Pædagogers løntillæg offentliggøres

Af

Pædagogmedhjælperne kan nu via internettet se, hvad de kan få løntillæg for i deres kommune. Målet er, at tillæggene i Ny Løn skal frem i lyset.

Alle pædagogmedhjælpere kan nu klikke ind på internetadressen www.pmf.dk og se, hvad der giver dem ret til løntillæg i netop deres kommune. Pædagogisk Medhjælper Forbund (PMF) har nemlig netop offentliggjort samtlige de forhåndsaftaler om løntillæg, som forbundet har indgået med kommunerne.

PMF har gjort meget ud af at forhandle forhåndsaftaler, der på forhånd gør det klart, hvilke kurser og kvalifikationer der giver adgang til løntillæg i det omstridte lønsystem Ny Løn. Og Jakob Bang, medlem af PMF’s kollektive ledelse, skønner, at 90 procent af tillæggene til pædagogmedhjælperne udmøntes gennem forhåndsaftalerne. Og nu gør forbundet altså – som formentlig det første herhjemme – det helt offentligt, hvad der giver tillæg.

»Motivet er, at vi synes, løn er noget offentligt noget, som der bør være åbenhed omkring. Og vi vil gerne modvirke, at Ny Løn blot bliver en sag for den enkelte,« siger Jakob Bang.

Samtidig er målet, at specielt tillidsrepræsentanterne ved hjælp af det nye internet-redskab kan lade sig inspirere af hinanden fra kommune til kommune. Tillidsrepræsentanterne kan dermed i forhandlingerne med kommunen henvise til, at pædagogmedhjælperne i nabokommunerne får tillæg for eksempelvis et bestemt kursus, som derfor også bør honoreres i den pågældende kommune.