Opsplittet samfund svækker social forståelse

Af | @GitteRedder

Færre end hver femte dansker kender en kontanthjælpsmodtager, og det går hårdt ud over opbakningen til kontanthjælpen. Samme mønster ses i vores forhold til førtidspensionister og førtidspensionen, viser ny, opsigtsvækkende undersøgelse. Eksperter og talsmand for socialt udsatte frygter for sammenhængskraften i vores samfund.

Foto: Illustration: Colourbox

PARALLEL-SAMFUND Alle kender kontanthjælpsmodtageren Carina, der i de seneste måneder har spillet hovedrollen i den oppiskede debat om fattigdom. Men i virkelighedens Danmark er det de færreste, der er tæt på en kontanthjælpsmodtager – eller for den sags skyld en dagpengemodtager eller en førtidspensionist.

Det viser en ny, opsigtsvækkende undersøgelse, der både afslører, at danskerne lever i skarpt opdelte sociale ghettoer, og at vores vilje til at støtte med høje eller lave ydelser er helt afhængig af, om vi kender modtagerne eller ej.

I undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.134 danskere, oplyser kun 19 procent, at de kender en kontanthjælpsmodtager i enten deres nærmeste familie eller venskabskreds. Og blandt de danskere, der kender en kontanthjælpsmodtager, er der dobbelt så mange, der mener, at ydelsen er for lav som blandt det store flertal, der ikke plejer omgang med en dansker på kontanthjælp.

Samme tendens kommer endnu mere markant til udtryk for førtidspensionisterne, som syv ud af ti danskere ikke har nogen som helst kontakt til. Her mener kun 12 procent af dem, der ikke kender en person på førtidspension, at ydelsen er for lav. Men blandt de danskere, der er tæt på en førtidspensionist, er der næsten tre gange så mange, der mener, at ydelsen burde være højere.

Også dagpengemodtagere, folkepensionister og studerende ville med stor sandsynlighed kunne få højere ydelser, hvis det var de danskere, der var i familie eller vennekreds med dem, der bestemte alene. Men også de lever i mere eller mindre afsondrede enklaver, hvor - med undtagelse af folkepensionisterne - flertallet af danskerne ikke deler tilværelse med dem.

Carina-effekten

Netop fordi de færreste har et direkte kendskab til kontanthjælpsmodtageres og førtidspensionisters levevilkår, er holdningen til dem meget afhængig af mediernes omtale. Det får professor på Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen til at tale om en såkaldt Carina-effekt.

»Det er interessant, at der blandt personer uden kendskab til en kontanthjælpsmodtager er markant flere, der mener, at ydelsen er for høj end for lav. Det kan kun tilskrives Carina-effekten, der har gjort ubodelig skade for kontanthjælpsmodtagerne,« mener Jørgen Goul Andersen.

Han forklarer, at kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister i forvejen er stigmatiserede, og at det forstærkes af retorikken i den nuværende debat.

»Samtidig viser A4-undersøgelsen også, at relativt få danskere kender kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, som dermed bliver låst fast i fordomme om, hvem de er, og hvordan de har det. Så de, der faktisk har det dårligst, er dem, som flest er tilbøjelige til at synes har det for godt,« konstaterer Jørgen Goul Andersen.

Nuancerne går tabt

Også lektor på Center for Velfærdsforskning på Syddansk Universitet Michael Baggesen Klitgaard mener, at A4-undersøgelsen meget klart afspejler, at der de sidste måneder har været en hård debat omkring de offentlige ydelser.

»Holdningen er, at folk skal være på arbejdsmarkedet, og er de ikke det, er de nok selv en lille smule ude om det. Hvis bare de tog sig sammen, kunne de måske godt få et arbejde, og de kunne måske godt gøre lidt mere selv. Nuancerne går lidt tabt i den barske debat lige nu, og det rammer kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister,« fastslår Michael Baggesen Klitgaard.

Når så få kender en kontanthjælpsmodtager, rammer det dem dobbelt, vurderer han. Simpelt hen fordi manglende kendskab også graver grøfter og skaber fordomme.

Som eksempel nævner velfærdsforskeren, at borgere, der har været indlagt på et sygehus, som hovedregel er godt tilfredse med sygehusvæsenet, mens folk, der ikke har haft nogen berøring med hvide kitler overhovedet, er mere utilfredse.

»Når du har en personlig erfaring med velfærdssystemet, om det så er et sygehus eller det er fordi du kender én på kontanthjælp, får du en mere nuanceret opfattelse. Du kender også årsagerne til, at din bekendte er på kontanthjælp i stedet for at tro, at han har truffet et frit valg, fordi han synes, det er attraktivt. Når du kender kontanthjælpsmodtageren, ved du sikkert godt, at han gerne ville have et arbejde, men at det bare ikke vil lykkes for ham. Du får simpelt hen en større forståelse for mennesker på overførselsindkomst, hvis du kender deres personlige situation,« siger han.

Et spørgsmål om skyld

Både Jørgen Goul Andersen og Michael Baggesen Klitgaard henviser til forskning, der viser, at folks opfattelse af forskellige sociale ydelser knytter sig meget til, om man har gjort sig fortjent til ydelserne eller selv er skyld i den situation, der udløser dem.

»Der er en tydelig tendens til, at hvis ydelsen er udløst af en situation, som du selv kan være skyld i - for eksempel kontanthjælpen - så mener flere, at ydelsen er for høj. Men hvis det er folkepension, så er det noget, folk har gjort sig fortjent til efter at have slidt i mange år på arbejdsmarkedet. Derfor er folkepensionen den ydelse, der er mest opbakning til og legitimitet bag«, påpeger Michael Baggesen Klitgaard.

Formand for Rådet for Socialt Udsatte Jann Sjursen beklager, at så få danskere kender en kontanthjælpsmodtager.

»Undersøgelsen viser tydeligt, at kendskab fremmer forståelsen, og jeg mener i høj grad, at der er brug for større forståelse af den pressede situation, som mange kontanthjælpsmodtagere befinder sig i. Der er ingen tvivl om, at jo bedre vi kender hinanden, desto større forståelse har vi også for den situation, vi hver især kan være i,« siger Jann Sjursen.

Han mener, at debatten om kontanthjælpen har taget »en helt gal drejning« i de seneste måneder.

»Når kontanthjælpsmodtagere i den grad er blevet skydeskive i den offentlige debat om velfærdsydelser, kan det godt hænge sammen med, at så få rent faktisk kender én på kontanthjælp. Solidariteten i vores samfund er betinget af, at vi kender hinanden og kerer os om hinanden. Og når kun hver femte dansker kender en kontanthjælpsmodtager, er det måske svært at være solidarisk, sådan som debatten kører lige nu,« siger Jann Sjursen.

Vi lever i parallelsamfund

A4-undersøgelsen viser også, at der er store sociale forskelle mellem dem, der kender en kontanthjælpsmodtager, og dem, der ikke gør.

Blandt de danskere, der ingen uddannelse har udover folkeskolen, har hver ottende – 13 procent – en kontanthjælpsmodtager i familien, mens det kun gælder fire procent af danskerne med en lang videregående uddannelse. Med andre ord er det tre gange så sandsynligt at have en kontanthjælpsmodtager under samme tag, hvis du kun har en folkeskoleeksamen, som hvis du har læst på universitetet.

Samme mønster gør sig gældende, når man ser på folks indkomst. For danskere med en personlig indkomst mellem 400.000 og 499.000 kroner har kun godt hver tiende en kontanthjælpsmodtager i sin nærmeste vennekreds, mens tre ud af ti med en årlig personlig indkomst på 100.000 kroner er ven med en kontanthjælpsmodtager.

Jann Sjursen fra Rådet for Socialt Udsatte beklager, at danskerne lever i så adskilte miljøer, at it-direktøren næppe kender en kontanthjælpsmodtager eller en arbejdsløs.

»Af hensyn til sammenhængskraften i vores samfund er det vigtigt at leve i blandede miljøer, og derfor er boligpolitik så vigtig. På mange måder lever vi i et parallelsamfund i dag, og når vi taler om integration, burde det ikke kun handle om at integrere på baggrund af etnicitet, men også på tværs af sociale miljøer. Det har jo stor betydning for, hvordan vi tænker om kontanthjælpsmodtageren, om vi har ham som nabo, ven, i nærmiljøet eller vi slet ikke kender ham overhovedet,« siger han.

Mangler talerør

Michael Baggesen Klitgaard mener, at det er stort problem, at mange danskere opfatter livssituationer, der udløser kontanthjælp og førtidspension, som nogle, man selv er skyld i.

»Førtidspensionisternes og kontanthjælpsmodtagernes dårlige image forværres af, at de ikke har stærke organisationer til at stille sig op og tale deres sag, og det er et kæmpe problem for dem. Dagpengemodtagerne har fagbevægelsen og a-kasserne til at tale deres sag, SU-modtagerne har nogle velformulerede unge i studenterorganisationerne, og folkepensionisterne har Ældresagen,« påpeger Michael Baggesen Klitgaard.

Ligesom der er bred opbakning til folkepensionen, hæfter forskerne sig ved, at statens uddannelsesstøtte også har bred accept på tværs af generationer, uddannelse og indkomst. Langt under hver tiende dansker, uanset om vedkommende kender en SU-modtager eller ej, mener, at statsstøtten til de studerende er for høj. Og knap hver fjerde dansker, der ikke kender en SU-modtager, mener ligefrem, at ydelsen er for lav.

»SU er enestående i en international sammenhæng, fordi opbakningen til den er så høj hos alle. Det er en universel ydelse, der kommer alle danskere til gavn uanset forældreindkomst, og det spiller ind på folks holdning til ydelsen«, mener Jørgen Goul Andersen fra Aalborg Universitet.

En dårlig forretning

Michael Baggesen Klitgaard mener, at folks holdning til SU også afspejler, at der i årevis er blevet talt om, at vi alle skal uddanne os, fordi vi skal konkurrere som et videnssamfund. Hvor der har lagret sig en holdning i befolkningen om, at uddannelse er en god forretning, er det modsatte tilfældet med kontanthjælpen og førtidspensionen, anfører han.

»SU anses som en progressiv ydelse, der er med til at højne vores uddannelsesniveau. Og som studerende på SU bidrager du aktivt til vores videnssamfund og har et godt image, mens du på andre offentlige ydelser har et dårligt image,« påpeger han.

Michael Baggesen Klitgaard understreger samtidig, at opbakningen til SU også hænger sammen med, at rigtig mange danskere kender en studerende i familien eller vennekredsen, som ikke ville kunne gennemføre sit studie uden SU.