Opdelt boligmarked sætter dybe spor i skolerne

Af

Mange provinsbyer oplever en øget social opsplitning, hvor de ressourcesvage elever koncentreres på en enkelt skole eller to. Polariseringen bunder i boligmarkedet, viser ny undersøgelse. Sociale problemer i de større provinsbyer samles ofte i enkelte almene boligblokke – hvad enten det er marginaliserede indvandrere eller danskere. Og de sociale ghettoer smitter af på skolerne.

Korsørs »motorvejskvarter« har altid været lidt hårdt. Men nedturen tog for alvor fart, da byens store arbejdspladser lukkede én efter én. En stor del af områdets ufaglærte fandt aldrig et nyt job. Og mange af kvarterets børn vokser i dag op i hjem præget af lang tids arbejdsløshed:

»Der er mange familier, hvor far eller mor har været arbejdsløse i 15 år. Det er tit forældre, der selv har dårlige erfaringer fra deres skolegang og ikke presser børnene fremad. Og den sociale arv slår hårdt igennem. Kvarterets skoler har været præget af dårligt forældresamarbejde, store problemer med disciplinen, lave karakterer og få elever, der gik videre på gymnasiet,« fortæller byrådsmedlem for SF Jørgen Andersen, der er formand for Skole-, Børne- og Unge-udvalget i Korsør Kommune.

De store sociale problemer var en del af baggrunden for en dramatisk omlægning af hele skolevæsenet. To af byens seks skoler blev nedlagt og skoledistrikterne ændret fuldstændig.

Børnene i det hårdt belastede »motorvejskvarter« blev delt i to. Alle børn i ulige gadenumre hører i dag til skolen i Tårnborg – et mere velstillet parcelhus-kvarter nogle kilometer væk. Hver morgen kører de til Tårnborg med skolebus:

»Vi har ikke så mange indvandrere i Korsør, men de bor meget koncentreret i to-tre boligblokke.

Med ændringen af skoledistriktet ville vi blandt andet sprede de indvandrerbørn, der bidrog stærkt til disciplin-problemerne på skolen, men ændringen berører også en del børn med dansk baggrund. Vi diskuterede det meget med lærerne og skolebestyrelsen på skolen i Tårnborg. De kunne godt se, at de måtte bidrage til at løse byens sociale problemer. Alligevel havde jeg frygtet et ramaskrig, men det kom aldrig,« siger Jørgen Andersen.

Elever fra socialt svage hjem har da også stor fordel af at gå i skole med børn fra mere ressourcestærke hjem. Det fremgår af to nye undersøgelser, som Ugebrevet A4 offentliggjorde i sidste uge. Undersøgelserne viser en tydelig »klassekammarat-effekt«: Børn med svag hjemmebaggrund læser bedre og har større chance for sidenhen at få uddannelse og fast arbejde, hvis de går i skole med mere ressourcestærke kammerater. Derimod har klassens sammensætning mindre betydning for elever fra ressourcestærke hjem.

Arbejdspladserne lukkede

Undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser imidlertid også, at folkeskolen præges af voksende social polarisering.

I de seneste tyve år er de ressourcesvage elever i stigende grad blevet samlet på et mindre antal skoler. Det gælder ikke kun i København, men også i byer som Korsør, Hillerød, Svendborg og Fredericia, som vi sætter fokus på i dette nummer.

I Korsør bunder det i en høj lokal arbejdsløshed, som har ramt særlig hårdt i »motorvejskvarteret« med mange almene boliger og ufaglærte beboere:

»Korsør er en gammel færge- og arbejderby. Vi har ingen tradition for social mobilitet. Generation efter generation har familierne vænnet sig til, at det ikke var nødvendigt med uddannelse – man kunne altid få job på færgerne eller på en af de store fabrikker. Vi er den største provinsby i landet, der ikke har et gymnasium,« siger Jørgen Andersen.

Derfor blev Korsør hårdt ramt, da Storebæltsbroen gjorde færgerne og deres mange arbejdspladser overflødige. Byens problemer blev ikke mindre af, at de store arbejdspladser inden for en kort årrække én efter én drejede nøglen om – radiatorfabrikken, glasværket og kuffertfabrikken Cavalet lukkede på stribe. Arbejdsløsheden satte især præg på dét, som Jørgen Andersen kalder »motorvejskvarteret«, mens parcelhuskvartererne Tårnborg og Vemmelev slap billigere. Her har mange job i det nærliggende Slagelse.

Polariseringen kaster også lange skygger over skolerne. Som det ses i grafikken, var der på den mest belastede fjerdedel af skolerne i Korsør langt flere med svag hjemmebaggrund i 2001 end i 1981. Svag hjemmebaggrund dækker over for eksempel hjem, hvor forældrene ikke har en uddannelse efter folkeskolen – og hvor enten far eller mor er på kontanthjælp. Tallene for Korsør afspejler forholdene, før kommunen vendte op og ned på skoledistrikterne.

Almene ghettoer

Tendensen til øget polarisering i folkeskolen præger de fleste provinsbyer, men der er også undtagelser. Det gælder for eksempel jyske byer som Kolding, Hjørring og Sønderborg, hvor der er færre børn med svag hjemmebaggrund på de belastede skoler end for 20 år siden:

»Forklaringen er formentlig, at industrien for alvor flyttede til Jylland i 1980’erne. Det skabte mange nye job i områder, hvor der før var høj arbejdsløshed. Men forskellene fra by til by kan også hænge sammen med den lokale boligpolitik,« siger Lars Andersen, der er direktør for Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Opsplitningen af skolerne bunder således i høj grad i boligmarkedet. Det ses i den grafik, som vi bringer her på siderne. Den bygger på 53 af de største kommuner uden for hovedstaden, Århus, Odense og Ålborg – nemlig de kommuner, der har fire skoler eller derover. 83 procent af eleverne i disse kommuner bor i parcelhus eller på en gård – i såkaldte »ikke-etageejendomme«.

Kun 12 procent bor i alment byggeri.

Men billedet bliver helt anderledes, når der zoomes ind på elever med svag hjemmebaggrund, som går på den mest socialt belastede fjerdedel af provinsbyernes skoler. Her bor hele 50 procent i alment byggeri. Og i større byer som Korsør, Hillerød, Svendborg og Fredericia er tallet langt højere. Når de sociale problemer koncentreres i enkelte boligområder, rammer de også hårdt på enkelte af byens skoler.

Nydanskere klumpes sammen

I Korsør er det i vid udstrækning den høje lokale arbejdsløshed, der præger de almene boliger og skolerne i nærheden. I en del andre byer er polariseringen af skolerne gået hånd i hånd med en voldsom vækst i antallet af tosprogede elever på enkelte skoler. Det gælder blandt andet i Svendborg, hvor indvandrere og flygtninge er koncentreret i to almene komplekser ved Byparken og Marslevvej og dermed sætter præg på den lokale skole.

»Da de første indvandrere kom i 1980’erne, gik det godt. Kvarteret var blandet, men efterhånden startede den onde cirkel, som kendes over hele Europa: Der blev mere vold, mange blev bekymrede for børnenes fremtid, og de ressourcestærke danskere flyttede. Nu består området i høj grad af indvandrere og socialt belastede danskere,« fortæller Masoum Moradi, der flyttede til Svendborg efter flugten fra Iran i 1984 og i en årrække var integrationskonsulent i kommunen.

I undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd ligner den svageste fjerdedel af skolerne i Svendborg da også en af de socialt belastede skoler i København eller Odense: Med et stort antal indvandrere og danskere med svag hjemmebaggrund samlet i de samme klasser.

Masoum Moradi oplever en markant social polarisering af Svendborg. Der er en verden til forskel fra det socialt belastede almene byggeri til de fashionable villaer i Rantzausminde og på Thurø, hvor man skal slippe adskillige millioner for den flotte udsigt over Svendborgsund. Og det kan godt blive værre fremover:

»Området omkring Byparken og Marslevvej har fået et dårligt ry. Folk flytter kun derud, hvis de er på spanden. Men en del flygtninge fra de mindre kommuner omkring Svendborg kigger den vej.

Mange orker ikke det hårde arbejde med at blive integreret blandt danskerne, så de foretrækker at leve i ghettoen sammen med ligesindede. Problemerne bliver også forstærket af den borgerlige regerings frit-valg-politik, som gør det lettere for forældrene at fravælge bestemte skoler,« siger Masoum Moradi.

Historien om polariseringen af skolerne i Hillerød er den samme – et stykke af vejen.

Indvandrerne i Hillerød bor i høj grad i Østbyen, og koncentrationen af børn med fremmed baggrund på en enkelt skole vakte en overgang stor opmærksomhed. Men det lykkedes at bryde den onde cirkel og vende udviklingen:

»Andelen af tosprogede børn nåede aldrig københavnske højder, men godt en fjerdedel var nok til, at de danske forældre begyndte at søge væk. Derfor gik vi ind med ekstra ressourcer til skolen, så den fik bedre normeringer end de øvrige skoler i kommunen. Samtidig arbejdede vi på at skabe en anden beboersammensætning i området. Folk med fast arbejde i Hillerød fik fortrinsret på ventelisterne til en ny bolig, og som kommune anviser vi for det meste socialt svage familier en lejlighed i andre dele af byen,« fortæller borgmester Nick Hækkerup (S).

Danmarks bedste børneby

I andre byer bunder opsplitningen af skolerne imidlertid i andre forhold. Skolerne i Fredericia er blevet socialt mere polariserede, men byen har ikke høj arbejdsløshed, og tallene tyder heller ikke på stor koncentration af nydanskere med svag social baggrund:

»Vi har efterhånden også en del flygtninge og indvandrere, men oplever ikke de store problemer.

Opdelingen af skolerne bunder formentlig i, at vi som kommune i al for høj grad har anvist folk med sociale problemer lejligheder i bestemte boligkomplekser. Det kan også spille ind, at det er meget lettere at få en lejlighed her end i nabobyerne Kolding og Vejle. Folk, der har problemer og skal flytte hurtigt, vil ofte søge hertil,« siger SF’eren Jane Findal, der er formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Fredericia.

Jane Findal vil bringe undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd op i kommunens økonomiudvalg. Fredericia har som mål at blive »Danmarks bedste børneby« inden 2012:

»Vi skal undgå, at problemerne koncentreres i enkelte skoler og kvarterer. Hvis vi vil være Danmarks bedste børneby, skal vi ikke kun se på børne- og ungdomspolitikken, men på kommunens udvikling som en helhed.«