Omsorgspersonale får hug for at gå til pressen

Af

Offentligt ansatte bør ikke gå til pressen, selv om de har kendskab til alvorlig misrøgt af ældre eller handicappede på deres arbejdsplads. Den slags sager klares bedst internt, siger formanden for personaleudvalget i Kommunernes Landsforening, Mads Lebech (K). De faglige organisationer kræver bedre beskyttelse af de ansatte, der råber op mod kommunernes vilje.

KOMMANDOVEJEN Socialrådgivere, sygeplejersker, socialpædagoger og social- og sundhedspersonale kræver bedre beskyttelse til de kolleger, der ranker ryggen og siger fra over for fagligt uforsvarlige vilkår på deres egen arbejdsplads. Kun på den måde undgås nye skandaler om dårlig omsorg for de svageste, der ikke selv kan råbe op, mener de faglige organisationer på baggrund af de seneste sager om omsorgssvigt af ældre og handicappede på plejehjem og i beskyttede boliger.

Men i Kommunernes Landsforening (KL) nøder formanden for Løn- og Personaleudvalget Mads Lebech (K) ikke ligefrem de kommunalt ansatte til at gå til pressen:

»Det her med at begynde at diskutere ytringsfrihed, synes jeg er en meget skæv vej at skulle ud på. Hvis man er ansat i en kommune og oplever omsorgssvigt, så har man da bestemt pligt til at råbe vagt i gevær. Men det er jo ikke pressen, man skal gå til, hvis man oplever sådan noget. Så skal man gå til sin ledelse. Og hvis man oplever, at den lokale ledelse ikke reagerer, så må man gå til cheflaget over – og i sidste ende må man jo gå til byens borgmester,« siger Mads Lebech.

Meldingen går stik mod afgørelser fra Folketingets ombudsmand og Justitsministeriets »Vejledning om offentligt ansatte ytringsfrihed« fra september sidste år. Her slås det utvetydigt fast, at det er et brud på offentligt ansattes ytringsfrihed at kræve, at de skal rejse problemerne internt, før de går i pressen:

»Det ligger fast, at en offentligt ansat har ret til at fremføre en eventuel kritik offentligt uden først at anvende de interne systemer.«

Et krav, der stadig er helt almindeligt at blive mødt med som offentligt ansat. Og som er med til at lægge et tungt låg over de offentligt ansattes frihed til at sige fra over for forhold, der måske netop er bestemt af de chefer eller politikere, som Mads Lebech vil have dem til at klage til, mener fagforeningerne.

»Vores medlemmer er bestemt ikke gode nok til at sige fra. Men det skyldes ikke manglende evne eller vilje, det handler om frygt for ledelsens reaktioner. Derfor skal der en bedre beskyttelse til, hvis de skal turde stå frem i de kritiske sager,« siger Karen Stæhr fra forbundet Fag og Arbejde (FOA), der blandt andet organiserer social- og sundhedshjælpere.

Behov for lovændring

Formand for Dansk Socialrådgiverforening Henning Breinholt er enig:

»Der er ingen tvivl om, at de fleste kommuner stadig synes, at ytringsfrihed er en uskik.«

Han mener, lovgivningen giver alt for gode muligheder for at chikanere og fyre åbenmundede medarbejdere. For selv om det er klart ulovligt at møde kritiske medarbejdere med det, juristerne kalder »negative ledelsesmæssige reaktioner«, så er den slags sager uendeligt svære at vinde.

For hvordan skal den ansatte bevise, at der er en sammenhæng mellem hendes kritik i den lokale avis og det faktum, at hun ikke kommer på efteruddannelse, bliver holdt nede i løn, pludselig ryger ud af chefens inderkreds – eller helt ud af arbejdspladsen, spørger de faglige organisationer.

De ønsker loven ændret, så det ikke er den ansatte, der skal bevise sin uskyld, når hun fyres eller lægges på is efter at have kritiseret sin arbejdsplads i offentligheden.

»Vi må have vendt bevisbyrden om, så det i stedet bliver chefen, der skal bevise, at det ikke skyldes de kritiske ytringer,« mener socialrådgivernes formand Henning Breinholt.

Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd bakker op:

»Jeg synes ikke, lovgivningen er god nok. Jeg synes, man skulle have en bedre beskyttelse, hvis man bliver mødt med usaglige reaktioner fra ledelsen, når man har ytret sig fuldstændig lovligt.«

Alternativet er at vente på, at det næste skjulte kamera kommer forbi og afslører de dårlige forhold, som den enkelte sygeplejerske, socialrådgiver, pædagog eller social- og sundhedshjælper ikke tør råbe op om.

Men KL afviser, at de ansatte skulle have brug for beskyttelse mod deres chefer:

»Vi har gode ledere i de danske kommuner, så det, mener jeg, er helt unødvendigt,« siger Mads Lebech (K), der ud over formand for kommunernes personaleudvalg er borgmester på Frederiksberg.

»De ansatte bør reagere tidligt med almindelig dialog og samarbejde og som medarbejdere også sikre, at man bliver hørt. Som arbejdsgiver vil jeg sige, at det er helt forkert at gå til pressen. Men man har muligheden, og der er man beskyttet godt nok af lovgivningen i dag,« mener Mads Lebech.

Men det er langt fra oplevelsen blandt de offentligt ansatte. Hver anden er bange for at udtale sig om deres arbejdsplads til offentlige møder eller i medierne, og af dem, der alligevel har gjort det, har hver tredje oplevet negative konsekvenser som fyring, advarsler eller »kammeratlige samtaler« med chefen. Det viser en måling blandt 2.700 offentligt ansatte, foretaget af hovedorganisationen FTF i oktober 2006.

»Vi råder ikke vores medlemmer til at gå ud alene med kritik, for det er det samme som at give dem en fyreseddel. Cheferne tager det ilde op. Derfor skal de rotte sig sammen eller søge opbakning hos tillidsmanden, inden de står frem,« siger Henning Breinholt, formand for Dansk Socialrådgiverforening.

Han erkender, at sådan et råd kan være med til at forstærke selvcensuren, men han finder det ikke forsvarligt at sætte sine medlemmer til at »gå planken ud« alene i det nuværende politiske klima.

Kommandovejen ender ofte blindt

Da Århus Kommune i efteråret 2006 skulle spare 400 millioner kroner, og forældre indledte blokader for at undgå, at besparelserne ramte børnehaverne, udsendte rådmand Louise Gade (V) en meddelelse om, at pædagoger eller ledere skulle underrette deres chef, hvis de havde tænkt sig at udtale sig til pressen.

Rådmanden måtte dog trække kravet tilbage, da hun blev gjort opmærksom på, at det var lodret ulovligt. Men Louise Gade er langtfra den eneste offentlige leder, der ikke har helt styr på reglerne. I en betænkning fra 2006 konstaterer et udvalg under Justitsministeriet:

»Meget tyder på, at en række ledere i den offentlige sektor har behov for et bedre kendskab til de grundlæggende regler.«

Udvalgets gennemgang af 33 myndigheders pressestrategi og personalehåndbøger afslørede en alt for vidtgående fortolkning af de ansattes loyalitetsforpligtelse, ligesom udvalget med højesteretsdommer Jens Peter Christensen i spidsen måtte konstatere, at nogle myndigheder »beskriver resttilstanden direkte ukorrekt, andre unuanceret«.

Bladrer man ombudsmandens beretning igennem for de seneste år, bekræftes billedet af offentlige chefer, der fejlbedømmer deres egen ret til at kontrollere de ansattes ytringer.

Justitsministeriets betænkning slår da også fast, at det er »et klart mønster, at de offentligt ansatte, der ytrer sig, kritiseres for at være illoyale over for deres arbejdsplads eller ledelse«.

Alligevel blev konklusionen i betænkningen, at der ikke var brug for ny lovgivning. I stedet skal de offentlige ledere lære loven bedre at kende.

Kammeratlige samtaler

Det kniber det stadig med i Århus, selv om overborgmester Nicolai Wammen (S) er ved at erstatte kommunens ulovlige personalehåndbøger  med en vejledning, der følger Justitsministeriets.

De århusianske socialrådgiveres fællestillidsmand, Mads Bildstrup, gik kort før jul i medierne med et opråb fra sine kolleger. De oplevede, at kommunen af økonomiske hensyn var i gang med at trække anbragte børn hjem til familier, der ikke var i stand til at tage sig af dem. Og at deres faglige argumenter imod spareplanerne blev overhørt.

»Det gik rigtig galt, da vi sagde, vi frygtede en ny Tønder-sag, fordi vi forudså, at børn blev hjemtaget til omsorgssvigt i Århus Kommune,« fortæller Mads Bildstrup.

Efter den udtalelse blev han offentligt irettesat af socialdirektøren, som annoncerede i den lokale radio, at han ville kalde Mads Bildstrup til møde om sagen dagen efter. På mødet stod han over for socialdirektøren og alle fire centerchefer, der i fællesskab afviste socialrådgivernes kritik.

»Deres dagsorden var at finde frem til de medarbejdere, der sad med de sager, jeg havde omtalt. Men det ville jeg ikke fortælle. For grunden til, at jeg stod frem, var jo, at de ikke selv turde.«

Mødet, der fandt sted før jul, mundede ud i en aftale om at holde dialogen internt fremover. Dialogen venter Mads Bildstrup og kollegerne stadig på. Alligevel fortryder han ikke, at han gik til pressen.

»Vi har ikke fået tilført flere midler til området, men vi har fået åbnet offentlighedens og politikernes øjne for, at der er et problem her med udsatte børn og unge. Og kommer der en sag, så kan de ikke rette geværløbet mod os. Så må de selv tage det politiske ansvar,« siger Mads Bildstrup.

Han har ikke meget håb for, at flere kolleger tør tage skridtet fremover. Sidst en af de lokale socialrådgivere stillede sig frem som paneldeltager på et offentligt møde, kvitterede den lokale chef med at undlade at forlænge hendes kontrakt og ansætte en nyuddannet i hendes sted.

De usynlige sanktioner

Men selv, hvis man venter med at udtale sig kritisk om sit arbejde, til man selv har sagt op, kan reaktionerne være ubehagelige nok.

Det oplevede en sygeplejerske, som i sidste uge stod frem i flere medier og fortalte om de forhold, der hersker på hendes snart forhenværende afdeling, hvor ældre, svært syge eller døende patienter hobede sig op på gangene. Beskrivelser, som hun havde sendt til sin nærmeste leder og en stribe ledere og politikere, flere uger inden hun gik i pressen med den. Brevet afføder ingen reaktion fra den nærmeste leder, fortæller sygeplejersken, som trods modet til at stå frem med kritikken af sygehussystemet, helst vil være anonym med sin beretning om afdelingssygeplejerskens reaktion.

Da hun en uge senere bliver kaldt ind på afdelingssygeplejerskens kontor, handler samtalen heller ikke om brevet eller de kaotiske forhold på afdelingen. I stedet skal hun – under overværelse af både oversygeplejerske og afdelingssygeplejerske – pludselig redegøre i detaljer for en konkret fejl i forbindelse med behandlingen af en patient.

»Jeg var temmelig rystet over det møde. Jeg var træt efter min nattevagt og havde svært ved at svare ordentligt eller huske de detaljer, de spurgte til. Nogle af dem gik flere uger tilbage i patientens behandling. Det var meget, meget ubehageligt. Og slet ikke en måde, vi plejer at håndtere fejl på.«

En historie, der desværre er alt for almindelig, mener formanden for Dansk Sygeplejeråd:

»Jeg synes, der var god grund til at sige: Hvor er det godt, at vi har nogle fagprofessionelle, der rejser nogle væsentlige problemer. Netop nu, hvor regeringen har gang i en kvalitetsreform, burde der være stor interesse for at få flere af den slags frem i lyset,« mener Connie Kruckow.