På rejse for miljøet

Af Jakob Illeborg

DR’s journalist i London, Jakob Illeborg, hægtede sig fast i den britiske udenrigsminister David Miliband, da han i sidste uge susede fra hovedstad til hovedstad for at forberede det kommende klimatopmøde i København.

 






















INTERVIEW
»Goddag igen. Du er ellers blevet berygtet i mit ministerium siden sidst – that was a cheeky question,«siger David Miliband og smiler, da jeg møder ham foran den britiske ambassade i Warszawa i Polen.

Grunden til mit ry er, at jeg dagen før deltog i en pressekonference i London, hvor Miliband erklærede, at briterne er førende i verden, når det gælder udbredelsen af klimasagen. En position, han nu vil bruge til at sikre en klimaaftale i København. Jeg spurgte ham i London lidt drillende, hvad præcis det er briterne har at lære os skandinaver når det gælder klima og miljø? Hele salen inklusive hans bror, klima- og energiminister Ed Miliband, begyndte at grine. Men Miliband, Labours kronprins, 'hjernen' som han kaldes i Storbritannien, tager det nu meget pænt her dagen efter. Han har været på farten i mere end 24 timer.

Umiddelbart efter mødet i London tog han til Paris for at tale med den franske udenrigsminister Bernard Kuochner, og derefter tog han sammen med Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt til Holland. Og her står han så på en varm sensommeraften i Polens hovedstad sammen med den polske regeringsledelse. Efter omstændighederne ser han umådeligt frisk ud.

»Global opvarmning er det altafgørende problem for vores generation, og efter min mening står vi foran det afgørende øjeblik, hvor vi har chancen for at gøre noget ved det. Vores børn og børnebørn vil ikke kunne tilgive os, hvis vi er generationen, der havde videnen og muligheden for at gøre noget ved det, men besluttede, at det var for ubelejligt. Og det gælder iøvrigt os alle, så hvad enten du spørger mig som politiker eller som individ, så er svaret det samme. Det er vores ansvar, og derfor må vi se at komme ud af starthullerne,« siger David Miliband og kigger mig lige i øjnene.

Hans tour de force gennem Europa er hans bidrag til at få samlet Europa under én fane før klimatopmødet i København. For det er, siger han, pinedød nødvendigt, at Europa fører an, hvis der skal opnåes virkelige resultater ved forhandlingerne i den danske hovedstad til december.

»Grunden til, at jeg står her, er, at der er en virkelig og skræmmende mulighed for, at vi ikke opnår noget af betydning i København. Jeg ved ikke om dine landsmænd i Danmark er klar over det, men som landet ligger nu, er der ikke skabt en politisk eller finansiel koalition, der kan sikre det resultat. Og med mindre vi får skabt den nødvendige forståelse i en fart, så kommer vi tomhændede fra topmødet. Det her handler ikke om tom retorik, fiaskoen lurer rundt om hjørnet, og vi har kun kort tid til at sikre det nødvendige sammenhold. Hvis ikke vi er villige til at løbe ekstra hurtigt, at lytte ekstra meget til andres problemer, og at bruge timer og dage på at overtale så mange lande som muligt til, at topmødet i København skal lykkes, så vil vi fejle, og fejle utilgiveligt.«

Det er store ord fra en sindig, intellektuel englænder. I sit hjemland har Miliband et ry som klog men lidt stiv i betrækket. Så snart kameraerne holder op med at snurre, er det dog en langt mere jovial udenrigsminister, man får at se. Jeg følges med Miliband og hans hold hjem i flyet fra Warszawa til København. Miliband flyver ikke i et officielt regeringsfly, men tager lavprisselskabet Norwegian Airs rutefly, og han tager det også med et smil, da den danske stewardesse ikke genkender ham og på dansk fortæller ham, at han altså skal lægge sin taske ned under sædet før flyet letter.

»Tag din kameramand med op, og lad os forsætte snakken under flyvningen,« siger han til mig, da han passerer mit sæde i flyet.

Klokken er tæt på midnat, og han kan ikke have fået meget søvn de sidste 36 timer. Det er en arbejdshest, der har sat sig bag tømmerne på den internationale klimavogn, og det borger godt for et resultat i København. Miliband er dybt respekteret blandt venner og fjender, både i Europa, Asien og USA. Kendt for sin saglighed og udholdenhed. Det siger også noget om hvor alvorligt Storbritannien tager topmødet i København, at man har tilladt udenrigsministeren at rive tre dage ud af sin kalender, midt i krisen i Afghanistan og den hjemlige Lockerbie-skandale. Men hvad er det så præcis briterne mener, de er bedre end os andre til?

»Som jeg sagde til dig i London forleden, så påstår vi ikke, at vi har noget at lære jer skandinaver når det gælder isolering af huse, eller for den sags skyld vindkraft og lignende - her har I et stort forspring i forhold til alle andre. Men jeg mener, at Storbritannien er gået forrest på nogle områder. Som jeg ser det, så afhænger succes i København af tre faktorer fra EU-landenes side,« siger Miliband og begynder en længere opremsning:

»For det første må vi have tilslutning fra alle verdens industrilande til vores ideer om CO2-reduktion. Japans løfte denne uge om 25 procent reduktion i CO2-udledning inden 2020, synes jeg er en meget væsentlig udmelding i den forbindelse, og jeg synes, der er tegn i sol og måne på, at vi er på vej i den rigtige retning.

For det andet skal vi også have større forståelse af behovet for at få skabt en brugbar finansiering af udviklingslandenes muligheder for at skabe en bæredygtig økonomi. Og lad os være ærlige; der hersker stadig en dyb skepsis mellem de rige lande og udviklingslandene om vores motiver til at kræve, at også udviklingslandene må bære deres del af ansvaret.«

»Derfor er transmissionen af teknologi fra vores del af verden til den fattigere del af verden, der kan gøre det mere attraktivt for udviklingslande, at skabe en bæredygtig økonomi, helt essentiel. Og det er op til os, at give dem de muligheder, så de kan se, at vi ikke er ude på at holde dem i fattigdom. Her synes jeg, at Storbritannien er gået foran. Premierminister Gordon Brown er, så vidt jeg ved, den eneste statsleder, der har talt om nødvendigheden af denne proces og er kommet med konkrete tal for, hvor mange penge, der er brug for. 100 milliarder dollars om året fra os til dem er hans udspil, og debatten bliver også nødt til at handle om præcis hvor mange kroner og ører, vi er villige til at ofre på det her.«

Man kan spørge sig selv, hvorfor det er udenrigsminister David Miliband og ikke klima- og energiminister Ed Miliband, der på den måde farter Europa rundt på den britiske klimasags vegne. Men det er netop pointen, siger David Miliband.

»Klimasagen og spørgsmålet om global opvarmning er ikke længere bare et miljøspørgsmål.

Konsekvenserne er vidtrækkende og berører verdensøkonomien såvel som international sikkerhed og samarbejde - områder der traditionelt har ligget under udenrigsministeriet. I fremtiden vil en større og større del af verdens konflikter komme til at handle om klima og f.eks vandforsyning, ligesom folkevandring vil afhænge af, i hvor høj grad vi kan kontrollere den globale opvarmning. Og derfor er det utrolig vigtigt, at vi får brugt de muligheder for diplomatisk samarbejde som de europæiske udenrigsministerier har. Vi har jo velfungerende ambassader overalt i verden, og de skal i spil nu. Diplomatiet skal på overarbejde, indtil der er sikret en aftale i København.«

Han er slet ikke er til at stoppe, når han først kommer i gang.

»Som det er nu, diskuterer vi slet ikke global opvarmning i FNs sikkerhedsråd. Men i fremtiden vil størstedelen af verdens presserende problemer netop være forårsaget af global opvarmning, så det var måske på tide, at vi fik sikkerhedsrådet opdateret til at tale om det der virkelig burde bekymre os. Det er denne forståelse jeg vil prøve at udbrede den næste tid.«

Vi lander i København omkring midnat, og det virker nærmest komisk, at vores lavpris-fly fuld af ganske almindelige danskere og polakker bliver mødt af det store sikkerhedsopbud med politi og blinkende lygter.

Miliband, Carl Bildt med flere må pænt stå i kø og vente på at komme ud af flyet, men på landingsbanen mødes de af en mindre hær af sikkerhedsfolk og regeringsrepræsentanter. Den britiske udenrigsminister virker fortsat veloplagt, da han hilser på sine danske værter og kort efter suser limousinerne fra landingsbanen mod det centrale København.

Jeg møder ham igen næste morgen foran Udenrigsministeriet. Han har allerede været til møde med udenrigsminister Per Stig Møller samt den franske, finske og svenske udenrigsminister. Jeg spørger ham om han overhovedet har fået sovet? Og han svarer, at han har sovet fint (om end det ikke kan være længe), og at det er dejligt at være i Købehavn på sådan en solskinsdag.

»Skal du med ind på universitetet?” spørger han, før han igen stiger ind i en bilkortege nu med retning mod Københavns Universitets lindegård ved Frue plads. Her holder udenrigsministrene en pressekonference, hvor de forsikrer om, at der er bred enighed om nødvendigheden af et særdeles aktivt og enigt EU i ugerne op til klimatopmødet, og bagefter deltager Miliband og de andre udenrigsministre i en debat på universitetet. Han kommer ud en time efter med en dansk landsholds-cykeltrøje i hånden.

»Den klær dig,«siger jeg.

»Synes du?« griner han.

»Gad vide, hvad man bruger dem her til«? siger han og peger på de to lommer til at holde vandflasker i trøjen, og afslører dermed, at hans viden om cykler, på linje med resten af hans landsmænd, nok er til at tage at føle på. Og det er heller ikke som en folkelig grøn cykelaktivist- politiker, at David Miliband vil gøre sig gældende. Til gengæld kan han meget vel komme til at få afgørende betydning for tilblivelsen af den klimaaftale, han mener, vil være vores generations store bedrift, og som han i vigtighed sammenligner med den økonomiske Bretton Woods-aftale og Marshall-hjælpen, der blev til efter anden verdenskrig. På vej mod bilen, der skal køre ham til lufthavnen, spørger jeg ham om det har været en succes?

»Det er for tidligt at sige. Men det har været umagen værd. Nu skal jeg hjem til London og tale med min chef (Gordon Brown, red), og så skal vi have fyret op under det internationale diplomati. Der er lang vej hjem,« siger han og smiler skævt, mens han sætter sig ind i limousinen, der med det samme ruller ud af Lindegården.

48 timers marathon-rejse er ved at være slut.