Oppositionen snubler i Lex fadbamse

Af Jan Birkemose, redaktør

Vælgerne har et ubetinget krav på at kunne følge med i ministrenes aktiviteter. Løkkes forsøg på at skjule sin kalender giver mindelser om italienske Berlusconi. Oppositionens støtte er uforståelig.

Ville oppositionen ønske, at Lars Løkke Rasmussens mange bilagssager eller Bendt Bendtsens golfture aldrig var kommet frem? Nej, næppe. Derfor virker det mildt sagt helt uforståeligt, at samtlige partier minus Enhedslisten støtter regeringens brændende ønske om at hemmeligholde ministerkalenderne.

Baggrunden for Lars Løkkes forslag om at lukke offentlighedens adgang til ministerkalenderne er i sig selv tankevækkende og baseret på en mærkelig omvendt argumentation. Efter at Lars Løkke og tidligere erhvervs- og økonomiminister Bendt Bendtsen har oplevet, at deres kalendere er blevet brugt som krumtap i spektakulære afsløringer af hotelovernatninger under falsk navn og golfture med erhvervslivet, har ministerkontorerne nemlig støvsuget kalenderne for alle interessante oplysninger.

Med Løkkes egne ord betyder det, at der kun står »møde med politikere« og »møde med minister« i kalenderen. Åbenbart er der blevet barberet så meget ind til benet i ministrenes planlægningsværktøjer, at kalenderne ikke længere skaber overblik, og ministrene ikke aner, hvem de holder møder med. Som en anden Berlusconi tænker Løkke derfor, at han må få detaljerne tilbage i kalenderen og til gengæld sove med den under hovedpuden, fjernt fra nysgerrige mediers øjne.

En mere åbenbar løsning, ville være, at ministrene holdt op med at foretage sig ting, som de ikke ønsker at dele med Ekstra Bladets forside. I sig selv er det dybt problematisk, at ministrene af skræk for offentligheden i en periode har saboteret ministerkalenderens rolle som planlægningsværktøj. Og det er svært ikke at mistænke dem for at have kørt en form for dobbelt bogholderi, hvor den officielle, og åbenbart helt indholdsløse kalender, er blevet suppleret af en hemmelig og detaljeret kalender.

Af hensyn til historieskrivningen og den løbende indsigt i de folkevalgtes arbejde er det tvingende nødvendigt, at ministrenes aktiviteter kan kortlægges. Det handler ikke kun om fadbamser og jagtture, men i mindst lige så høj grad om, hvem der påvirker ministrene. Offentligheden har krav på at vide, om Lars Løkke mødtes med privathospitalerne, før han som sundhedsminister forgyldte dem med overpriser, om Bendt Bendtsen holdt et, to eller ti møder med Mærsk før Nordsøaftalen blev forlænget i 2003, eller om Anders Fogh Rasmussen opholdt sig mere i udlandet end i Danmark i sit sidste år som statsminister.

Når nogen går til angreb på en af demokratiets grundpiller – i dette tilfælde åbenheden og gennemsigtigheden i de folkevalgtes virke - er der normalt grund til at glæde sig over, at der er en opposition, der lover at gøre det modsatte, hvis de får magten. I denne sag ligner oppositionen desværre i alt for høj grad nogen, der tager glæderne ved at slippe for irriterende snagen i deres måske kommende ministerkalender, på forskud.

Indtil videre er Lex-fadbamse kun førstebehandlet i Folketinget. Der er derfor håb om, at politikerne besinder sig og rekapitulerer, at de er valgt af folket, og vælgerne derfor har et ubetinget krav på at vide, hvad politikerne går rundt og foretager sig.