På vej mod skæbnevalg

Af
| @GitteRedder

Siden Villy Søvndal for fem år siden kom i spidsen for SF, har han erobret nye vælgere og nye medlemmer samt sat den politiske dagsorden i blandt andet værdidebatten. Nu vil han også erobre regeringsmagten sammen med Socialdemokraterne. Valgkampen er i fuld gang, mener han. Erobreren udfordrer Vikaren på løfter om blandt andet at være erhvervslivets ven.

 











INTERVIEW Det siger meget om temperaturen lige nu i dansk politik, at SF’s formand Villy Søvndal i et interview på 60 minutter adskillige gange drister sig til at komme med sejrssikre vendinger som: »Jeg tror, vi vinder …«

Efter daværende Venstre-formand Uffe Ellemann-Jensen i 1998 på selve valgdagen blev afbilledet på forsiden af Ekstra Bladet med teksten »den er hjemme«, og den Socialdemokratiske partileder Helle Thorning-Schmidt i 2005 sagde, »jeg kan slå Anders Fogh«, har danske politikere ellers været noget forsigtige med bombastiske spådomme om valgsejre.

Villy Søvndal supplerer da også klogeligt sin ’analyse’ med opblødninger som, »jeg tror, vi vinder – det tyder meget på«, og »der er intet, der er afgjort«. Alligevel viser udtalelserne meget om Villy Søvndal anno 2010. Manden, der erobrede formandsposten i SF 28. april 2005, kan på fredag for femte gang stille sig op på SF’s landsmøde og smile. For han har erobret flere vælgere og flere medlemmer til sit parti end nogen anden partileder i samme periode. Nu er Villy Søvndals ambition at erobre regeringsmagten sammen med Socialdemokraterne, og for første gang få SF’ere placeret på ministerposter.

De fleste meningsmålinger viser rødt flertal, ene og alene på grund af Villy Søvndal og SF. Samtidig står statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) med en regering, der suger møgsager til sig i en grad, som havde Løkke være superligatræner, ville det blå hold ligge i akut nedrykningsfare.

Søvndal derimod overtog et nedtursparti, der fik 13, 12 og 11 mandater ved de seneste tre folketingsvalg. Det fik Søvndal vendt til 23 mandater allerede i 2007, og i dag ligger SF i flere målinger til at opnå 29 mandater.

»Hvis vi fortsætter som hidtil, får vi absolut flertal i 2025,« siger Villy Søvndal humoristisk og har tydeligvis svært ved at få armene ned.

Han vil erobre, og erobrerens sejr er indenfor rækkevidde, når man kender sin modstander og alle hans svagheder. Villy Søvndal kalder med et glimt i øjet Lars Løkke Rasmussen for ’Vikaren’ og lægger ikke skjul på, at ’Vikaren’ hverken politisk eller strategisk har mange chancer i den politiske kamp.

»I maj skal de som det første lave kommuneaftaler. Der falder myten om, at man kan lave velfærd og skattelettelser samtidig. Når regeringen er over det, skal de fremlægge en ny finanslov i august, og når de er ovre det, skal kommunerne i gang med store sparerunder som følge af regeringens nul-vækstpolitik. Det bliver en lang fortælling om nedskæringer i velfærden fra maj og frem.«

Pick the winners

Overfor står et politisk alternativ, der, ifølge Villy Søvndal, har endnu flere trumfkort i ærmet. Kortene integration, skat og et udspil om kommunernes økonomi er allerede spillet. Næste stik skal tages med et samlet økonomisk S-SF-udspil. En stor genopretningsplan for Danmark. Planen er lige på trapperne, men skal gennemregnes igen og igen, så tingene hænger sammen. Udspillet er også et valgoplæg, der skal overbevise danskerne om, at S og SF kan få indtægter og udgifter til at hænge sammen.

»Det her folketingsvalg er et skæbnevalg. Det er et valg i en hel anden ramme, end vi har set før. Den økonomiske krise, arbejdsløshed og velfærdsforringelser kommer til at stå helt anderledes end ved de foregående valg. Regeringens myte om, at man både kan få skattelettelser og velfærd, holder ikke. Det er ikke folks erfaringer i øjeblikket,« siger Søvndal.

Hvis Lars Løkke Rasmussen vinder magten, skal vælgerne gøre sig helt klart, hvad det er for et Danmark, de får.

»Vi kan jo fremskrive de nuværende udviklingstendenser, de er tydelige nok. Vi har fået en større fattigdom. Folk, der er ramt af kontanthjælpsloft, brugerbetaling på uddannelser og kollektiv trafik. Så vil de (regeringen, red.) fortsætte med at kløve Danmark op i noget offentligt og privat; sygehuse, skoler, daginstitutioner, hvor de privilegerede, der er forsikrede, får adgang til nogle ydelser uden loft. I modsætning til de offentlige ydelser, hvor der er loft på. Vi får et skævt Danmark, der er kløvet op i en privat og en offentlig del.«

Ifølge Villy Søvndal er Danmarks største udfordring lige nu at finde ud af, hvad vi skal leve af i fremtiden. Derfor erklærer han, at erhvervslivet ikke skal frygte SF i regeringen. Tværtimod er støtteordninger til erhvervslivet helt centrale for at sikre fremtidens arbejdspladser.

»Arbejdspladserne fosser ud i det her land i en hast, vi aldrig har set før. Vi skal turde pick the winners (udvælge vinderne, red.). Det har vi gjort før. Nogle af de største industrieventyr i Danmark, vindmøllerne, havde ikke kunnet lade sig gøre, hvis man ikke havde skaffet et rum for afsætning, hvis man ikke havde subsidieret afregningen for strøm. Vi skabte et eksport-eventyr, der i dag giver 25-30.000 arbejdspladser.«

»Og hvorfor blev Novo den store succes? Fordi man har haft et system, der gav tilskud til medicin, så man kunne afprøve sine produkter uden den store konkurrence. Når du havde udviklet produkter på hjemmemarkedet, kunne du bevæge dig ud på verdensmarkedet. Oticon har gjort præcist det samme,« siger Villy Søvndal.

»Vi skal turde pick’e nogle winners – og hvem er det så? Hele den grønne teknologi, som den her regering har syltet gennem otte år. Hvis man taler med de førende virksom­heder, synes de, regeringen har snorksovet. Hvad enten det er Grundfos, Danfoss, Novozymes, Vestas.«

Vi har momentum

Siden seneste folketingsvalg er det lykkedes at etablere et knirkefrit makkerskab mellem S og SF. Forholdet er historisk stærkt, mener Villy Søvndal.

»Vi har lavet et helt nyt momentum i dansk politik. Uanset resultatet af folketingsvalget er alliancen så fasttømret, at den holder. Den har også vist sig ved det kommunalvalg, der lige er overstået, hvor alliancen i 99 procent af kommunerne holdt. Vi har virkelig fået et tydeligere højre og venstre i Danmark end tidligere.«

Men så er der lige det med de radikale. Partiet har i forbindelse med flere S-SF-udspil markeret en uenighed med Villy og Helle. Eksempelvis på skat og efterløn.

»Jeg synes selv, at det ville være mest hensigtsmæssigt, at de radikale var mere med. For det ville give sikkerhed omkring, hvilken politik en alternativ regering vil føre efter et valg. Men de har valgt ikke at være med. Jeg har respekt for, at politiske partier vælger deres egen strategi,« siger Villy Søvndal, der afviser, at oppositionens uenighed stikker dybere end V, K og DF.

»Man skal ikke stille større krav til en opposition, end man gør til en regering – de er uenige på afgørende punkter som burkaer, efterløn og andre store samfundsudfordringer.«

Vælgerstraf

Men historien om Villy Søvndals politiske succes er også fortællingen om en mand på en vovefuld kurs. Som ny formand gjorde han op med tre myter om, at SF var økonomisk letsindige, bød alle fremmede velkommen med åbne arme og kritiserede alle andre sønder og sammen. I stedet fik han indført tre dogmeregler i SF:

• Partiet skal være økonomisk ansvarligt.

• SF lukker ikke alle udlændinge ind i landet – kun de, der vil ’deltage’ demokratisk.

• Når SF kritiserer, supplerer partiet altid med et konstruktivt løsningsforslag.

Villy Søvndals påvirkning er blevet kaldt alt fra ’Villy-effekten’ til, at han succesfuldt laver en ’omvendt Anders Fogh’. Og nærmest som en naturlov i det her land, vælter kritikken ned, når han træder ved siden af. Tydeligst illustreret, da Berlingske Tidende i februar skrev om kønsopdelte møder på Holbergskolen i København.

»Jeg er simpelthen rystet over, at en skoleleder på en folkeskole kan tage sådan en beslutning,« blev en harmdirrende Villy Søvndal citeret for at sige.

Og så var helvede løs.

Efterfølgende faldt SF tre procent i meningsmålingerne, og medierne talte nu om ’Villy-defekten’. I dag erkender SF-formanden, at sagen var en fejl.

»Når man skændes offentligt som parti, smider man stemmer over til ens naboer. Jeg forholdt mig til en udmelding om, at kvinder ikke må deltage i offentlige møder, fordi det ville deres mænd ikke tillade, når der var andre mænd tilstede – det, synes jeg, var meget let at forholde mig til. Så viste det sig undervejs, at det var et mere socialt møde. Det er jo, hvad der sker. Sådan er livet,« siger han.

Men signalet er – trods alt – led i en større strategi, fortæller han. For to år siden skiftede SF kurs i værdipolitikken. Villy Søvndal markerede det ved på sin blog at skrive, at »Hizb-ut-tahrir kan gå ad helvede til«.

Ifølge SF-formanden var der brug for et svar til de, som i ti år havde set Dansk Folkeparti, Islamisk Trossamfund og Hizb-ut-tahrir »skændes om udlændige«. Hver gang ekstremerne sloges, stod det store flertal nemlig måbende midt i og følte sig ikke repræsenteret af nogle.

Resultatet af den nye strategi er dog heftige debatter i SF om, hvorvidt Villy Søvndal nu er for tæt på DF-leder Pia Kjærsgaard, hvilket ikke er velanset på de kanter. SF-formanden forventer, at den debat fortsætter på det kommende landsmøde.

Når han alligevel ikke rykker sig en tøddel, er det, ifølge ham selv, fordi, han har tænkt over, hvad han siger. Tanken er at kridte en fælles bane op, hvor fokus på nationalitet, etnicitet, tørklæder og religion ophæves. Nøgleordet er demokrati:

»Vi skal ikke lave dobbeltstandarder. Det, der er progressivt i en dansk sammenhæng, er det også i en international sammenhæng. At det er de grundlæggende samme værdier om demokrati og ligestilling, og børns ret til at vælge sit eget liv og ikke deres forældres ønsker om et liv. Det er en helt afgørende venstreorienteret tradition. Det er det, vi har kæmpet for i et helt liv. Og så skal vi ikke operere med dobbelte standarder, fordi nogle mennesker har en anden etnisk baggrund. Det her er netop ikke et etnisk spørgsmål. Det er en kulturkamp mellem det reaktionære og det progressive.«

Det betyder også, at Villy Søvndal ikke vil blande sig i debatter om badeforhæng og halalkød i skoler. Det er praktiske udfordringer – ikke demokratiske. Når han trods alt så blandede sig i sagen om Holbergskolen, var det fordi, det, i hans øjne, var en demokratisk kamp.

»Det er helt afgørende for os, at mænd og kvinder kan mødes. Så anerkender jeg i dag, at Holbergskolen var noget andet – det er det, der sker. De demokratiske slagsmål er de helt afgørende, for hvis vi er på en fælles demokratisk bane, kan vi være der med vores forskellige tro, vores etnicitet og vores påklædning,« siger han og vurderer, at et rap over nallerne fra vælgerne var sundt nok.

»Jeg synes, det er helt fint, at vi lige får en erindring om, at de stegte fluer ikke kommer flyvende af sig selv. Vi arbejder hele tiden som om, vi er fem procent bagud i forhold til det, vi gerne vil.«