På vej mod ny dagsorden

Af

En ny europæisk strategi, uddannelse i overenskomsterne og nye frihedsværdier. Selv om det kan være svært at få øje på forandringerne, så blev der taget sikre skridt mod en ny fagbevægelse på LO’s kongres i sidste uge.

Den så måske ikke ud af så meget, LO’s 35. ordinære kongres, som sluttede i torsdags. Og den vil heller ikke glide ind i historiebøgerne for sine store skelsættende begivenheder. Alligevel skal man lægge mærke til en række vigtige beslutninger, som alle peger fremad mod en ny dagsorden for fagbevægelsen.

Ofte er det svært at få øje på forandringerne, når man står midt i dem, brikkerne til det nye puslespil ligger alt for spredt, og overblikket forsvinder. Men status for sidste uges kongres er, at der blev taget sikre skridt til at styrke fundamentet for det projekt, som er kaldt Nyt LO.

For det første vedtog kongressen, at den danske fagbevægelse skal arbejde for en fælles europæisk hovedaftale og et system til at løse faglige tvister. Et forslag, som både før og under kongressen har været udsat for meget skepsis. Er det overhovedet muligt? Arbejdsgiverne er jo imod, og det europæiske arbejdsmarked er slet ikke gearet til den udvikling, lyder indvendingerne, som er helt på sin plads set i et kortere perspektiv. Men det vigtigste ved kongresbeslutningen er, at der nu er enighed om, at det er den europæiske retning, man skal arbejde mod.

citationstegnHjemmehjælperens hårdt styrede og ufleksible arbejde eller slagteriarbejderens nedslidende monotone hverdag skal man vist være kyniker – eller meningsmager på Politiken – for at betegne som luksusproblemer.

Og uanset, hvor vanskeligt det ser ud, så er det den eneste farbare vej for dansk fagbevægelse.

Nu kan der for alvor sættes tryk på det internationale og hjemlige arbejde med at skaffe opbakning og modne den europæiske interesse for det danske system.

Et andet skridt mod nye dagsordener var vedtagelsen af et fireårigt målprogram. For første gang har man opstillet en række meget konkrete mål, som LO skal arbejde for i kongresperioden.

Størstedelen er en gentagelse af gældende LO-politik, men programmet indeholder også et par bemærkelsesværdige nyskabelser. Fagbevægelsen skal fremover arbejde for, at ret til uddannelse kommer med i overenskomsterne. Lykkes det, er der tale om et væsentligt skridt til at udvide varetagelsen af interesser til nye områder.

Efteruddannelse og videreuddannelse bliver stadig mere påtrængende i takt med hyppige omstillinger i både den private og offentlige sektor. Og skal man undgå, at den enkelte lønmodtager i fremtiden må stå med hatten i hånden og tigge om at blive opkvalificeret, så må uddannelse være en rettighed for alle.

Med til billedet af de nye tider hører også, at der på LO-kongressen blev luftet en befriende uenighed mellem fagbevægelsens sværvægtere. Selvfølgelig skal HK’s og SiD’s formænd  kunne være dybt uenige om tillægsforsikringer mod ledighed, uden at det er udtryk for en lammende splittelse.

Endelig har LO’s budskab om frihed i arbejdet vist sig mere levedygtigt, end man kunne frygte. I LO’s målprogram står der nu, at fagbevægelsen skal arbejde for, at alle lønmodtagere skal sikres indflydelse på tilrettelæggelsen af arbejdstid og indhold af arbejdet, og at skævhederne i lønmodtagernes frihedsgrader løbende skal overvåges.

Flere aviser gjorde sig i sidste uge lystige over det ny fagpolitiske tema og den analyse, der ligger bag. »Frihedsundersøgelsen bliver på sin egen måde en dokumentation for de problemer, LO står over for i dagligdagen, nemlig luksusproblemer,« skrev Politiken. Man kan blot håbe, at lederskribenten kommer en tur ud af kontoret på Rådhuspladsen. Hjemmehjælperens hårdt styrede og ufleksible arbejde eller slagteriarbejderens nedslidende monotone hverdag skal man vist være kyniker – eller meningsmager på Politiken – for at betegne som luksusproblemer.