På vej mod et nyt EU-nej

Af

Statsministeren må føle sig fristet af en alt-eller-intet afstemning for at sikre et ja ved den kommende folkeafstemning om EU’s forfatning. Oplægget fra EU-konventet træder på næsten alle ligtorne i den danske EU-debat. Modstanderne jubler.

Hvis man er tilhænger af et fuldgyldigt dansk medlemskab af EU, så er der al mulig grund til at være bekymret. Den kommende folkeafstemning om den nye EU-forfatning kan komme allerede til næste år, og faren for et nej er overhængende. 

EU-konventets udkast til en ny EU-traktat indeholder nemlig alle de symboler på en føderal politisk union og alle de uklarheder om fremtidens samarbejde, der skal til for at få danskerne til at stemme nej til EU for tredje gang. Der er lagt op til endnu en historisk gyser, hvor stemmerne igen vil balancere omkring de magiske 50 procent, og hvor indsatsen er Danmarks fremtidige placering i Europa.

Af konventets udspil, som nu skal til forhandling blandt EU-landenes stats- og regeringschefer, fremgår det, at antallet af flertalsafgørelser skal forøges kraftigt og udvides til følsomme områder som for eksempel skattepolitik. Altså mere union. Desuden skal antallet af medlemmer af kommissionen med stemmeret reduceres. At det alt sammen skal gennemføres for at gøre EU mere effektiv og sikre, at unionen ikke sander til, når de 25 medlemslande skal være enige, har det ofte svært med at trænge igennem i debatten.

Konventet foreslår desuden, at unionen udstyres med en udenrigsminister og en præsident, der skal lede topmøderne. Direktiver bliver til love, traktaten bliver til en forfatning, og de skiftende formandskaber mellem landene afskaffes. Ja-siden vil forsøge at bagatellisere disse sproglige reformer, men det er ikke svært at forudse, hvad nej-sigerne kan får ud af dem. Det store spøgelse i dansk EU-politik – Europas Forenede Stater – ligger lige for. JuniBevægelsens Jens Peter Bonde har allerede i en kommentar til udspillet repeteret sine svulstige klicheer om EU-forfatningen som en »glidebane mod en europæisk superstat.«

Endelig er der alle uklarhederne om EU-forfatningens status i forhold til den danske grundlov. Her er eksperterne uenige. Og som ved alle tidligere danske folkeafstemninger vil ja- og nej-sigerne bombardere hinanden med rapporter og ekspert-udsagn om, hvorvidt EU-borgernes nye grundrettigheder overtrumfer grundlovens bestemmelser eller ej. Resultatet vil være, at der bliver skabt så tilpas stor usikkerhed, at en del vælgere vil vælge at stemme nej – af frygt, eller alene fordi de ikke kan overskue konsekvenserne.

Fra den politiske højrefløj vil Dansk Folkeparti gribe fat i de nationale symboler og kunne pirke til angsten for et Storeuropa med fri adgang for fremmede arbejdstagere. At den nye EU-traktat intet har at gøre med den sag, har det også med at drukne i debatten.

Et af problemerne med udspillet fra EU-konventet er, at det ikke for alvor tager fat om det grundlæggende spørgsmål om forholdet mellem EU og nationalstaterne. Derfor bevæger EU sig fortsat traktatmæssigt mod »en stadigt snævrere union«, samtidig med at enhver kan se, at det ikke kan lade sig gøre med noget særligt fintmasket samarbejde i et EU med 25 lande og måske endnu flere i løbet af en kort årrække.

Efter planen skal forhandlingerne om den kommende forfatning være afsluttet inden maj 2004 - en måned før de nye EU-lande indtager deres faste pladser ved unionsbordet. Medmindre EU’s regeringschefer formår at skabe større klarhed om nationalstaternes fremtidige rolle i EU, så er der størst sandsynlighed for, at danskerne stemmer nej. Statsminister Anders Fogh Rasmussen har dog fortsat den mulighed at sætte alt på et bræt og på forhånd fastlægge et troværdigt nej-scenarie, der hedder Danmark uden for EU på linje med Norge og Schweiz. Det vil formentlig få en del nej-sigere til at tænke sig om en ekstra gang. Risikoen for Fogh er, at Venstre-formanden vil gå over i historien som den statsminister, der førte Danmark ud af Europa. Det er en tung arv at bære. Derfor bør Fogh følge sit motto om, at valget skal vindes mellem valgene. Det samme gælder EU-folkeafstemninger. Når først kampagnerne tager fart, er der ingen, der lytter efter.