På med arbejdstøjet

Af Michael Seidelin

Socialdemokratiet og regeringen blev en succes i 1990’erne, fordi partiet havde et seriøst program med klare bud på fremtiden. Vejen tilbage til magten går over en tilsvarende proces med en klar strategi for udlændingepolitik og globaliseringsfrygt. Vælgerne vil have politik.

Det knager og brager i det gamle socialdemokratiske hus, og eksperter har travlt med spådommene om dets snarlige forfald eller en fremtid uden politisk indflydelse. Og i lyset af sommerens polemik, magtkampe og forsøg på at bringe sig i position til de ledende poster, forekommer situationen at være helt håbløs.

Men lad os træde et skridt tilbage. I 1992 skrev den kendte tyske professor i politik og ekspert i den internationale socialdemokratiske bevægelse, Wolfgang Merkel fra universitetet i Heidelberg, en berømt artikel. Han advarede mod den – også dengang – udbredte tro på, at de socialdemokratiske partier enten var færdige eller gik mange års ørkenvandring i møde.

Wolfgang Merkel fik ret. I 1993 begyndte »generobringen« i Danmark, og tre år efter var det meste af EU socialdemokratisk. Det kan ske igen, mener en af Wolfgang Merkels elever, Martin Frenzel. Han har i Tyskland netop udgivet en bog, der sammenligner de tyske og danske socialdemokrater mellem 1982 og 2002, og  han udnævner Nyrup-regeringen og dens chefstrateg, Mogens Lykketoft, til den største politiske succes i Europa i 1990’erne. De fik ikke bare gang i økonomien, de tog også fat på en række reformer og en moderniseringsproces, som store lande som Tyskland, Frankrig, Italien og Spanien endnu ikke har taget hul på.

Grundlaget var programmet »Gang i 90’erne«, og socialdemokratisk genrejsning efter valgnederlaget vil ikke være mulig uden et tilsvarende solidt grundlag, mener Martin Frenzel.

Nyrup-regeringens store fejl var, at den forsømte integrationen af udlændinge på arbejdsmarkedet, mens den havde stor succes med aktivering og uddannelse af de mange danskere, der stod udenfor.

Samtidig fik Socialdemokratiets ofte meget teknokratiske og ufolkelige tilgang til magtudøvelsen – vi borer i såret og nævner efterlønnen – også partiets ledelse til at overse eller ignorere en udvikling af det danske samfund i retning af et multikulturelt samfund.

Udlændingepolitikken udgjorde partiets åbne flanke, for her havde partiet ikke en klar politik, lyder Martin Frenzels analyse, og dermed blev vælgerne ladt i stikken. Derfor bliver en af hovedopgaverne at udarbejde en klar, forståelig og brugbar strategi på dette område. Det bliver ikke nogen nem opgave, med mindre man falder for fristelsen til at finde nemme svar på komplicerede spørgsmål.

En af løsningerne vil være at kombinere den med en anden stor udfordring i de kommende år, nemlig uddannelsespolitikken. Borgerne er gennemgående utilfredse, og store dele af uddannelsessystemet fungerer dårligt. Derfor vil der blive lyttet til nye forslag på dette område, og dertil kommer, at uddannelse er et af de vigtigste redskaber mod de risici, som globaliseringen også indebærer. En grunduddannelse på højt niveau og mulighed for livslang uddannelse for alle mindsker risikoen for, at store lønmodtagergrupper må acceptere længere perioder uden arbejde. Dertil kommer den sidegevinst, at viden og indsigt også fremmer muligheden og viljen til dialog med nye borgere i det danske samfund.

Solide udspil på disse områder og fortsat vilje til modernisering af velfærdsstaten vil skabe større opmærksomhed og respekt i befolkningen end håbløse forslag om udskiftning af logoer eller partinavn. Og angående udskiftning: Hvad med personerne?

Det er værd at bemærke – som Martin Frenzel også gør det i sin bog – at 1990’ernes socialdemokratiske succeshistorie blandt andet var mulig i kraft af en forståelse mellem de forskellige tendenser i partiet og dets repræsentanter omkring en centrum-politik. Den samlede partiet, og dermed var forudsætningen for en bred vælgertilslutning også skabt.