Overdrevne løfter om danske job i flykøb

Af

Det er tvivlsomt, hvor mange danske job forsvarets milliardindkøb af kampfly vil kaste af sig. Ugebrevet A4’s gennemgang af de såkaldte modkøbsaftaler viser, at Danmark fra 2000 til 2007 i gennemsnit har haft uudnyttede modkøbsaftaler for seks milliarder. Samtidig er de modkøb, der faktisk er registreret, kunstigt opskrevet med helt op til 2.500 procent.

HØJT AT FLYVE Internationale flyproducenter har de seneste måneder skabt store overskrifter i danske medier med løfter om milliardinvesteringer og tusindvis af arbejdspladser til Danmark – hvis netop deres firma får lov til at levere næste generation af kampfly til det danske forsvar.

Amerikanske Boeing lovede så sent som i sidste uge ordrer til danske firmaer på 10-20 milliarder kroner, hvilket ifølge dagbladet Politikens forside »pludselig gør Boeing til en seriøs kandidat i ’århundredets våbenhandel’«. Konkurrenten Lockheed Martin har ifølge ugeavisen Ingeniøren »identificeret ordremuligheder for 27 milliarder kroner til danske virksomheder« – forudsat at Danmark vælger det amerikanske fly Joint Strike Fighter. Og Svenske Saab har lovet at købe ind i danske virksomheder for 180 procent af prisen på deres Gripen–fly.

Trods de besnærende løfter er det dog tvivlsomt, om Danmarks milliard-investering i nye kampfly kommer til at rykke det store på beskæftigelsen. A4’s gennemgang af de seneste syv års afvikling af gamle modkøbsaftaler viser:

At der i gennemsnit har stået seks milliarder ubrugte kroner på modkøbskontoen. Penge, som udenlandske producenter af forsvarsmateriel har forpligtet sig til at købe ind for hos danske virksomheder, uden at det foreløbigt er sket.

At de officielle statistikker overdriver størrelsen af de modkøb, der rent faktisk er gennemført.

At 98 procent af modkøbene sker hos de samme 25 virksomheder, blandt andet fordi modkøbene skal ske inden for den begrænsede danske forsvars- og sikkerhedsindustri.

Henrik Ø. Breitenbauch, forsker på Dansk Institut for Militære Studier, bekræfter, at der »gennemgående er en tendens til, at man ikke kan opfylde rammerne i modkøbsaftalerne«.

Han peger på, at de udenlandske våbenproducenter typisk efterspørger meget specialiserede produkter, som reelt kan gøre det svært for dem at opfylde modkøbsaftaler på 20-30 milliarder kroner i den begrænsede danske forsvars- og sikkerhedsindustri.

»Man kan i hvert fald se, at vi generelt ikke har kunnet udfylde de aftaler. Derfor kan man jo godt stille spørgsmålstegn ved, om sådan en voldsomt stor ordre, som kampflyene udgør, også i realiteten kan omsættes til arbejdspladser. Man skal i hvert fald nok tage størrelsen af den med et gran salt,« vurderer Henrik Breitenbauch.

Selv om det danske forsvar ikke har været på storindkøb siden 2001, så mangler udenlandske våbenproducenter stadig at afvikle modkøb for 4,5 milliarder kroner op til det kommende forsvarsforlig.

Lukket fest for våbenindustrien

En af årsagerne til det sølle afkast af modkøbsaftalerne er, at daværende Økonomi- og Erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) i 2004 besluttede at lukke modkøbsaftalerne for alt andet end forsvarsrelateret produktion og ydelser.

Det fik med et slag den danske våbenindustris andel af modkøbene til at stige fra 75 procent til 100 procent – og satte samtidig en snæver grænse for antallet af ’butikker’, som de udenlandske våbenproducenter kunne handle i, når de skulle afvikle deres modkøb i Danmark. Reglerne er siden blødt en smule op, så også sikkerhedsindustrien nu kan få del i modkøbsaftalerne. Men skulle Boeing få lyst til at købe deres kontorstole i Danmark, tæller det altså ikke med i modkøbsaftalerne.

Direktør i Forsvars- & Aerospaceindustrien i Danmark (FAD) Ena Bjerregaard mener, der er gode argumenter for, at ikke alle danske virksomheder skal have del i modkøbsaftalerne.

»Internationalt er adgangen til det forsvarsorienterede område begrænset, og der kan modkøbsaftalerne tjene som en døråbner for danske virksomheder. Det er årsagen til, at aftalerne i Danmark har været begrænset til forsvarsrelateret samarbejde. Det sker de fleste steder, at nationer bruger disse aftaler til at prioritere, hvor de ønsker at fremme væksten i deres land.«

Men når Danmark vælger alene at bruge modkøbsaftalerne til at støtte vores egen våben- og sikkerhedsindustri, så står vi faktisk ret alene, fortæller tidligere højtstående officer i NATO, Ole Kandborg, der i dag rådgiver forsvarsindustrien som selvstændig konsulent i Kandborg Consult:

»Det er ikke noget, EU-reglerne kræver, og sådan er det heller ikke i andre EU-lande, men det er vel for at beskytte vores i forvejen relativt begrænsede forsvarsindustri,« siger Ole Kandborg.

Han vurderer, at det vil være en udfordring for de tre flyproducenter at afvikle modkøb for tocifrede milliardbeløb i Danmark.

»Nogle gange er det for de udenlandske virksomheder besværligt at finde noget, som de gerne vil købe i Danmark. Det er ikke altid lige nemt, og det fremgår jo også af, at vi hele tiden kører med et efterslæb,« bemærker Ole Kandborg.

25 firmaer tager hele gevinsten

Resultatet af de stramme danske regler er, at ganske få danske virksomheder får gavn af de lukrative forsvarshandler. Anton Villadsen forsøger som direktør i Center for Sikkerhedsindustrien at skaffe forsvarsleverancer til 70 mindre danske underleverandører. Men han erkender, at deres bedste chance er at holde sig gode venner med de største danske spillere som Terma, Systematic, GPV og Hydrema.

»Det her er meget relationsbårne aftaler. Man skal kende de rigtige mennesker og have kendskab til markedet. Det er et langt, langt og sejt træk, der skal til. Mindre virksomheder har svært ved det, og tålmodigheden og økonomien er ikke altid til det,« fortæller Anton Villadsen.

Dykker man ned i de seneste års modkøbsaftaler, viser det sig, at en lille gruppe på 25 virksomheder i dag sidder på hele 98 procent af de samlede modkøb, mens en lille håndfuld på blot fem virksomheder scorer 56 procent af alle modkøbskroner. Til sammenligning deltes 20 virksomheder i 1999 om 60 procent af de samlede modkøbsaftaler mellem udenlandske våbenproducenter og danske underleverandører.

Koncentrationen af modkøbene på få hænder ses imidlertid som en helt naturlig udvikling i forsvarsindustriens brancheforening:

»Det giver jo et billede af branchen og af, hvordan det er at arbejde inden for det område. Det er noget, der kræver tid og ressourcer, og derfor er det ikke hvem som helst, der kan kaste sig ud i projekter på det her område,« siger Ena Bjerregaard.

Hun er ikke enig i, at der er problemer med at få afviklet modkøb. Når der står store beløb på kontoen skyldes det, at modkøbene afvikles over mange år og derfor når at hobe sig op, inden de bliver færdigafviklet, siger direktøren i forsvarsindustriens brancheforening. Hun mener, at de udenlandske våbenproducenter har gode muligheder for at opfylde deres forpligtelser – også hvis de skal handle ind for tocifrede milliardbeløb i Danmark.

»Branchens ledere giver udtryk for, at de har kapacitet til at fordoble den forsvarsrelaterede omsætning over de næste tre-fem år Derudover vil der jo også være mulighed for at gå lidt ud over den kreds af virksomheder, der er medlem af FAD, fordi reglerne for, hvad der kan falde ind under afviklingsprofilen, er blevet udvidet en lille smule.«

Oversættes en fordobling af omsætningen til en fordobling af antallet af ansatte, vil det betyde 2.000 flere job i den danske forsvarsindustri, oplyser Ena Bjerregaard, som dog ikke vil love, at det aktuelle indkøb af kampfly vil give netop dette antal arbejdspladser.

Heller ikke Forsvarsministeriet, Beskæftigelsesministeriet eller Økonomi- og Erhvervsministeriet kan oplyse, hvor mange arbejdspladser der er kommet ud af de historiske modkøbsaftaler – eller hvor mange man regner med at få ud af den nye handel. Det sidste regnes der dog på i et tværministerielt udvalg.

At gevinsterne ved de store modkøbsaftaler også i fremtiden vil komme et begrænset antal virksomheder til gode, kan udvalget forvisse sig om i Økonomi- og Erhvervsministeriets analyse af forsvars- og sikkerhedsindustrien fra marts måned. Her konkluderer analysebureauet Oxford Research: »Alt i alt betyder det, at det reelt er meget få virksomheder, der har den nødvendige volumen og ekspertise til at kunne blive underleverandører til de store internationale forsvars- og sikkerhedsindustrier.«

Når det er særdeles vanskeligt at spå om jobgevinsterne ved milliardordren på Danmarks nye kampfly, skyldes det også, at de tre firmaer, der kæmper om ordren, ikke spiller efter samme regler:

Boeing/Super Hornet og Saab/Gripen er omfattet af de normale regler for modkøb. Det betyder, at de skal foretage modkøb for et beløb, der svarer til prisen for de handlede fly, hos danske forsvars- og sikkerhedsrelaterede virksomheder.

Lockheed Martin/ Joint Strike Fighter er undtaget de normale regler om modkøb. De otte lande, der står bag udviklingen af det nye fly, er blevet enige om at give flyproducenten frie hænder til at vælge de billigste og bedste underleverandører og samarbejdspartnere i alle deltagerlande. Lockheed Martin har for nyligt meldt ud, at firmaet har valgt den håndfuld samarbejdspartnere, man har brug for. I Danmark er de organiseret i JSF DK Team under brancheorganisationen FAD og tæller blandt andre Terma, GPV, Systematic og Danish Aerotec.

Ena Bjerregard, der udover at være direktør for brancheorganisationen FAD også er kontaktperson for JSF DK Team, forventer, at alle tre flyproducenter på sigt vil give nogenlunde lige mange danske arbejdspladser.

Det handler slet ikke om job

Uanset, hvad det tværministerielle udvalg kommer frem til, så bør politikerne ikke lade beslutningen om indkøb af kampfly styre af, hvilke firmaer der lover flest arbejdspladser, mener Henrik Breitenbach fra Dansk Institut for Militære Studier.

»Man bliver nødt til at se på, hvilket strategisk behov man har for kampfly, og så må det arbejdsmarkedspolitiske komme i anden række. Hvis man ønsker at støtte erhvervslivet, så skal man gøre det direkte.«

Militærhistoriker på Syddansk Universitet Jens Ringsmose har forsket i den politiske proces omkring købet af de F-16 fly, der nu skal på pension. Han mener, at politikerne – dengang som nu – bruger argumentet om danske arbejdspladser til at undgå at sige lige ud til danskerne, at indkøb af kampfly handler om storpolitik.

»Man ønsker ikke at sige, at det er politiske hensyn, der afgør sådan en handel for milliarder. Man vil ikke sige til svenskerne, at vi køber amerikansk, fordi vi hellere vil være venner med amerikanerne. Det er ikke et legitimt argument i offentligheden. Det ligger nok også til danskerne, at vi bedre kan lide, at sådan noget bliver afgjort med rationelle argumenter om, hvad der kan betale sig. Lidt ligesom man forsøgte at sælge EU ved at love højere flæskepriser til dansk landbrug,« forklarer Jens Ringsmose.

Hver krone kan tælle 25 gange

Hvis det er svært at få at vide, hvor mange danske job de store forsvarshandler reelt skaber, er det til gengæld let at blive vildledt af de officielle statistikker for, hvor mange penge de udenlandske våbenleverandører rent faktisk har lagt i danske virksomheder.

Statistikkerne viser ganske vist, at udenlandske våbenproducenter i gennemsnit har afviklet modkøb hos danske virksomheder for 1,7 milliarder kroner om året fra 2000-2007. Men det betyder ikke, at der er købt ind eller investeret for 1,7 milliarder i danske virksomheder.

Opgørelserne er nemlig resultatet af kunstige opskrivninger eller ’faktorberegninger’, hvor våbenproducenterne kan få lov til på deres ’modkøbskonto’ at registrere helt op til 25 gange det beløb, de rent faktisk har investeret for i danske virksomheder – hvis handlen vurderes at give unik overførsel af ny teknologi til danske virksomheder. Det bekræfter Erhvervs- og Boligstyrelsen, der står bag opgørelserne, over for A4.

Det har ikke været muligt for A4 at få oplyst, hvor stor en del af de samlede modkøb der er blevet pustet kunstigt op ved hjælp af disse såkaldte faktorberegninger, eller hvor mange kroner der rent faktisk er trillet ind i de danske virksomheder.

Men faktorberegningerne er ikke en sjælden undtagelse. Lige nu ligger der ifølge Erhvervs- og Boligstyrelsen forhåndsgodkendte faktor-aftaler til en opskrevet værdi af cirka to milliarder kroner. Hvad det reelle beløb bag disse aftaler er, oplyser styrelsen ikke. En opstramning af reglerne i 2008 betyder dog, at de udenlandske våbenproducenter fremover højst kan gange deres danske indkøb med 10 i de officielle statistikker over afviklede modkøb.

Også når det gælder opgørelserne over de samlede ubrugte modkøb, snyder tallene. Tallet skrives nemlig kunstigt ned med 10 procent, hvis våbenproducenterne får afviklet 30 procent af deres indkøb i Danmark inden fire år.