Pædagoger skal være med til at udvikle velfærd

Af næstformand Mogens Seider, Socialpædagogernes Landsforbund

FAGLIGT TALT Det er tiltrængt med fokus på de kvalifikationer og kompetencer, det kræver at arbejde med udstødte og marginaliserede medborgere. Pædagoger uddanner sig nemlig ikke kun til at tage sig af ganske almindelige institutionsbørn.

Midt i mediernes fokus på krigen i Irak kom der for nylig fra sidelinjen en anden offentlig debat: Om det er pædagogernes ansvar at opdrage Danmarks børn eller ej. Debatten tog udgangspunkt i offentliggørelsen af en evaluering af pædagoguddannelsen.

Og nej – pædagogerne skal ikke overtage ansvaret for opdragelsen fra forældrene, begrundet med at børn tilbringer mere tid i daginstitutionerne. Hovedansvaret for opdragelse af børn er naturligvis forældrenes – hvis de er i stand til det. Nogle mødre, fædre og familier formår ikke at opdrage egne børn – og det er så her, medlemmer af Socialpædagogernes Landsforbund træder til.

Derfor er det tiltrængt, at der også kommer fokus på de kvalifikationer og kompetencer, der skal til for at arbejde med udstødte og marginaliserede medborgere. For pædagoger uddanner sig ikke kun til at tage sig af ganske normale børn i vuggestuer, børnehaver og skolefritidsordninger. De uddanner sig også til at yde professionel støtte til mennesker, der har svært ved at leve op til et moderne samfunds krav, som har brug for hjælp fra velfærdssamfundet for at leve et godt liv, og som i mange tilfælde har brug for socialpædagogisk assistance.

For mig handler udfordringen også om, at uddannelsen skal kvalificere fremtidens arbejdskraft på det socialpædagogiske område. Derfor er det afgørende, at evalueringen også rejser den politiske diskussion om pædagoguddannelsen – nemlig i forhold til de borgere, der ikke har mulighed for at bruge samfundets normale tilbud. Over for disse borgere er det andre metoder, vi skal hente i den pædagogiske værktøjskasse end de metoder, vi tager i brug over for de helt normale børn.

Hvis vi skal bryde den sociale arv, er der derfor specifikt brug for fordybelse i forhold til arbejdet med specielle brugergrupper. Det har længe stået på SL’s ønskeseddel til pædagoguddannelsen. Socialpædagogiske arbejdspladser er for eksempel dagbehandling af familier, bo-enheder for udviklingshæmmede, værksteder og døgninstitutioner. Disse arbejdspladser oplever generelt, at serviceloven og dens bestemmelser om det socialpædagogiske arbejde fylder for lidt i seminariernes undervisning.

Nyudklækkede pædagoger skal være klædt på i forhold til den virkelige verden blandt socialt udsatte børn, sindslidende – eller den voksne sprogløse med svære psykiske og fysiske funktionshæmninger. Udstødte og marginaliserede mennesker udgør et hjørne af velfærdssamfundet, der ikke er så synligt og offentligt tilgængeligt som for eksempel daginstitutioner for mindre børn.

Derfor er vi forpligtiget til at rette dette fokus. Kvalificeringen af pædagoguddannelsen er en vigtig socialpolitisk brik i forhold til velfærdsudviklingen. Den fælles pædagoguddannelse er mere end 10 år gammel, så det er helt naturligt, at den skal justeres.

Jeg glæder mig på SL’s vegne til at gå i gang med den revision af uddannelsen, som er fremhævet i evalueringen – og vil arbejde for, at det socialpædagogiske arbejdsområde kommer til at indgå ligeværdigt i de politiske og faglige diskussioner om fremtidens pædagoguddannelse.

24b