Paniske danskere er med på lønnedgang

Af | @MichaelBraemer

Hver anden danske lønmodtager er parat til at gå ned i løn for at bevare jobbet. Krise og massefyringer har gjort ledighed til en overhængende trussel. Men lavere løn løser ikke de problemer, virksomhederne står overfor, mener eksperter. De ser lønmodtagernes holdning som et alvorligt krisesymptom og et panisk udtryk for, at det ellers højt besungne danske flexicurity-system er blevet udhulet.

NEDTUR De sorte skyer over dansk økonomi gør i udpræget grad lønmodtagerne til at tale med om deres løn. Mens krisen breder sig, og fyresedler uddeles i bundter, vokser lønmodtagernes villighed til at gå ned i løn, hvis det kan forhindre, at de mis­ter deres arbejde.

Over halvdelen – 54 procent – af danske lønmodtagere med arbejde er selv parate til at gå mindst fem procent ned i løn, hvis alternativet er en fyring. 26 procent er endda villige til at acceptere en lønnedgang på mindst 10 procent, hvis fyringstruslen hænger over hovedet. Det fremgår af en undersøgelse, som Zapera har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 1.002 repræsentativt udvalgte danskere i arbejde.

I undersøgelsen giver 58 procent af de adspurgte udtryk for, at det generelt er i orden, at lønmodtagere indgår aftaler om lønnedgang for at redde arbejdspladser i Danmark.

Dermed er der sket et markant skred i danskernes holdning til lønnedgang som led i en krisestrategi i forhold til 2004, hvor Ugebrevet A4 fik foretaget en tilsvarende undersøgelse.

Den blev søsat på baggrund af det pres, globaliseringen på det tidspunkt havde sat det danske arbejdsmarked under. Et stort antal arbejdspladser blev udflyttet til lavtlønslande, og blandt andre slagteriarbejdere på Tulip i Ringsted havde fået stillet et ultimatum: Hvis I ikke går 15 procent ned i løn, flyttes produktionen.

Dengang var det imidlertid »kun« 43 procent, som fandt det i orden at aftale lavere løn for at bevare arbejdspladser, og langt færre var villige til selv at give afkald på en del af deres løn, selv om det kunne fremme formålet. Hele 83 procent af faglærte og 55 procent af ufaglærte arbejdere svarede således »Slet ikke« til spørgsmålet om, hvor meget de selv var villige til at gå ned i løn, mod henholdsvis 51 og 43 procent i dag.

Den ændrede holdning er udtryk for en krisebevidsthed hos lønmodtagerne, der er i chok over en krise, som kom uden varsel og på én gang trak tæppet væk under den private sektor, mener arbejdsmarkedsforsker på Aalborg Universitet Flemming Ibsen.

»Krisen er kommet efter en lang periode med højkonjunktur og jobsikkerhed. Nu har det udsigtsløse mørke sænket sig overalt. Hver dag har sin massefyring, og der er ingen gode nyheder eller udsigt til alternativ beskæftigelse. I den situation tænker den enkelte på at redde, hvad reddes kan, og er villig til selv at give et bidrag,« siger han.

Lønnedgang er ikke løsningen

Men hvor forståelig holdningen blandt en bred kreds af lønmodtagere end er, så er lønnedgang ikke løsningen på den aktuelle krise, hvor det er efterspørgslen og ikke virksomhedernes konkurrenceevne, det kniber med, understreger Flemming Ibsen. Den paniske angst, krisen tilsyneladende har fremkaldt hos danskerne, understreger for ham først og fremmest, at den danske flexicurity-model ikke længere fungerer.

»Gjorde den det, ville man bare acceptere fyringer som en konsekvens af arbejdsgiverens ret til at tilpasse omkostningerne. Man ville søge et nyt job, og hvis man ikke kunne få det, så være glad for at have et godt dagpengesystem, som kunne fange én op. Ligesom man kunne falde tilbage på en arbejdsmarkedspolitik og et voksen- og efteruddannelsessystem, som kunne flytte én over i andre job. Modellen indeholder ikke en lønfleksibilitet i nedadgående retning, som vil undergrave hele overenskomstsystemet,« siger han.

Der er efter Flemming Ibsens vurdering behov for et markant løft af dagpengeniveauet og en kraftig oprustning på voksen- og efteruddannelsesfronten, for at få flexicurity-modellen på fode igen og give kriseramte lønmodtagere den nødvendige tryghed.

Børge Frederiksen, formand for forbundet 3F’s industrigruppe og næstformand i CO-Industri, er enig. Det fremgår af A4’s undersøgelse, at i særlig grad hans medlemmer, de ufaglærte, føler sig truet af krisen og er indstillet på gå ned i løn, hvis det kan redde deres arbejde.

»Når ledighed står som en katastrofe for medlemmerne, så er det jo, fordi dagpengene og flexicurity-systemet ikke lever op deres formål. Dagpengene er blevet udhulet gennem en årrække, og derfor er trusselsbilledet et helt andet end for 10 år siden. Dækningsgraden er gennemsnitlig 55-60 procent af lønnen, og hvis man oven i det hele har købt bolig i de vanvidstider, der gik forud for krisen, så kan man ikke klare sig med nærmest en halvering af indkomsten,« siger han.

Pas på

Børge Frederiksen tror ikke på lønnedgang som kriseredskab af samme årsager, som Flemming Ibsen fremfører. Og selv om han ikke må blande sig i de lokale lønforhandlinger for ansatte i industrien, som gik i gang 1. marts, advarer han tillidsrepræsentanter og medlemmer mod letkøbte argumenter for lønnedgang fra arbejdsgivernes side:

»Jeg kan godt give det almene råd, at hvis der ikke er 100 procent garanti for, at man får pengene igen på et senere tidspunkt, så lad være med at gå ned i løn. Og jeg har aldrig hørt om aftaler, hvor arbejdsgivere har givet garanti for, at der ikke kan afskediges i den periode, hvor der er lønnedgang.«

Hvis medlemmerne bliver stillet over for krav om lønnedgang, mener Børge Frederiksen, at de i stedet bør tænke i alternativer. Men han erkender, at de kan få brug for samfundets hjælp.

»Ifølge en fremskrivning, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavede sidste år, vil der i 2018 være et overskud af ufaglært arbejdskraft på 121.000 personer, men en mangel på faglærte på 68.000. Det er da nu, hvor vi ikke har så meget at lave, at vi skal få opkvalificeret de 68.000 ud af de 121.000,« siger han.

Børge Frederiksen foreslår, at ufaglærte opkvalificeres til brancher med jobmuligheder på en ydelse, der nærmer sig deres tidligere løn så meget, at de ikke behøver at gå fra hus og hjem.

Lars Andersen, direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, advarer også mod aftaler om lønnedgang. Erfaringen siger ham, at det ikke redder arbejdspladser.

»Der er enkelte virksomheder som for eksempel SAS, hvor løn- og ansættelsesvilkår var væsentlig bedre end normen, og hvor det i en krisetid for virksomheden gav mening at tilpasse sig markedet. Men generelt er lavere løn ikke løsningen, hvis problemet er manglende efterspørgsel,« siger han.

Efterspørgslen skal stimuleres gennem blandt andet offentlige investeringer, og så skal arbejdsmarkedspolitikken gøres aktiv igen og jobmuligheder på for eksempel det offentlige velfærdsområde udnyttes, mener Lars Andersen.

Nulløsninger vil dominere

Børge Frederiksen fra 3F og CO-Industri kan godt forestille sig, at der kommer en del nulløsninger, når lønnen forhandles lokalt på virksomhederne i år. Det såkaldte minimallønssystem, hvor der kun er aftalt en minimumsløn centralt, og resten forhandles ude på de enkelte virksomheder, lægger op til store lønstigninger, når der er mulighed for det, og »knap så store stigninger«, som han udtrykker det, når der ikke er mulighed for det. Som nu.

Han vil ikke afvise, at der kommer flere eksempler på aftaler om lønnedgang som den Jydsk Aluminium Industri i Herning præsenterede i sidste uge. Her accepterede medarbejderne selv at betale en månedlig fridag og gå fem procent ned i løn – en samlet nedgang på 10 procent.

Men Børge Frederiksen tror ikke, den slags aftaler vil gribe om sig.

»Når man har set de første eksempler på, at det ikke virker, så besinder folk sig,« siger han.

Kim Graugaard, viceadministrerende direktør i Dansk Industri (DI), tror også på flest nulløsninger. Samtidig er han dog ret sikker på, at vi vil se et voksende antal aftaler om lønnedgang.

»Vi har i løbet af uhyggeligt få måneder oplevet et tilbageslag af en styrke og hastighed, som ikke er set i mands minde, og det har rystet både virksomheder og medarbejdere. Alene i fjerde kvartal sidste år faldt eksporten 10 procent. Derfor er jeg heller ikke overrasket over holdningen i undersøgelsen. Vi har i år fået et voldsomt voksende antal henvendelser fra medlemsvirksomheder om, hvordan de griber store afskedigelsesrunder og arbejdsfordeling an. Der er en klar bevidsthed om, at situationen er meget alvorlig,« siger han.

Tre ud af fire virksomheder blandt DI’s medlemmer er på minimallønsområdet, hvor lønnedgang kan komme på tale. Når de spørger, om det er noget, DI vil anbefale, er svaret, at det er noget, som kun den enkelte virksomhed kan afgøre.

»Lige nu er virksomhederne optaget af at skære i omkostninger, og der kan lønreduktion være et redskab – men langtfra det eneste. Og der er selvfølgelig virksomheder, der er så tæt på at dreje nøglen om, at dét, de kan opnå ved at sætte lønnen ned, alligevel er utilstrækkeligt,« siger Kim Graugaard.

Han afviser imidlertid argumentet, om, at lønomkostninger er uden betydning for den krise, der har ramt efterspørgslen efter danske varer:

»Konkurrence og efterspørgsel er to ting, der ikke kan skilles ad. Selvfølgelig betyder prisen på de varer, vi producerer, noget for efterspørgslen. Det er absurd at påstå andet. Det vil jo svare til at sige, at den krise vi er løbet ind i på store eksportmarkeder som Sverige, Norge og England på grund af kronekursen, heller ikke betyder noget, fordi prisen er ligegyldig.«.

TR’ere afviser lønnedgang

Det er forskelligt fra virksomhed til virksomhed, om lønnen på industriens område er aftalt individuelt eller med en eller flere tillidsrepræsentanter. Dér hvor tillidsrepræsentanterne forhandler, kan arbejdsgiverne i langt de fleste tilfælde forvente et hårdt modspil, hvis de går efter at sætte lønnen ned.

I en undersøgelse, Ugebrevet A4 har foretaget i sit tillidsmandspanel bestående af 194 repræsentativt udvalgte tillidsrepræsentanter, giver kun seks procent udtryk for, at lønnedgang er en god løsning, hvis fyringer skal undgås, og virksomhedernes overlevelse sikres.

Jens Lind, arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet, tvivler imidlertid på, at tillidsrepræsentanter igennem længere tid kan dæmme op for det holdningsskred blandt lønmodtagerne, som han anser for skræmmende.

»Det er alene et udtryk for frygt og usikkerhed, og det løser ingen problemer. Lønnedgang er som at tisse i bukserne, for årsagen til krisen er alt andet end lønnen. Tværtimod skulle man sætte lønnen op for at fremme efterspørgslen,« siger han.

Minimallønssystemet er en fordel i opgangtider, hvor der kan klemmes lidt mere løn ind, men viser sin svaghed i nedgangstider, hvor man lokalt vil prøve at tilpasse lønnen de enkelte virksomheders situation, mener Jens Lind.

»I den nuværende situation ville det være en fordel med et gammelt normallønsystem, hvor lønnen ikke var til forhandling i en fireårig periode,« siger han.