På sidesporet

Af

De stegte duer fra en forventet arbejdsgivervenlig regering er hidtil fløjet uden om DA. Især Venstre er meget optaget af at bevare et godt forhold til de store grupper af lønmodtagere og afstår fra forslag, som indebærer større økonomisk omfordeling. DA’s vej tilbage til indflydelse går via traditionelt partssamarbejde.

Når de i Dansk Arbejdsgiverforenings hovedsæde i Vester Voldgade om kort tid kan gøre regnestykket op efter halvandet år med en borgerlig – og på papiret arbejdsgivervenlig – VK-regering, er det næppe noget, der får champagnepropperne til at springe. DA har tabt en stribe af sine mærkesager og står i dag temmelig svagt i den politiske kamp om indflydelse. Især på beskæftigelsesministeriets område har DA måttet inkassere det ene nederlag efter det andet. 
For nylig sagde beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen i et interview, at efterlønsordningen, som arbejdsgiverne helst så afskaffet hurtigst muligt, også eksisterer om 20 år. Regeringen har forlænget barselsorloven og fremsat et forslag til en ny arbejdsskadelov, som går DA stik imod. Lettelserne af personskatten, som der er indgået forlig om med Dansk Folkeparti, er ifølge arbejdsgiverorganisationerne alt for små, og den oprindelige plan »Flere i arbejde«, som man havde set frem til skulle redde fremtidens mangel på arbejdskraft, er skrumpet så meget ind, at den for længst har fået øgenavnet »Fire i arbejde«.

Havde man i DA håbet på lavere mindsteløn, lavere satser for overførselsindkomster og mere tvang over for de ledige, når de borgerlige overtog regeringsmagten, så ligger også det særdeles tungt. Og som om det ikke var nok, så måtte DA for nylig erkende, at man ikke over for undervisningsministeren kan komme igennem med en nedlæggelse af den omstridte skolepraktik, som arbejdsgiverne har skældt ud på i årevis. LO og DA har netop indgået en aftale, som bevarer skolepraktikken med visse opstramninger.

Det er ikke så sært, hvis de er lidt mismodige i Vester Voldgade. Da VK-regeringen tiltrådte, satsede man tilsyneladende på, at der ville blive dækket op til den store arbejdsgiverfest efter ni år med socialdemokrater i Arbejdsministeriet. Men de stegte duer fra en erhvervsvenlig regering er hidtil udeblevet. Og de politiske strateger i DA tog fejl, når de troede på, at det ville give bonus at indtage nogle meget uforsonlige højrestandpunkter, som eksempelvis i forhandlingerne om flere i arbejde og om en ny arbejdsskadelov.

I modsætning til de konservative er det store regeringsparti Venstre stærkt optaget af at konsolidere sin midterposition i dansk politik og ikke støde store vigtige vælgergrupper fra sig. I Venstre ved man godt, at ønskepositionen for oppositionen ved næste valg vil være et katalog over socialt skæve nedskæringer og politiske tiltag, der favoriserer virksomhedsejere og aktionærer. Den situation vil man for alt i verden undgå. Anders Fogh Rasmussen er valgt på ikke at ville omfordele synderligt, og hvis han gør det alligevel, er hans dage i Statsministeriet talte. En valgkamp, hvor den modsatte fløj kan angribe regeringen og fremvise erhvervsskoleelever, der ikke kan gøre deres uddannelse færdig, kontanthjælpsmodtagere, der ikke kan få pengene til at slå til, og syge, som ikke kan få erstatning, er næsten opskriften på et systemskifte. Det er en gammel erkendelse i det store regeringsparti.   

Derfor taber arbejdsgiverne de traditionelle fordelingspolitiske kampe, og derfor blusser slagsmålene indimellem ud internt i regeringen mellem liberalisterne i Venstre og de arbejdsgivervenlige konservative. Hvis DA ønsker at generobre den politiske indflydelse, så skal der større realitetssans og kompromisvilje til. Ligesom lønmodtagerorganisationerne under den socialdemokratisk ledede regering gjorde meget ud af at inddrage arbejdsgiverne i trepartsløsninger på arbejdsmarkedet, må DA lægge sig i selen for at formidle samarbejdet og gøre regeringen forståeligt, at et samarbejde med parterne er nødvendigt. Alternativet er, at DA bliver mere permanent parkeret på sidesporet.