Panik før svensk euro-valg

Af | @GitteRedder

Meningsmålinger er blevet skræklæsning for den svenske statsminister Göran Persson. De tyder nemlig alle som en på, at svenskerne på søndag vil stemme nej til euroen, og dermed vil Persson indkassere sit livs største politiske nederlag. Forude vil ligge et sejt forsoningsarbejde for en svækket statsminister og partileder.

Den euro-begejstrede svenske statsminister Göran Persson står på søndag til at indkassere sit største politiske nederlag nogensinde. Det var Persson, der insisterede på en folkeafstemning om at droppe den svage svenske krone til fordel for den fælles europæiske valuta. Men han undervurderede svenskernes store EU-skepsis og bliver det et nej på søndag, skal den svækkede statsminister og partiformand i gang med at samle et splittet parti, en splittet regering, et splittet land og en uenig fagbevægelse bag sig. Uanset om det bliver et lille eller stort nej  bliver det en uvant øretæve fra vælgerne til den svenske statsminister, og forude venter en lang sej forsoningsproces. 

Kun få forventer, at Persson vælger at træde tilbage, hvis det som forventet bliver et nej til euroen. Han fortsætter, men det bliver et besværligt politisk liv både i Sverige og på den eu-ropæiske scene.

Göran Persson havde den store lup fremme, da han sidste efterår granskede samtlige målinger af svenskernes holdning til euroen. I både oktober og november viste målingerne, at der blev stadig færre nej-sigere. Statsministeren slog til og meddelte i slutningen af november, at svenskerne skulle til folkeafstemning søndag 14. september 2003.

Ambitionen var at lemme Sverige ind i den fælles valuta, få mere indflydelse og være med, hvor tingene sker. Især ville han bruge erfaringerne fra den mislykkede danske ja-kampagne og undgå de fejltrin, som daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen begik i efteråret 2000.

Men Persson forregnede sig. Hans euro-kampagne har varet ti måneder og kostet i omegnen af 160 millioner kroner. Og alligevel peger alle meningsmålinger på, at svenskerne siger nej til euroen på søndag 14. september.

Således viste en måling fra Temo, der svarer til Gallup, offentliggjort i Dagens Nyheter i sidste uge, at 51 procent ville stemme nej, 37 procent ja, mens 12 procent stadig er i tvivl. Godt nok skrumper nej-sidens store forspring her i slutspurten, men ikke én af de seneste måneders målinger har været i ja-sigernes favør.

Allerede da datoen for euroafstemningen blev offentliggjort, understregede Persson, at man er en lige god socialdemokrat, om man er for eller imod euroen. Men han havde ikke forudset, at nej-ministrene i hans regering ville få så stor gennemslagskraft, og slet ikke, at hans erhvervsminister stik imod svensk erhvervslivs interesser slår på stortromme for et nej.

Persson har altså ikke haft styr på sine egne tropper, men han har også manglet blik for, hvilke argumenter der skulle til for at overbevise de EU-skeptiske kvinder. Et populært kvindeligt firkløver med udenrigsminister Anna Lindh i spidsen har rejst Sverige tyndt de seneste uger med politiske argumenter om, at et euro-ja er bedre til at sikre job, velfærd, indflydelse og så videre.

Alligevel stemmer kvinderne nej. Over halvdelen af de svenske kvinder – nemlig 54 procent – vil stemme nej, mens kun hver tredje – 31 procent – vil stemme ja, viser nye tal. Blandt mændene vil 44 procent stemme ja, mens 42 procent vil stemme nej.

Svensk fagbevægelse har traditionelt bakket op omkring socialdemokratiske regeringschefer og bidraget både økonomisk og politisk til valgkampe. Man har trukket på samme hammel. Men i euro-kampagnen er det gået gruelig galt. I protest mod, at den socialdemokratiske regering ikke ville opfylde et LO-krav om at oprette såkaldte bufferfonde som værn mod krisetider og arbejdsløshed, besluttede LO i april at forholde sig neutral op til euro-afstemningen.

LO på slingrekurs

Men i begyndelsen af august fik den trængte Persson uventet krisehjælp, da LO-formand Wanja Lundby-Weidin præsenterede en finanspolitisk aftale indgået mellem LO-ledelsen og Socialdemokraterna. »Hvis svenskerne siger ja til euroen, er det godt for både beskæftigelsen, lønudviklingen og demokratiet,« lød den overraskende konklusion i den ny aftale.

Med titlen »En politik for fuld beskæftigelse og tryg velfærd« angiver aftalen, hvordan man finanspolitisk kan sikre en aktiv beskæftigelsespolitik, selv om man kommer med i euroen og dermed er underlagt en bestemt finanspolitik. Samtidig oprettes et nyt økonomisk råd, hvor arbejdsmarkedets parter får sæde og dermed hånd i hanke med beskæftigelsespolitikken. 

LO-formandens kovending i euro-kampagnen fik straks de to store nej-forbund i LO, Handelsforbundet og Transportforbundet, op af stolene. De beskyldte Wanja Lundby-Wedin for at føre ren ja-progaganda.

Uanfægtet af sit baglands kritiske røster skrev Wanja Lundby-Wedin i sidste uge en opsigts-vækkende kronik i Dagens Nyheter sammen med blandt andre formanden for arbejdsgiverne, Göran Tunhammar. I kronikken konkluderer de, at et ja til euroen giver bedre forudsætninger for at udvikle og bevare velfærden. 

Handelsforbundets leder Ninel Jansson bebrejder nu LO-lederen, at hun tilsyneladende hellere vil være i overensstemmelse med Göran Persson end med sit bagland. Han henviser til, at et stort flertal af svenske LO-medlemmer vil stemme nej. Ifølge en måling i slutningen af august vil 61 procent af LO-medlemmerne stemme nej, mens kun 26 procent vil stemme ja. Så Wanja Lundby-Wedin lever sit LO-liv farligt, når hun aktivt går ud og anbefaler et ja.

Panikspurt

Ikke kun LO-formandens slingrekurs har givet avis-overskrifter i de svenske medier. Det har statsministerens forvirrende meldinger også. Meldinger der afslører, at Persson er ved at gå i panik over udsigten til et nej. 

I et radiointerview i forrige uge meldte statsministeren, at et ja til euroen ikke nødvendigvis betyder en tilslutning i år 2006. Euroafstemningen tager nemlig kun stilling til det principielle spørgsmål. Hvornår Sverige skal udskifte sin valuta, afgøres af Rigsdagen senere og afhænger af, hvordan situationen ser ud for euroen, og hvilke forhandlingstilbud man får. Persson lægger altså op til et blødere ja, hvor skeptikerne godt kan stemme ja og så være trygge ved, at Sverige først indfører valutaen senere, når det rigtige tilbud foreligger.

Derefter kom der en trussel til vælgerne. Hvis svenskerne stemmer nej nu, kan vi tidligst komme med igen i år 2013, skrev Göran Persson i et debatindlæg forrige søndag. Så kommer Sverige bagest i køen af lande, der nu vil ind, anførte Persson.  

For den svenske statsminister er det et skrækscenarie, at Sverige står uden for euro-zonen. I et interview med Ugebrevet A4 tidligere i år fastslog han, at han allerhelst så Sverige placeret som et mønsterland for en økonomisk vækst og velfærdsudvikling i hele Østersø-regionen, som han spår bliver en stor euro-zone. Hvis Sverige skal være drivkraft i en perspektivrig politisk og økonomisk udvikling i Østersø-området, kræver det, at man dropper kronen til fordel for euroen, mener han. 

Persson ser også nødigt, at Danmark overhaler Sverige og kommer først med i det fælles valuta-samarbejde. Hvis svenskerne stemmer nej på søndag, vil der gå minimum ti år, før svenskerne kan komme med i euro-zonen. Men Danmark vil med stor sandsynlighed gå til stemmeurnerne længe inden, og holder meningsmålingerne herhjemme stik, vil danskerne stemme ja til euroen. Det vil efterlade Sverige med to EU-nabolande – Finland og Danmark – med i euro-samarbejdet og så alle de nye medlemslande som Polen og de baltiske lande, der gradvist kommer med i euroen. Et Sverige uden for indflydelse og i skyggen af Danmark vil være en bitter pille at sluge for Persson.