Overenskomst: forlig eller forlis?

Af Mikkel Noel Lansky

Industriens parter har indgået en toårig overenskomstaftale, tydeligt præget af krisestemningen. Aftalen risikerer at kuldsejle på grund af lave lønstigninger og utilfredshed fra HK/Privat. Samtidig har lønmodtagerne ikke tillid til, at de lokale lønforhandlinger kan forbedre resultatet mærkbart.

OK2010 Hverken Dansk Industris Hans Skov Christensen eller Thorkild E. Jensen, topforhandler for CO-industri, så videre begejstrede ud, da de i sidste uge fremlagde den aftale for lønmodtagere på industriens område, de var nået frem til. Både op til og under forhandlingerne har parterne gjort alt for at dæmpe forventningerne: DI talte for at sikre danske virksomheders konkurrenceevne, og fra lønmodtagernes forhandlere blev ambitionen tidligt skruet ned til, at lønstigningerne blot skulle dække inflationen.
Overenskomstforliget er da også historisk billigt for arbejdsgiverne. De mest markante elementer er en fratrædelsesgodtgørelse, der skal kompensere for den forringede værdi af dagpengene, en uges ekstra barsel og en hurtigere ret til pension. Mindstelønnen stiger marginalt, og sammen med en lille forøgelse af genetillægget vil lønstigningerne lige knap udligne inflationens virkning.
Reelle lønstigninger kommer altså til at afhænge af de lokale lønforhandlinger, som føres på de enkelte arbejdspladser. Forventningerne her er dog ikke store, viser en undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ugebrevet A4. Næsten 60 procent af de 209 adspurgte lønmodtagere på industriens område svarer, at de ikke forventer mere end den centrale aftale giver.
Ifølge leder af Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet Søren Kaj Andersen er de centrale lønstigninger toneangivende for de lokale forhandlinger:
»Stigningerne sender et signal til de forhandlinger, som skal foregå ude på virksomhederne. Lønstigningerne vil være beskedne i forhold til de seneste år,« lyder vurderingen.
Ude på de store danske industrivirksomheder forventer man dog heller ikke alverden.
»Det bliver ikke let at hente noget ved vores egen lønforhandling. Vi vil gerne bevare reallønnen, men samtidig er vi også klar over, at der ikke er så meget at give af,« fortæller Søren Pedersen, fællestillidsrepræsentant for 3F på ECCO i Bredebro, som dog vurderer, at hans medlemmer vil stemme ja til overenskomsten:
»Aftalen er trods alt kun for to år. Vi håber så på, at det ser anderledes ud i 2011.«

HK vil vælte læsset

Lige så vigtige som indholdet i aftalen er det, er også udeladelserne væsentlige. HK/Privat har arbejdet for at få afskaffet den 50 procents-regel, som forhindrer HK-medlemmer i at blive omfattet af overenskomsten, hvis ikke de organiserer mindst halvdelen af de ansatte på en arbejdsplads. Afskaffelse af reglen er ikke med i forliget, og derfor anbefaler HK/Privat officielt et nej.
Det noget skrabede forlig betyder dog ikke nødvendigvis, at aftalen vil blive stemt ned. Søren Kaj Andersen tør ikke spå om resultatet, men mener, at realitetssansen har indfundet sig.
»Man har oplevet fyringer i et stort omfang. Et af kendetegnene ved den nuværende krise er, at kernearbejderne på det danske arbejdsmarked i stor stil har mistet deres arbejde. Ræsonnementet kan sagtens være, at det er hårde tider, og det handler lige nu om at sikre de arbejdspladser der er. Så må man tilbage til forhandlingsbordet om to år, og se hvad der kan hentes til den tid,« siger han og fortsætter:
»Man skal ikke undervurdere den realisme lønmodtagerne lægger for dagen.«