KULTURPOLITIK

På jagt efter den politiske kunst

Af

Digteren Yahya Hassan har meldt sig som folketingskandidat, mens politikerne i Dukkepartiet i virkeligheden er kunstnere. Er den politiske kunst vågnet op igen? Nej, svarer eksperterne – for den har aldrig været død. Den er bare blevet mindre bombastisk end i 1970’erne.

Der var smæk på symbolikken, da Røde Mor opførte rockoperaen 'Betonhjertet' midt i 70'erne. I dag er der skruet ned for retorikken, men den politiske kunst er ikke forsvundet. 

Der var smæk på symbolikken, da Røde Mor opførte rockoperaen 'Betonhjertet' midt i 70'erne. I dag er der skruet ned for retorikken, men den politiske kunst er ikke forsvundet. 

Foto: Susanne Mertz/Scanpix

»De største problemer, vores politikere har i disse dage, er nazi-islamister og dyresex – to ting, der stort set ikke findes. Alt imens var der 800 bådflygtninge, der druknede i Middelhavet på deres færd fra Libyen til Italien; en tur, de kun tog, fordi de virkelig godt kunne tænke sig ikke at blive dræbt med store knive i Afrika.«

Standupperen Michael Schøt holder ministertale fra sit Schøtministeriet, og han holder sig ikke tilbage. Hans blik på Danmark og dansk politik er kritisk. Det har alle kunnet forvisse sig om ved jævnlige besøg på satiresitet Helt Normalt. Og det får landets politikere at mærke for tiden, hvor Schøt inviterer dem direkte på scenen på Nørrebro Teater til kritiske interviews.

Michael Schøt er en af de kunstnere, som fletter kunst og politik sammen, og han er ikke alene. Selvom den politiske kunst herhjemme er både mindre bombastisk og knap så højrød som den, vi oplevede i 1960’erne og 70’erne, er den ifølge såvel kunstkendere som udøvende kunstnere i høj grad stadig til stede.

Dengang kunstscenen var domineret af kunstnerkollektiver som Røde Mor, teatergrupper som Solvognen og sange som ‘Vi voksne kan også være bange’, var kunstnerne optaget af at fortælle deres publikum, hvordan samfundet var skruet sammen, og hvad befolkningen burde mene om det. I dag er den politiske kunst mere subtil og mindre ideologisk, og mange eksperter foretrækker også at kalde den noget andet.

»Ordet politisk betyder noget andet i dag, end det gjorde i 60’erne. Dengang handlede det meget om klasseskel og kvinders frigørelse; i dag handler det mere om kommunikation og værdier og om at adressere nogle mere globale spørgsmål. Fra det perspektiv bliver det for snævert at tale om politisk kunst – jeg vil hellere kalde det kritisk kunst. Og jeg synes, at rigtig meget kunst i dag er kritisk,« siger Gitte Ørskou, formand for Statens Kunstfond og museumsdirektør for KUNSTEN i Aalborg.

Hun bakkes op af flere andre kunstkendere, blandt andre radiovært, kulturforsker og anmelder Torben Sangild:

Der er masser af politisk kunst, men den er anderledes end i 70’erne, hvor den var meget bogstavelig. I dag er den mere åben i sit udsagn – den lægger mere op til debat, end den fortæller, hvordan verden er skruet sammen. Torben Sangild, kulturforsker og anmelder

»Der er masser af politisk kunst, men den er anderledes end i 70’erne, hvor den var meget bogstavelig. I dag er den mere åben i sit udsagn – den lægger mere op til debat, end den fortæller, hvordan verden er skruet sammen,« forklarer han.

Kunst svæver over fløjene

Den åbne, debatterende praksis i samtidskunsten gør også, at de fleste eksperter vægrer sig ved, som der har været tendens til tidligere, at inddele den politiske kunst i ’venstrefløjskunst’ og ’højrefløjskunst’.

Kunstnere er jo ikke politikere. De er kritiske samfundsborgere, der bevæger sig rundt i de spørgsmål, der er i verden, og udstiller måder, vi gør ting på i samfundet. Matthias Hvass Borello, kunstkritiker

Kunstkritiker og redaktør på Kunsten.nu, Matthias Hvass Borello, forklarer det således:

»Kunstnere er jo ikke politikere. De er kritiske samfundsborgere, der bevæger sig rundt i de spørgsmål, der er i verden, og udstiller måder, vi gør ting på i samfundet – som fx dataovervågning og vores selvpromovering på sociale medier. Det giver simpelthen ikke mening at operere med en fløjtanke, når en kunstner eksempelvis debatterer, hvad et liv er værd ved at sammenholde et dansk liv under et terrorangreb med en masse bådflygtninge, der tipper over i Middelhavet.«

Torben Sangild definerer heller ikke specifikke kunstnere eller værker som tilhørende den ene eller den anden fløj – men han påpeger, at der traditionelt set er et skel mellem, hvordan de to politiske fløje overhovedet definerer begrebet kunst.

»Højrefløjen mener, at det private står uden for politikken, mens venstrefløjen vil insistere på, at det private også er politisk, fordi strukturer i samfundet påvirker os og vores privatliv. Så den ene fløj vil opfatte nogle kunstnere som politiske, mens den anden ikke vil.«

Tidens tema: minoriteter

Et af de temaer, som fylder meget i tiden, er ytringsfrihed. Særligt satiretegningen har været i centrum efter de oprindelige Muhammedtegninger i Jyllands-Posten og siden terrorangrebene mod tegnerne på det franske satiremagasin Charlie Hebdo samt Krudttønden og synagogen i København. Det er dog samtidig et tema, hvor nogle kunstnere er meget aktive i den offentlige debat og i mindre grad i selve kunsten.

Når det handler om den politiske kunst, vil Torben Sangild hellere pege på minoriteternes forhold til mainstreamsamfundet som et af de dominerende temaer. Det gælder især kunstnere, som er adoptivbørn eller er vokset op mellem to kulturer, fordi de er etniske minoriteter eller – som den danske forfatter Iben Mondrup – er vokset op som dansker i Grønland.

Det er et tema, som virkelig har rykket dagsordener, siger Sangild og peger på digteren og nu også politikeren Yahya Hassan, som for snart to år siden slog igennem folkeligt med noget så usædvanligt som en digtsamling, hvor han indædt beskriver og gør op med normerne i både det indvandrermiljø, han kommer fra, og det omgivende samfund.

Et andet eksempel er den adoptionsdebat, der sidste år opstod i de danske medier:

»Den kulminerede med kunstudstillingen ‘The Apology’, hvor Jette Hye Jin Mortensen, som selv er adoptivbarn fra Korea, i kunstnerisk form beskrev adoptionernes mørke sider, og at det er tæt på at være menneskehandel,« fortæller Torben Sangild.

Også de vestlige magters forhold til deres tidligere kolonier bliver behandlet i den danske samtidskunst. Og kunstnere som tegneren Halfdan Pisket, standupperen Omar Marzouk og den iranske billed- og performancekunstner Firoozeh Bazrafkan behandler kunstnerisk spændingerne mellem minoriteter og mainstream.

Billedkunst og scenen dominerer

Når eksperterne skal pege på, hvilke kunstarter der dominerer med hensyn til den politiske kunst, lander pilen hyppigst på billedkunst og scenekunst – herunder standup.

Af markante kritiske billedkunstnere nævner flere blandt andre kunstgruppen Superflex, der eksempelvis har undersøgt metoder til alternativ energiproduktion, og Kenneth A. Balfeldt, der ofte laver sociale projekter for samfundets udstødte.

Mens billedkunsten, herunder installationer, generelt har et forholdsvis begrænset publikum, er scenen der, hvor den politiske kunst trives i en mere folkelig udgave.

Torben Sangild, som selv leverer tekster til comedy-scenen, peger på, at mange standup-komikere helt eller delvis udvikler deres materiale omkring samfundskritiske emner.

»Selvfølgelig er der stadig jokes under bæltestedet, men der er også standuppere som for eksempel Michael Schøt, som har klare, politiske budskaber. Når jeg går til ‘open mike’, hvor etablerede kunstnere kan præsentere nyt materiale, og nye kan prøve sig selv af, hører jeg måske fem-otte standuppere i løbet af en aften. Og en stor del af materialet har et samfundskritisk indhold. Jeg vil gætte på, at 10-20 procent handler om sex og latrinære ting. Resten er hverdagserfaringer, parforhold, samfund, religion, kultur og diverse obskure emner,« siger Torben Sangild.

Også teatret er hyppigt politisk, og teatre som Mungo Park og Nørrebro Teater samt teaterleder og dramatiker Christian Lollikes projekt Dukkepartiet har en tydelig politisk profil. Og så har reality-teater sneget sig ind som et bud på samfundsdebat:

»Scenekunsten eksperimenterer blandt andet med at hente rigtige nazister/prostituerede/advokater og så videre ind på scenen, og forestillingen udspiller sig i dialog med publikum. Det er politisk, men mere åbent end i 70’erne, hvor budskaberne tit blev meget entydige,« påpeger Torben Sangild

Også i randområderne af det, vi traditionelt opfatter som ’kunst’, er der gang i samfundskritikken – det drejer sig for eksempel om tegneserier, gadekunst og arkitektur.

Kulturjournalist Adrian Lloyd Hughes, der igennem en længere årrække har været vært på DRs netop lukkede kunstprogram Smagsdommerne, fremhæver Bjarke Ingels som en af de aktuelle arkitekter, der forsøger at tage tidens store udfordringer såsom bæredygtighed, ressourceknaphed og befolkningstæthed op.

Når man eksempelvis bruger oversiden af et kraftvarmeanlæg som skibakke, er det jo legebarnets måde at være politisk på og sige, at det skal være sjovt at gøre det rigtige. Adrian Hughes, kulturjournalist

»Når man eksempelvis bruger oversiden af et kraftvarmeanlæg som skibakke, er det jo legebarnets måde at være politisk på og sige, at det skal være sjovt at gøre det rigtige,« siger han om Amagerforbrændings afløser Amager Bakke, der forventes færdigbygget i 2017.

Protestsangen er død

Til gengæld er alle, som A4 har talt med, enige om, at tidligere tiders politiske musikbølge kan erklæres for uhørt smult vande i dagens Danmark.

»Den klassiske politiske protestsang er jo død herhjemme – og gudskelov for det. Jeg har aldrig været den største fan,« som Adrian Hughes siger.

Han bakkes op af den mangeårige musikanmelder og kommentator Niels Fez Pedersen:

»Det er svært at finde noget så upolitisk som danske musikere. Den politiske musik trives dårligt i konsensussamfund. Den skal have noget at være vred over, og i Danmark synes de fleste, at det alligevel går meget godt. Bevares, i miljøet omkring Ungdomshuset findes den stadig, men det er ikke noget, som rigtig når ud over miljøet og rammer den brede masse,« siger anmelderen, der også mener, at danske rockmusikeres forkærlighed for engelsk er en barriere.

»Budskaberne kan godt være meget politiske, men det giver en afstand, hvor budskabet ikke rigtig bliver vedkommende og er sværere at forbinde med det danske samfund, når teksterne synges på engelsk,« forklarer han.

Politisk kunst kræver viden – og håndværk

Spørgsmålet er så, hvornår politisk kunst overhovedet er interessant, og om kunsten eller samfundskritikken er det vigtigste.

For Torben Sangild skal der være nogle grundlæggende kriterier opfyldt for, at den politiske kunst bliver vedkommende:

»Kunstneren skal kunne komme med udtryk, som rækker ud over det banale: ’Krig er dårligt’, ’Forurening er dårligt’ og den slags. Den politiske kunst skal kunne vise nye sammenhænge eller give beskueren et nyt syn på en sag. Og så skal den være funderet i viden. Enten fordi kunstneren kender sagen indefra, for eksempel fra sit eget miljø eller sin egen opvækst, eller fordi vedkommende har sat sig grundigt ind i sagen og kan bidrage med andet end det mest selvfølgelige,« siger han.

Her er han på linje med Adrian Lloyd Hughes, der mener, at god politisk kunst skal være raffineret og flertydig – og så skal den også række ud over, hvad han kalder ’den rene og skære amatørisme’ i forhold til selve kunsthåndværket.

»Min definition af politisk kunst er, at det i første omgang skal være kunst. Det skal have et æstetisk udtryk, som, jeg synes, er interessant, og hvis det har det, så går vi derfra videre til at spørge, ’hvad vil dette værk mig?’,« siger han.

Pas på: Der kommer kunst

Med henvisning til Dukkepartiet, som Adrian Hughes endnu ikke føler sig sikker på, om munder ud i et mere struktureret kunstværk, synes han også, der skal en vis bevidsthed fra tilskuerens side til, før man kan påberåbe sig, at noget er politisk kunst.

»Jeg kan godt lide et lille flag som advarsel om, at nu er jeg på vej ind i et kunstnerisk univers. Ellers kan man jo påberåbe sig kunst i mange sammenhænge, når man for eksempel sviner kassedamen i Irma til eller klipper naboens hæk skævt,« ironiserer han.

Formanden for Statens Kunstfond er dog ikke enig med Adrian Hughes i hans prioritering af æstetikken i den politiske kunst.

»Jeg er slet ikke så dogmatisk omkring æstetik. Tag for eksempel den danske kunstner Jens Haaning og hans værk Tyrkiske Vittigheder, der består af en højttaler, hvorfra der kommer tyrkiske vittigheder, som kun tyrkere kan forstå. Hvad er det æstetiske greb i det? Men i for eksempel Oslo og Berlin, hvor det har været udstillet, der samledes det tyrkiske publikum om værket, og alle de andre befolkningsgrupper, som er vant til at sætte dagsordenen, har været ekskluderet. Hvis man finder sit medie eller materiale, så er den politiske kunst stærk nok. Der er ikke nogen fordringer om en særlig æstetisk,« siger Gitte Ørskou.

Matthias Hvass Borello ser også intentionen og den menneskelige indignation – indholdet frem for formen – som det bærende i den politiske kunst.

»Kunsten er i høj grad noget, der starter en tanke eller handling – meget af det, der er det egentlige værk, er den dialog og proces, man som publikum gennemgår – også efter værkets realisering,« siger han med henvisning til Kenneth A. Balfelts værk Fixerum fra 2002, en 1:1 model installeret i en bunker på Halmtorvet af, hvordan et fixerum til stofbrugere kunne se ud. Værket skabte stor politisk debat, og 10 år senere var de nuværende stofindtagelsesrum en realitet.

»Når kunsten ret præcist rammer ned i nogle ting, som er en tendens i den bredere kultur, er det altid interessant. Aktualiteten i den politiske kunst er afgørende – der skal være et sammenfald mellem, hvad vi gør helt aktuelt, og nogle tydelige modsvar fra kunsten om, hvordan vi behandler vores medmennesker. Den kritiske, samfundsengagerede kunst kan ikke adressere et problem lang tid efter, noget er sket – der skal være en følelse af, at imens vi gør noget i samfundet, er nogle kunstnere i gang med at undersøge hvorfor og hvordan,« siger Borello.

Kunst træder nye stier

Men hvorfor er det overhovedet vigtigt, om den politiske kunst lever og har det godt i dag? Er der overhovedet brug for den?

Det mener Matthias Hvass Borello i høj grad, der er:

»Hvis ikke der var brug for den, var det, fordi alting bare var smaddergodt. Jeg vil vove den påstand, at kunstens rum er et af de meget få rum – i forhold til debatten og tænkningen i mange af de andre offentlige rum, vi ellers bevæger os i – hvor der stadigvæk bliver tænkt rimeligt fornuftige ting om, hvad vi egentlig går og foretager os. Kunstens rum rummer stadig frihed til at tænke, sætte tingene på spidsen afprøve nogle ting,« siger han.

Vi er vant til, at to politikere, der sidder i et studie i DR, er måden, vi diskuterer på – men det rører mig på en helt anden måde, når en kunstner laver for eksempel et maleri eller et stykke performance, der pludselig sætter noget i gang. Gitte Ørskou, formand, Statens Kunstfond

Og Gitte Ørskou er enig:

»Kunst skal røre os på en måde, som vi ikke forventer. Det er enormt interessant, når kunsten går ind og intervenerer med virkeligheden. Vi er vant til, at to politikere, der sidder i et studie i DR, er måden, vi diskuterer på – men det rører mig på en helt anden måde, når en kunstner går ind og laver for eksempel et maleri eller et stykke performance, der pludselig sætter noget i gang. Kunst træder nye stier – og hvis vi bliver for fastlåste i vores billede af, at politisk kunst er sådan, og politisk kunst er ikke sådan, så lukker vi os selv for, hvad kunsten kan.«

A4 udforsker den kommende tid, hvad politisk kunst er, hvor den udfolder sig, og hvem der praktiserer den. Vi modtager meget gerne forslag om relevante eksperter, kunstnere og temaer fra jer på carsten@avisen.dk