange. Men måske er tiden inde til at bevæge sig væk fra den gyldne middelvej. Helt åbenlyst er det ikke den direkte vej til magten,« siger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Professor Claus Bryld mener også, der er behov for at genoverveje midtersøgningen. Og i den forbindelse er det helt afgørende at foretage en egentlig samfundsanalyse.

»Partiets programmer er nærmest impressionistiske. De har nogle meget generelle og overordnede indtryk af samfundet, og det kan man simpelthen ikke føre politik på,« siger han og fortsætter:

»Socialdemokraterne lavede i sin klassiske periode en samfundsanalyse. Godt nok var den forholdsvis simpel og baseret stærkt på en modsætning mellem arbejderne og borgerskabet, men det var dog en analyse. I dag mangler den analyse, hvilket gør det svært at komme med en troværdig samfundskritik.«

Inspiration fra Norge

Men hvis man ikke skal vælge midten, hvad så? Man kunne for eksempel kopiere de norske socialdemokrater i Arbeiderpartiet. Tilbage i 2005 skiftede de med stor succes den midtersøgende kurs ud med en klar rød profil. Som daværende partisekretær Martin Kolberg sagde til Ugebrevet A4:

»Det er vigtigt for os, at folk forstår, at vi ligger til venstre.«

Resultatet af kursskiftet viste sig fem måneder senere, hvor Arbeiderpartiet ved valget til Stortinget øgede deres mandattal fra 43 til 61.

Professor Claus Bryld mener også, at der kan være grund til at rette blikket mod venstre. Han henviser blandt andet til, at Socialdemokraterne høstede lige knap hver anden stemme i 1970’erne, hvor partiet var langt mere venstre­orienteret, end det er i dag.

Et yderligere argument for et socialdemokratisk venstresving er, at talrige analyser i blandt andet Ugebrevet A4 har vist, at danskerne, når det drejer sig om fordelingspolitik, er stort set lige så venstreorienterede, som man var i slutningen af 1970’erne. Det kan indikere, at der vil være opbakning til en mere venstredrejet socialdemokratisk politik.

Professor Asbjørn Sonne Nørgaard ser da også et potentiale i en mere rød, socialdemokratisk profil.

Et stort og ambitiøst projekt kunne i den sammenhæng være at lancere en obligatorisk arbejdsløshedsforsikring som erstatning for det nuværende, hvor forsikrede får dagpenge og alle andre må tage til takke med kontanthjælp.

»Hvis man er så bekymret for ulighed, hvorfor skal man så have to systemer? Hvorfor ikke gøre som i Norge med en social sikring for alle,« spørger Asbjørn Sonne Nørgaard.

Problemet ved en klarere rød profil er imidlertid, at man kan risikere at skræmme de højt beskattede midtervælgere væk. Siger man eksempelvis, at man ikke længere vil acceptere skattestoppet, er der stor risiko for, at mange hus­ejere – uanset hvor røde de ellers måtte være i hjertet – vil blive kastet lige lukt i armene på den borgerlige fløj.

Foredragsholder og socialdemokraternes hof­historiker Henning Tjørnehøj mener også, at det vil være yderst uheldigt, hvis man vælger at foretage fundamentale ændringer i Socialdemokraternes politik. Det er dog ikke af vælgertakti­ske hensyn, at han har den holdning.

»Den linje, som Socialdemokraterne har ført de seneste mange år, kan ikke være helt dårlig. Nu kopieres den jo af alle andre,« siger han og fortsætter:

»Det er absurd, at man beder Socialdemokraterne, der er ophavsmænd til den samfundsmodel, som vi lever under og har bred opbakning, om at finde på noget nyt. Hvorfor skulle de det?«

Socialdemokraterne holder fast

Hos Socialdemokraterne har man heller ikke den store tradition for at skifte kurs, bare fordi valgresultatet ikke er helt så godt, som man havde håbet på.

Henning Tjørnehøj graver dybt i sin hukommelse og fortæller, at da Socialdemokraterne tilbage i 1945 tabte 15 mandater til kommunisterne og efterfølgende lancerede programmet »Fremtidens Danmark,« blev det af den borgerlige fløj inklusive de radikale opfattet som en omkalfatring i socialistisk retning.

»Men det passer ikke. Der var tale om et ultra-keynesiansk program, ikke et planøkonomisk program,« siger han.

Han henviser til, at den engelske økonom John Maynard Keynes ønskede en statsligt reguleret markedsøkonomi – ikke en planøkonomi a la Sovjetunionen. Der var således ikke tale om et brud med den økonomiske politik, som Socialdemokraterne havde prøvet at føre i 1930’erne

– men at den nu skulle have en klarere profil.

Ligeledes foretog Socialdemokraterne heller ikke det store skifte, da partiet – ligesom alle andre partier – var udsat for en sand åreladning i 1973, hvor Mogens Glistrup og Fremskridtpartiet stormede ind i Folketinget med 28 mandater.

»Man fastholdt sin politiske linje. Og det viste sig at være det helt rigtige, for efterhånden gik gassen jo af Mogens Glistrup,« siger Henning Tjørnehøj.

Skal han endelig pege på markante skift i den politiske kurs, skal det være de seneste års opstramninger i flygtninge- og indvandrerpolitikken. Ifølge Henning Tjørnehøj handlede det imidlertid ikke så meget om et egentlig holdningsskift, men mere om at man efter 2001 ikke længere var i regeringen med de radikale og derfor havde mulighed for at føre en strammere kurs

Blandt de socialdemokratiske folketingspolitikere er der heller ikke den store lyst til at ændre afgørende ved den førte politik. Politisk ordfører Henrik Sass Larsen (S) siger kort og kontant, at partiet vil holde fast i den kurs, som nu er udstukket.

Han vil for nuværende ikke komme med noget bud på, hvorfor partiet ikke præsterede bed­re ved valget. Det vil tidligere formand Svend Auken til gengæld gerne:

»Man skal ikke undervurdere den effekt, som penge har. Venstre brugte usandsynligt mange penge på reklamer i de sidste dage af valgkampen. Og det gør man selvfølgelig kun, hvis det har en effekt. Desuden tror jeg, at vi desværre fik lanceret nogle af nøgletemaerne så godt og så tidligt, at medierne blev trætte af det. Det vil sige, at vi vandt nogle diskussioner, og så røg de ellers i glemmebogen.«

Nøgletemaernes skæbne i den sidste del af valgkampen får dog ikke Svend Auken til at foreslå en alternativ kurs.

»Jeg tror, at man skal være meget varsom med at udvikle nye politikområder. Vi har faktisk gjort en god indsats. Og noget af det dummeste vil være at kaste sig ud i et febrilsk forsøg på nye meldinger. Det kan godt være, at der på et tidspunkt bliver brug for nogle ændringer, men jeg kan ikke få øje på dem lige nu,« siger han.

Blandt vennerne i LO er der tilsyneladende også tilfredshed med den nuværende kurs. Formand Harald Børsting siger:

»Det bemærkelsesværdigt flotte ved Socialdemokraternes arbejde er, at de i det seneste år har produceret politik en masse. De har en fantastisk flot palet af politiske budskaber. Dem skal de selvfølgelig vedligeholde og forny, men der er ikke behov for afgørende ændringer.«

Skal Harald Børsting endelig pege på et felt, hvor han gerne så en socialdemokratisk profil få gennemslag, er det på sundhedsområdet, hvor den stadigt stigende privatisering vækker LO-formandens dybe bekymring.

Det ændrer dog ikke ved det overordnede billede, som er, at der hverken internt i partiet eller i de nærmeste omgivelser er den store interesse for en markant ændret politisk kurs.