Opdrag sofavælgerne

Af Jan Birkemose, redaktør

Når kun hver tredje borger i Tingbjerg gider stemme til kommunalvalget er demokratiets smertegrænse nået. Styrk samfundsfagsundervisningen og indfør nye afstemningsmetoder.

LEDER Sat på spidsen vil det sidste kommunalvalg i Danmark blive afholdt i 2033. Efter den dato er der ikke flere vælgere, der gider at trodse novemberkulden for at komme frem til valgstederne. Det viser en helt simpel fremskrivning af vælgerflugten fra de seneste tre kommunalvalg.

Med en landsdækkende valgdeltagelse på sølle 65,8 procent nåede kommunalvalget i sidste uge en demokratisk bundplacering, som ikke er set lignende siden 1974. I flere kommuner – heriblandt København – er det kun hver anden stemmeberettiget, der har benyttet sin ret og pligt til at bestemme, hvem der skal bestemme de næste fire år. Og i enkelte valgkredse er opbakningen til demokratiet ligefrem katastrofalt lavt.

Mest iøjnefaldende er den københavnske bydel Tingbjerg, hvor kun 37 procent af borgerne stemte. Helt barokt er det, at det har været bandekriminaliteten, som i høj grad har udspillet sig i Tingbjerg, der netop har været et af den københavnske valgkamps store temaer. Når end ikke de mennesker, der har valgtemaerne helt tæt på hverdagen, gider deltage i valget, er demokratiet ude i et alvorligt legitimitetsproblem.

For kan man overhovedet tale om, at de valgte politikere repræsenterer borgerne, når kun halvdelen, eller færre, har været med til at udvælge dem? Matematisk betragtet betyder det for eksempel, at kun 16 procent af københavnerne aktivt har ytret ønske om den nye socialdemokratiske overborgmester Frank Jensen, og sølle 4,5 procent af de stemmeberettigede har stemt den radikale borgmester Bondam til yderligere fire år i stolen. Resten har enten stemt på andre partier eller – især – slet ikke stemt.

Den svigtende opbakning til de demokratiske valg kan synes mærkeligt i et land som Danmark, der poster millioner af kroner i demokratiseringsprojekter i Mellemøsten, og som går i krig i Afghanistan for at bidrage til det spinkle og skrøbelige demokrati. Spørger man de politiske partier, vil de alle beklage de mange sofavælgere, og der er ingen tvivl om, at et politisk engageret menneske, som de fleste politikere trods alt er, har meget svært ved at fatte, at andre kan lade være med at udnytte deres indflydelse.

Men spørger man, hvad politikerne har gjort for at mobilisere vælgerne, lyder svaret, at de har ført valgkampe i alle afkroge af kommunerne. Desværre er udfordringen ikke så let, at brochurer, balloner og badges er nok til at få vælgerne op af sofaen. Politisk tingeltangel kan muligvis flytte stemmer blandt dem, som under alle omstændigheder har tænkt sig at stemme. Men blandt de ligeglade vælgere virker det sikkert ligefrem modsat.

De kan kun – og endda kun måske – lokkes til valgstederne, hvis der etableres en fælles koordineret indsats, som passende kan betegnes som et nationalt demokratiseringsprojekt. Start med at hæve det urimeligt lave antal samfundsfagstimer på kun 120 lektioner i løbet af en hel folkeskoleuddannelse. Sæt de bedste reklamefolk til at udvikle kampagner, betal det det koster at få reklametid for en neutral demokratioplysning på de kommercielle og mest populære tv-kanaler og få sat fart i udviklingen af nye moderne elektroniske afstemningsmetoder.

Kommunalvalgets lave stemmeprocent er alt for tæt på demokratiets smertegrænse. Demokratiet er en lovfæstet rettighed, som bygger på, at flertallet har magten. Men demokratiet mister sin dybere mening, hvis flertallet melder sig ud. Derfor skal der rykkes nu – inden demokratiets smertegrænse igen overtrædes.