På kanten af velfærdsdanmark

Af

Hvert femte barn i Nakskov vokser op i et hjem, hvor far eller mor er på kontanthjælp. Den gamle industriby blev ramt hårdt, da værftet og flere store fabrikker drejede nøglen om. Mange børn har trivselsproblemer i skolen, og lærerne kæmper hårdt for at bryde den sociale arv.

Nakskovs omrids ses langt væk i det flade lollandske landskab. Kirketårnene rejser sig sammen med de høje skorstene fra sukkerfabrikken, som sender massive skyer af tyk, hvid røg ud over byen. De store lastbiler med sukkerroer rumler af sted og fylder godt på vejene.

Nakskov er en arbejder- og industriby. Generation efter generation af nakskovitter har fundet deres plads på sukkerfabrikken, værftet og de andre store fabrikker. Derfor mistede mange familier livsgrundlaget, da flere af byens store arbejdspladser i 1980’erne drejede nøglen om.

citationstegnVærftets lukning slog så hårdt, fordi mange ikke kunne forestille sig andet end at arbejde på værftet. De gamle industriarbejdspladser skabte en særlig form for stolthed – sønnen skulle selvfølgelig være pladesmed som sin far. Da værftet lukkede, blev den positive sociale arv til en negativ social arv. Rasmus Bo Andersen, vicekommunaldirektør i Nakskov

Den største katastrofe skete, da skibsværftet i 1987 bukkede under for den globale konkurrence om skibsbygningen. Men byen blev også hårdt ramt, da OTA flyttede produktionen af havregryn til England, hvor lønninger var lavere. Også et par større maskinfabrikker kastede håndklædet i ringen og sendte folk på gaden.

I dag er Nakskov en af de kommuner i Danmark, som huser flest ressourcesvage børn. Det fremgår af »Børnenes sociale danmarkskort«, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Ugebrevet A4.

»Når børn har trivselsproblemer i skolen, hænger det ofte sammen med de sociale forhold derhjemme – at far og mor er skilt og ikke har arbejde. Jeg oplever en tydelig forskel på skolerne i Nakskov og på Østlolland, hvor jeg arbejdede før. Der er flere børn med trivselsproblemer hér, fordi presset fra de sociale problemer er større,« siger Bent Klarmark, der er skoleinspektør på Møllevangskolen i Nakskov.

Rev huse ned

Der spores dog en forsigtig optimisme i byen. Vindmøllefabrikken Vestas anlagde i 1999 en ny fabrik, som direkte og indirekte skabte 1.200 nye arbejdspladser. Dermed er antallet af »almindelige« arbejdsløse langt lavere end efter værftets lukning. Men Nakskov er stadig den kommune, som i forhold til størrelsen har flest bistandsklienter. Og antallet af førtidspensionister er tårnhøjt.

»Værftets lukning sendte boligmarkedet ud af balance. Mange erhvervsaktive flyttede, fordi de fik job andre steder. Huspriserne raslede ned, og folk på overførselsindkomst flyttede hertil fra resten af landet,« fortæller Nakskovs borgmester Flemming Bonne Hansen (SF).

En overgang var tre ud af fire tilflyttere på overførselsindkomst. Nakskov vakte opmærksomhed i hele landet, da kommunen tog utraditionelle midler i brug for at stoppe de mange tilflyttere og rev et stort antal huse ned – både almene lejligheder og private slumejendomme.

Opmærksomheden blev ikke mindre af, at den håndfaste borgmester var SF’er. Den tidligere maskinarbejder og fællestillidsmand indtog borgmesterkontoret i 1997, da han i et utraditionelt parløb med de borgerlige satte punktum for årtiers socialdemokratisk styre. Ved valget i 2001 fik Flemming Bonne Hansen som landets eneste SF’er absolut flertal i byrådet.

Lige nu krydser han fingre. For første gang i mange år er antallet af borgere på kontanthjælp ikke steget, og det er – måske – starten på en vending. Også skoleinspektør Bent Klarmark oplever et skifte. Hver onsdag mødes lederne af byens fire folkeskoler. Her fordeles børn af socialt belastede tilflyttere mellem skolerne:

»Antallet af tunge sager er faldet i de tre år, hvor jeg har været skoleleder,« fortæller han.

Byens sociale myndigheder har da også hænderne fulde af efterdønningerne fra værftets lukning for 16 år siden. Flere af de tunge sager handler om »tredje generation« efter fyrede arbejdere på værftet. Sager, hvor værftsarbejdernes børn nu selv får børn med store problemer:

»Værftets lukning slog så hårdt, fordi mange ikke kunne forestille sig andet end at arbejde på værftet. De gamle industriarbejdspladser skabte en særlig stolthed – sønnen skulle selvfølgelig være pladesmed som sin far. Da værftet lukkede, blev den positive sociale arv til en negativ social arv. Vi har ikke et stort antal af disse sager, men de er tunge og tankevækkende,« siger Rasmus Bo Andersen, der er vicekommunaldirektør og ansvarlig for arbejdet med børn og unge.

Børn trænger til at snakke

De sociale forhold viser sig også i skilsmissetallene. I de fleste provinsbyer vokser mellem 20 og 30 procent af børnene op i hjem med kun én voksen. I en storby som København er tallet 34 procent, men i Nakskov hele 37 procent. Den langvarige arbejdsløshed har slidt på mange parforhold. Samtidig er der mange skilsmisser blandt ressourcesvage tilflyttere – drømmen om det lille hus i provinsen holder ikke altid.

På Møllevangskolen oplever lærerne, at mange børn har et stort behov for at tale om forholdene derhjemme – for eksempel hvis der er kommet en papfar eller papmor ind i billedet. På mange måder er virkeligheden dog bedre end de store sociale problemer tilsiger, påpeger Bent Klarmark. Forældrene bakker op om skolen, selv om de ikke altid har det store overskud. Men den sociale arv sætter ind senere:

»Mange klarer sig godt i 9. klasse, og de fleste starter på gymnasiet eller på teknisk skole.

Alligevel er en femtedel af de unge i Nakskov aldrig blevet færdig med en uddannelse, når de er først i 20’erne,« konstaterer skoleinspektøren.

De unge kan efter folkeskolen fortsætte på det lokale uddannelsescenter, der rummer gymnasium, handelsskole og teknisk skole. Men når de skal videreuddannes, går turen til Nykøbing eller København. Og de fleste kommer aldrig hjem igen. I Nakskov er lokalfølelsen stærk, men der mangler arbejdspladser til højtuddannede, som de unge kan vende tilbage til.

Sukkermarked under pres

Borgmesteren er glad for Vestas, som gav job til en del ledige faglærte og ufaglærte arbejdere.

Vindmøllefabrikken betød en psykologisk vending for byen, men på sigt er det afgørende med flere arbejdspladser til højtuddannede, så byen bliver mindre sårbar:

»Vi fører en kamp for at bevare det lokale sygehus, som er en af de få arbejdspladser med højere uddannet arbejdskraft. Vi risikerer også at miste Nakskov som selvstændig politikreds.

Hvis det sker, rammer det flere lokale advokatfirmaer. Igen skridt, der fører os den forkerte vej,« siger Flemming Bonne Hansen.

Han frygter også for sukkerfabrikken – byens største tilbageværende arbejdsplads. I øjeblikket diskuterer EU en liberalisering af markedet for sukker, så billigt sukker fra ulandene kan komme ind på det europæiske marked. Nogle af de ivrigste tilhængere er borgmesterens egne partifæller på Christiansborg:

»Lolland-Falster kan ikke i dag undvære de tusinde arbejdspladser i sukkerindustrien. Hvis der skal ske en liberalisering, må det ske gradvist, så vi kan nå at omstille os. Politikerne på Christiansborg må ikke være så politisk korrekte, at det ikke fungerer i virkeligheden,« advarer Flemming Bonne Hansen.

Han fremhæver byens vilje til selv at arbejde sig ud af krisen. En vidtgående decentralisering har udløst store besparelser ved at skære den kommunale forvaltning ned til et minimum. Og byens uddannelsesinstitutioner søger at fremelske en »iværksætterånd«, så flere unge forsøger sig med nye virksomheder. Men det går ikke uden hjælp. Borgmesteren beklager, at VK-regeringen ikke har gennemført den lovede udflytning af statslige institutioner:

»Politikerne siger, at de ansatte i staten ikke vil flytte for eksempel til Lolland-Falster. Men mange folk her fra byen skal hver dag køre til København for at tjene deres penge. Det hænger ikke sammen,« siger Flemming Bonne Hansen.