Opgør med seniorpolitik

Af | @MichaelBraemer

Lad være med at gå i krise-panik og mobbe de ældre ud af arbejdsmarkedet - vi får voldsomt brug for deres arbejdskraft om bare få år. Sådan lyder opfordringen fra formanden for LO Århus, Hans Halvorsen. Han mener, at der er brug for en helt ny seniorpolitik, der gør op med aldersgrænser og fordomme om seniorer, hvis vi vil sikre tilstrækkelige hænder til fremtidens arbejdsmarked.

INTERVIEW Det er ikke meget mere end et år siden, at en virksomheds begejstring over at have tiltrukket arbejdskraft, som egentlig var forsvundet på efterløn, blev iscenesat som den helt store velkomstceremoni med cigarer og champagne til de synligt beærede seniorer. Vi andre fest­ede med foran TV’et, for det var jo sådan, det skulle være! Ikke så meget pjank med golf, kolonihaver og børnebørn! Nej, der skulle vises samfundssind og hjulene holdes i gang på det rødglødende arbejdsmarked.

I dag er der kommet en krise imellem, og nu må seniorer, der stadig hænger fast på arbejdsmarkedet, tåle stikpiller og direkte spørgsmål om, hvornår de har tænkt sig at trække sig tilbage, når slunkne ordrebøger kræver sine fyringer ude på virksomhederne. Det er både ledelserne og kolleger, der er ude med riven efter ældre medarbejdere, fortæller Hans Halvorsen, formand for LO Århus. Og det, synes han, er rigtig dumt.

»Vi må ikke gå i panik over den øjeblikkelige krise og bruge den som undskyldning for at skubbe ældre medarbejdere ud. Sker det, mister vi en utrolig stor viden på arbejdsmarkedet, uden at der står unge parat til at tage over. Vi kommer simpelthen til at mangle arbejdskraft – ikke mindst faglærte – i løbet af utrolig kort tid,« siger Hans Halvorsen.

Alene i den midtjyske region vil man på grund af befolkningsudviklingen stå og mangle op mod 15.000 faglærte på arbejdsmarkedet i 2015, hvis der ikke gøres noget for at holde på seniorerne. Så ifølge LO-formanden i Århus er det på høje tid at tale om en seniorpolitik, der virker og kan være med til at fastholde ældre medarbejdere.

Det må være slut med at betragte dem som den skrue, man justerer på, når konjunkturerne skifter. Det ene øjeblik kan de ikke komme hurtigt nok ud af vagten for at give plads til de unge, mens de det andet øjeblik skal skamme sig noget så eftertrykkeligt over bare at tænke på mulighederne i en tredje alder.

»Folk over 60 opfattes uden individuelle hensyn som ’grå’. Ved festlige lejligheder, når der er brug for dem, opgraderes de til ’gråt guld’. Nu må tiden være kommet til at udforme en seniorpolitik, der bryder med aldersgrænser og myter om, hvad alderen betyder for mennesker. En politik, der udspringer af, hvad der er fundamental og elementær viden om de lidt ældre på arbejdsmarkedet: At de er forskellige og skal behandles derefter.«

62 og i fulde omdrejninger

Flex-seniority kalder Hans Halvorsen den seniorpraksis, han slår til lyd for. Den skal på én og samme tid værdsætte seniormedarbejderes værdifulde erfaringer og på en fleksibel måde komme seniorerne i møde, når det drejer sig om deres forskellige ønsker og muligheder for at udfolde sig på arbejdsmarkedet.

LO-formanden i Århus udgør selv den ene yderpol i det brede spekter af forskelligheder, som karakteriserer seniorgruppen: 62 år og uden bare antydningen af lyst og vilje til at drosle ned. Ved siden af formandsposten i LO Århus er han engageret i lokalpolitik og blev i sidste uge genvalgt til Århus Byråd for Socialdemokraterne. Efterfølgende blev han udpeget som Århus’ nye socialrådmand fra 1. januar, hvilket betyder et farvel til LO-formandsposten.

Der er, som han siger, så meget, han har lyst til at forandre og forbedre, og han har intet behov for at holde igen med arbejdsindsatsen.

»Pointen er, at man ikke kan generalisere. For mange af kollegerne fra min tid som maskinarbejder på virksomhederne er gået på efterløn. Både af fysiske årsager, fordi de følte sig nedslidte, og fordi de syntes, det var besværligt, og der manglede muligheder for at arbejde mindre.«

For nogle vil det ifølge Hans Halvorsen være en ekstra fridag om ugen, der skal til, for at arbejdslivet bevarer sin tiltrækning. For andre en ekstra ferieuge eller noget helt tredje. Det afgørende er, at man på virksomhederne er åbne over for at imødekomme ældre medarbejderes behov, og det er man efter Hans Halvorsens vurdering i alt for begrænset omfang i dag.

Ugebrevet A4 gennemførte for et par år siden en undersøgelse blandt de over 50-årige på arbejdsmarkedet. Den viste, at bare en tredjedel kendte til en seniorpolitik på deres virksomhed. Og af dem vurderede kun halvdelen, at den fungerede godt. Det giver ifølge Hans Halvorsen et meget godt billede af, hvor langt vi har igen.

»Når jeg ser på overenskomsterne, så giver de da nogle muligheder for at indføre seniorpolitik – uden at det er mit indtryk, at der sker særlig meget. Derfor skal vi have gang i dialogerne på virksomhederne om de her ting.«

En helt gal indstilling

Problemet gælder især de små og mindre virksomheder, mens de større ifølge Hans Halvorsen har været bedre til at tænke i seniorpolitiske baner. Men tillidsrepræsentanterne, der skal gå forrest i kampen for seniorernes arbejdsvilkår, er desværre oppe imod en udbredt nedvurdering af seniorernes arbejdskraft både blandt ledelser og kolleger, påpeger han. En holdningsundersøgelse, som den verdensomspændende organisation for økonomisk samarbejde og udvikling, OECD, foretog i 2007 viste, at en tredjedel af danskerne betragter folk over 50 år som ude af stand til at arbejde effektivt. Det var faktisk ’venligt’ i en international sammenligning, hvor blandt andre 80 procent af portugiserne gav udtryk for samme holdning. Men ifølge Hans Halvorsen alligevel et tydeligt fingerpeg om, at der skal gøres en særlig indsats for at gøre opmærksom på de kvaliteter og erfaringer, ældre medarbejdere på virksomhederne besidder.

»Jeg havde en kollega i Arbejdstilsynet, der faldt for en aldersgrænse på 70 og måtte gå, selv om han ikke havde lyst. Det var en ekspertviden, opbygget gennem mange år, man sendte ud af døren,« siger Hans Halvorsen, der også personligt er lidt rystet over at befinde sig 12 år på den forkerte side af en forældelsesgrænse.

»Indstillingen er jo helt gal i et land som vores, der i løbet af få år kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. For hvis det er den holdning, man støder på, så er det jo ikke sjovt at være på arbejdsmarkedet, når man er kommet lidt op i årene. Så er det ikke noget, man nødvendigvis holder fast i, hvis man ikke er økonomisk tvunget til det.«

OECD’s undersøgelse viser imidlertid, at der er andet på spil end de signaler, seniorerne modtager fra deres omgivelser, når tilbagetrækningsalderen fastlægges. For i lande som Norge, Sverige, Schweiz og USA er andelen af 50-64-årige på arbejdsmarkedet noget højere end i Danmark, selv om holdningerne til seniorernes arbejdskraft i de pågældende lande er mere kritiske end herhjemme.

De særlige danske skillelinjer ved 60 og 62 år, hvor man har mulighed for at gå på efterløn på forskellige vilkår, spiller helt åbenlyst en vigtig rolle. Tal fra OECD har tidligere vist, at erhvervsfrekvensen for de 55-59-årige danskere er helt i top i en international sammenligning, men falder langt tilbage på listen, når det gælder de 60-64-årige.

Efterlønnen er ikke problemet

Hans Halvorsen er meget opmærksom på den »sidste salgsdag-problematik«, der ligger i de fastlagte aldersgrænser, og på at den påvirker både seniorerne selv og omgivelsernes syn på dem.

Men han mener ikke, man skal afskaffe efterlønnen, hvilket han i parentes bemærket også ville betragte som et politisk selvmord. LO-formanden i Århus sympatiserer med tanken bag den 30 år gamle efterløn om at sikre en værdig og økonomisk holdbar tilbagetrækning for nedslidte på arbejdsmarkedet. Dengang typisk SiD’ere, nu 3f’ere. Og han har fuld forståelse for, at man kan være nedslidt også i andre faggrupper end dem, ordningen umiddelbart var tiltænkt.

Udfordringen ligger for ham at se i at få flex-seniority-tanken så udbredt på arbejdsmarkedet, at man fjerner fokus fra de fastlagte aldersgrænser. Det vil for nogens vedkommende betyde, at de er klar til at begynde tilbagetrækningen som 55-årige, mens andre gerne vil blive i fuldt omfang, til de er over 70.

»Som kommunalpolitiker har jeg også et arbejdsgiver­ansvar for, at arbejdet på det offentlige område bliver tilrette­lagt på en måde, så de imødekommer seniorernes behov, og de kan se sig selv i arbejdet. Det gælder ikke mindst social- og sundhedsområdet, som er ramt af stor nedslidning. Vi kommer til at diskutere økonomien i det her og må også æde regningen. For eksempel kunne jeg godt forestille mig, at en medarbejder i Århus Kommune ville acceptere lønnedgang til gengæld for nedsat tid, men fortsat skal have fuld pension indbetalt.«

I det hele taget bliver man nødt til at indrette det offentlige som attraktive arbejdspladser, hvis man vil klare sig i konkurrencen med det private om de alt for få unges arbejdskraft i fremtiden. For et år siden, før krisen for alvor buld­rede løs, havde Århus Kommune 140 ubesatte stillinger på social- og sundhedsområdet. De er alle besat nu, men det er en stakket frist, frygter Hans Halvorsen.

Han mener, at det er helt afgørende at kunne fylde pladserne ud i højkonjunktur og indrette arbejdspladserne, så også unge kan se sig selv i dem. For gør man det, er man også med til at sikre fastholdelse af de ældre medarbejdere.

»Alle undersøgelser viser jo, at seniorerne i virkeligheden helst vil træde gradvist tilbage. Og at det, der kan få dem til at blive i et eller andet omfang, er anerkendelse og et godt arbejdsmiljø. Tænk på, at det er en meget stor del af vores identitet og netværk, vi siger farvel til, når vi forlader arbejdsmarkedet. Så med den rette imødekommenhed over for de ældres ønsker har arbejdsgiverne alle muligheder for at fastholde den arbejdskraft, vi får så voldsomt brug for.«