På bunden af gulvspanden

Af Jette Lykke
| @GitteRedder

Flere end 100 millioner kvinder arbejder rundt omkring på kloden som billig arbejdskraft i private hjem. Fremtrædende faglig leder vurderer, at antallet af husarbejdere vil vokse i de kommende år. Derfor presser både dansk og international fagbevægelse nu på for, at FN’s arbejdstagerorganisation ILO næste år kan vedtage en konvention til at sikre kvinderne nogle minimumsrettigheder.

RETTIGHEDER De er vor tids slaver. Moderne slaver, der bliver udnyttet på det groveste.

P. Kamalam, leder af ligestillingsafdelingen i International fagbevægelses sammenslutning ITUC-CSI, lægger ikke fingrene imellem, når hun skal beskrive arbejdsforholdene for de godt hundrede millioner kvinder, der arbejder som husarbejdere – eller »domestic workers«, som de kaldes på engelsk – rundt om på kloden.

»Husarbejdere er bunden af det globale arbejdsmarked,« konstaterer hun nøgternt fra sit kontor i fagbevægelsens hus i Bruxelles.

  • Fælles for de fleste husarbejdere er ifølge P. Kamalam, at
  • de får en ringe løn og ofte slet ikke den løn, de på forhånd var lovet,
  • de har lange arbejdsdage, ofte fra solopgang til solnedgang,
  • de ingen eller kun få fridage og feriedage har,
  • de ingen rettigheder har til social- og lægehjælp,
  • og de ikke har arbejds- og opholdstilladelse i det land, hvor de arbejder.

Europas politiske hovedstad er det ideelle sted for P. Kamalam at udøve politisk lobbyarbejde for at forbedre husarbejdernes arbejdsvilkår. Lige nu ligger hun vandret og kontakter faglige og politiske organisationer. Hun vil sikre, at de bakker op, når FN’s arbejdstagerorganisation ILO snart skal vedtage en international konvention, der giver de usynlige husarbejdere nogle basale rettigheder på et brutalt arbejdsmarked.

For international fagbevægelse er det helt centralt at få de europæiske lande og Europa-Parlamentet som politiske forkæmpere for en sådan ILO-konvention. Et politisk gennembrud i Europa vil bane vejen for, at konventionen kan vedtages i 2010, vurderer P. Kamalam. Og husarbejdere har om nogen brug for den beskyttelse og de minimumsrettigheder, som en FN-konvention giver, mener hun.

For husarbejdere er et globalt fænomen, der kræver globale løsninger. Både ILO og ITUC-CSI anslår, at der i dag findes mindst 100 millioner husarbejdere. Langt hovedparten er migrantarbejdere, der krydser landegrænser for at arbejde i en privat husholdning med rengøring, madlavning, børnepasning, ældrepleje og andet forefaldende arbejde. Det store flertal af husarbejdere er kvinder, men nogle få mænd arbejder som gartnere, butlere og chauffører og går også ind under kategorien.

Men statistikken er forbundet med stor usikkerhed, da mange migrantarbejdere opholder sig illegalt i et fremmed land, arbejder sort og ikke registreres nogen steder.

Send flere penge

Fra Asien, Afrika og Sydamerika strømmer fattige kvinder til Europa, USA og den rige del af Mellemøsten og Saudi-Arabien. Og flere unge kvinder end nogensinde forlader Polen, Ukraine, Rumænien og Bulgarien for at søge job i det rige Vesteuropa.

Og hvor trafikken af billig arbejdskraft går vest og nord på, går pengestrømmene øst på og sydover. For husarbejderne sender milliardsummer hjem til familiens forsørgelse i deres fattige hjemlande. Filippinerne er et oplagt eksempel, fremgår det af officielle tal fra den filippinske administration for udvandret arbejdskraft POEA. Cirka otte millioner filippinere sælger deres arbejdskraft uden for landets grænser – flertallet af dem som husarbejdere. Alene i 2005 sendte de mere end 60 milliarder kroner retur til hjemlandet. Det svarer til omtrent 7.500 kroner hver.

»For Filippinerne er eksporten af arbejdskraft blevet en industri, som landet tjener penge på. Men det er en kortsigtet strategi, for i stedet for at udvikle sit eget land og skabe et robust arbejdsmarked søger højtuddannede filippinere også væk,« siger P. Kamalam.

Hun kalder det en katastrofe, at den filippinske regering fokuserer mere på de penge, der bliver sendt hjem af migrantarbejdere, end på at sætte skub i en lokal udvikling.

»I dag er der ikke noget arbejdsmarked på Filippinerne for uddannede læger, sygeplejersker og ingeniører. Derfor rejser de væk, og landet drænes for veluddannet arbejdskraft. Men Filippinerne får aldrig mulighed for at komme oven på igen, hvis der ikke bruges kræfter på deres eget nationale arbejdsmarked,« siger P. Kamalam.

Adgang til Danmark

Herhjemme har vi ikke egentlige husarbejdere, men til gengæld har vi au pair-piger, og antallet af au pair-piger fra især Filippinerne er eksploderet de seneste år. Nye tal fra Udlændingeservice viser, at der sidste år blev givet 2.165 opholdstilladelser til filippinske au pair-piger i Danmark. En dramatisk stigning siden 2002, hvor kun 124 filippinske au pair-piger kom over den danske grænse.

I bund og grund er au pair og husarbejder det samme, mener forbundssekretær i Fag og Arbejde Jakob Bang.

»For de filippinske kvinder er au pair-ordningen adgangen til det danske arbejdsmarked. I virkeligheden er kvinderne her som husarbejdere,« konstaterer Jakob Bang.

Selv om »au pair« betyder på lige vilkår og formelt er skruet sammen som en kulturel udvekslingsordning, fungerer den mest af alt som et migrantarbejderprogram for kvindelige husarbejdere fra tredjeverdens lande, påpeger Jakob Bang. Han arbejder i FOA-regi for at ændre au pair-ordningen, så kvinderne får arbejdstilladelse og dermed også nogle rettigheder på det danske arbejdsmarked.

Helle Stenum forsker i vandrende arbejdskraft ved Aalborg Universitet, og hun vurderer også, at au pair-ordningen i dag er et arrangement for at få billig arbejdskraft til hushjælp.

»Det ville være mere regulært at give dem en arbejdstilladelse, for i dag er au pair-pigerne meget svagt stillede, fordi de ikke er anerkendt som arbejdskraft. De får en meget lav løn som au pair. Med andre ord tvinger vi dem til sort arbejde, fordi vi mangler national lovgivning, der tager udgangspunkt i, hvorfor de reelt er her,« siger Helle Stenum og henviser til, at au pair-piger i Danmark får lommepenge og ikke løn.

Danmark er ikke det eneste land med ingen eller mangelfuld lovgivning over for husarbejderne. Og netop manglende lovgivning efterlader de udenlandske husarbejdere meget sårbare, påpeger P. Kamalam.

Det er forbundssekretær Pia Stalpaert fra det belgiske forbund for ufaglærte, CSC, enig i.

Alene i Belgien anslås det, at cirka 300.000 husarbejdere arbejder i private hjem med rengøring, tøjvask, madlavning og så videre. For fem år siden arbejdede husarbejderne sort og havde ingen rettigheder, men så skruede politikerne i samarbejde med belgisk fagbevægelse en ordning sammen, som skulle skabe ordnede forhold. Et særligt system betyder nu, at husarbejderne har ret til løn under sygdom, ferie og fridage samt får indbetalinger til pension.

»Vi prøver at gøre et sort marked hvidt, og vi er kommet en tredjedel af vejen. Der er langt igen, men det er svært at få nogen til at tale frit på det sorte marked,« siger Pia Stalpaert og fortæller, at ud af de 100.000 husarbejdere, som nu er registreret på arbejdsmarkedet, har de 15.000 meldt sig ind i CSC.

Flere Husarbejdere i fremtiden

Både Pia Stalpaert og P. Kalamam vurderer, at vi vil se endnu flere husarbejdere fra fattige afrikanske og asiatiske lande i fremtidens Europa.

»Tendensen er, at europæerne skal have længere arbejdsdage og gå senere på pension. Kort sagt arbejde mere og mere, og det kræver, at der er nogle på hjemmefronten til at passe hus, have og familie,« siger P. Kamalam.

Den demografiske udvikling betyder også, at vi får stadigt flere ældre borgere i Europa og stadigt færre på arbejdsmarkedet. Vi har ingen til at passe børn og ældre, og det er traditionelt kvindeligt omsorgsarbejde, som vi nu kan hyre billige husarbejdere fra tredje verdens lande til. Og i mange EU-lande tvinges man til det. Ellers er der ingen til at passe gamle forældre og små børn.

Samtidig får flere og flere europæ_iske kvinder uddannelser, som de gerne vil bruge på arbejdsmarkedet.

»Når kvinderne fylder huller ud på arbejdsmarkedet, opstår der huller på hjemmefronten. Med udsigten til flere husarbejdere har fagbevægelsen en udfordring i at finde frem til de kvinder, der arbejder sort i private hjem, og sikre, at de har bare nogenlunde rimelige arbejdsforhold,« understreger Pia Stalpaert.

Når P. Kamalam skuer ud over et Europa ramt af finanskrise og højredrejning er hun ikke i tvivl om, at husarbejderne vil vokse i antal:

»Så længe staten ikke forsyner borgerne med skattefinansierede løsninger som plejehjem og daginstitutioner, er der ingen anden udvej end en domestic worker. Den politiske vind blæser ikke i retning af en skandinavisk velfærdsmodel med høje skatter og udbygning af den offentlige sektor. Tværtimod. Derfor vil behovet for at ansætte en privat hushjælp ikke falde, men stige ganske betragteligt i de kommende år,« mener P. Kalaman.

Og den internationale fagbevægelse spår, at omfanget af husarbejdere vil stige mindst lige så meget i lande som Indien og Kina som i vesten.

»Middelklassen vokser hurtigt i både Indien og Kina, og middelklassen ansætter husarbejdere. I de asiatiske lande vil husarbejderne ofte komme fra en anden provins, men de udsættes for akkurat samme horrible arbejdsforhold som migrantarbejdere gør,« fastslår P. Kamalam.

Fordi der bliver stadig flere af dem, er det vigtigt at sikre husarbejderne rettigheder hurtigt, mener P. Kamalam.

»Husarbejderne vil stadig være blandt de nederste i hierarkiet, men ved at sikre dem retten til at organisere sig, loft over arbejdstid, fridage og andre minimumsrettigheder kan en konvention være løftestang til et bæredygtigt arbejdsmarked,« siger hun.

»Vi kan ikke udrydde husarbejderne. Det er et arbejdsmarked, der vil vokse i omfang, og der er udbud af og efterspørgsel på arbejdskraften. Og derfor skal vi gøre det mere tåleligt.«

Fagbevægelsen som vagthund

Også forbundssekretær i det belgiske fagforbund CSC Pia Stalpaert mener, at en ILO-konvention er et godt værktøj til at forbedre arbejdsvilkårene for husarbejderne.

»Også kvinder på det sorte og illegale marked vil kunne bruge konventionen. Alene, fordi den vil skabe ekstra opmærksomhed omkring deres arbejdsvilkår, og dermed også en erkendelse af, at de har elendige arbejdsforhold i dag,« siger hun.

I Danmark er de faglige organisationer FOA, 3F og LO gået i gang med forarbejdet til den ILO-konvention, der skal vedtages næste år.

»En ny ILO-konvention er meget vigtig, for husarbejdere er næsten den mest ubeskyttede arbejdskraft, der findes. De er udsat for et dobbelt tryk, fordi arbejdet foregår i private hjem og derfor er det skjult for offentligheden. Og så underbetales de helt urimeligt og har elendige arbejdsforhold,« fastslår Jakob Bang.

Og netop fagbevægelsens pres er vigtigt, mener forsker fra Aalborg Universitet Helle Stenum. For i sig selv fremtryller en ny ILO-konvention ikke bedre arbejdsforhold for husarbejderne rundt om i verden, påpeger hun. En ILO-konvention vil kun ændre tingene til det bedre, hvis fagbevægelsen påtager sig rollen som vagthund:

»En konvention er kun et lille skridt på vejen, og selv om det er et vigtigt skridt, får husarbejderne næppe forbedrede arbejdsforhold, hvis fagbevægelsen ikke skubber på og gør dem synlige i offentligheden.«

Læs mere på www.loli.dk