Oppositionen: Regeringen sender penge til vennerne

Af | @IHoumark

Socialdemokraterne og SF mener, at regeringen helt bevidst har proppet privathospitalernes kasser fulde af penge. Det afvises af den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen, som er ved at få undersøgt sagen.

SUNDHEDSPOLITIK Ud fra et ideologisk ønske om at hjælpe vennerne i det private erhvervsliv har Venstre og de konservative sørget for, at privathospitalerne har fået alt for lukrative vilkår. Den beskyldning kommer fra Socialdemokraterne og SF, som dirrer af harme over Ugebrevet A4’s dokumentation af, at privathospitalerne er blevet foræret mindst en halv milliard kroner fra det offentlige.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen har ad flere omgange påpeget de, ifølge ham, urimeligt gode rammer for privathospitalerne.

»Regeringen har med fuldt overlæg stjålet offentlige midler fra regionerne og de offentlige hospitaler for at proppe dem ned i privathospitalernes lommer. Det har været en helt bevidst politik om at udsulte det offentlige og hjælpe vennerne i det private,« siger Jens Peter Vernersen.

Sundhedsordfører Jonas Dahl fra SF har også kun knubbede ord at sige om de rammer, privathospitalerne har fået.

»Regeringen og daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har kastet offentlige kroner ud ad vinduet og på den måde haft en sjofel tilgang til brugen af offentlige midler. Regeringen har holdt borgerne for nar, fordi den uden at sige det højt har givet privathospitalerne et kapitalindskud,« siger Jonas Dahl.

Den konservative sundhedsminister Jakob Axel Nielsen mener, at sundhedsordførerne for S og SF er useriøse.

»Deres bemærkninger er absurde og handler bare om at sætte regeringen i bås. Regeringen har ikke nogen strategi om at udsulte den ene og hjælpe nogle venner. Vores strategi går ud på fuldstændig sagligt at få mest mulig sundhed for pengene,« siger Jakob Axel Nielsen.

Han vil ikke forholde sig til den overbetaling til privathospitalerne, som Ugebrevet A4 dokumenterer:

»En gruppe i Sundhedsministeriet er ved at undersøge de faktiske forhold vedrørende betalingen til privathospitalerne, og deres konklusioner vil snart blive fremlagt. Det er et meget kompliceret regnestykke, som jeg ikke vil udtale mig om på baggrund af alle mulige enkelthistorier i medierne.«