OK-forhandlinger kan ende i opgør mellem faggrupper

Af

De store faggrupper i kommuner og regioner øjner muligheden for et markant løft af deres løn og kæmper hver især hårdt for at overbevise politikerne om, at netop de fortjener højere løn. Men det kan give voldsom intern splid, hvis Folketinget øremærker penge til særlige grupper. Forsker vurderer, at de høje lønforventninger og den politiske indblanding gør det ekstremt vanskeligt at undgå storkonflikt ved de forestående overenskomstforhandlinger.

LØN »Hvor meget synes du, vi er værd, Fogh?« Sådan lød overskriften på den annonce, som fagforbundet Fag og Arbejde (FOA) i mandags indrykkede i tre store dagblade. Dermed gør FOA sit for at holde den lønkamp i kog, som forbundets menige medlemmer i ældreplejen indledte i juni med overenskomststridige strejker i 73 kommuner over hele landet.

FOA-formand Dennis Kristensen argumenterer for, at folketingspolitikerne bør levere de økonomiske midler, så kommuner og regioner kan forkæle deres ansatte med markante lønstigninger ved de kommende overenskomstforhandlinger, som skal afsluttes senest i februar 2008. Men alle skal vel at mærke ikke forkæles lige meget ifølge Dennis Kristensen:

»Alle offentligt ansatte skal have en bedre løn. Men der er brug for et ekstraordinært løft for de lavest lønnede kvindefag inden for børnepasning, ældrepleje og sundhedsvæsenet.«

Netop FOA-formandens sidste linje rummer kimen til intern splid blandt de offentligt ansatte. For mens alle faggrupper kan blive enige om, at de offentligt ansatte bør have en solid lønstigning og halter for langt efter det private arbejdsmarked, holder enigheden mildest talt op, når det kommer til, om nogle faggrupper skal have mere end andre.

Alle vil med til festen

Sagen bliver endnu mere speget af, at Dennis Kristensen ikke blot er formand for FOA. Han er også formand for Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte (KTO), den fælles forhandlingsorganisation for de ansatte i kommuner og regioner. Her er hans rolle at finde de bedste løsninger i helhedens interesse, og spørgsmålet er, hvor nemt det bliver, når han samtidig kæmper for ekstraordinære lønkroner til først og fremmest sine egne FOA-medlemmer i ældreplejen.

Ugebrevet A4’s rundringning til topfolk i de fem største fagforbund for offentligt ansatte – FOA, HK/Kommunal, Dansk Sygeplejeråd, Danmarks Lærerforening og pædagogernes forbund BUPL – giver et tydeligt fingerpeg om, hvor vanskelige de kommende overenskomstforhandlinger kan blive. De giver alle udtryk for, at højere løn er deres absolutte hovedkrav ved forhandlingerne om overenskomst, og samtidig vil de ikke finde sig i, at andre faggrupper skal have mere end dem selv. Jo, måske nogle enkelte pebernødder, men så skal de selv have noget andet i stedet.

De fem forbund ser alle gerne, at Folketinget afsætter en pose penge til ekstra lønstigninger til de offentligt ansatte. Men kun FOA og Dansk Sygeplejeråd støtter, at politikerne øremærker pengene til bestemte grupper – forudsat at de selvfølgelig selv kommer med til festen.

En særlig pulje til eksempelvis de ansatte i ældreplejen – som Dansk Folkeparti taler varmt for – er bestemt ikke en metode, som vækker jubel hos de kommunalt ansatte HK’eres formand, Kim Simonsen:

»Hvis politikerne deler penge ud til bestemte sektorer eller faggrupper, har de lagt gift ud for overenskomstforhandlingerne i de næste 10-15 år. Hvis man bare dækker huller af, hvor stemningen har pisket noget op, så har vi andre nok også et piskeris, vi kunne sætte i gang. Hvis det er megafonen og de højtråbende protester, der bliver belønnet, bliver det en interessant offentlig sektor,« siger Kim Simonsen ironisk.

Han lægger ikke skjul på sin irritation over den offensive stil, som specielt FOA og Dennis Kristensen har praktiseret i kampen for flere lønkroner til sine medlemmer.

»Overenskomstforhandlingerne bliver under alle omstændigheder vanskelige. Men det bliver især vanskeligt, hvis nogle forbund nu og et halvt år frem vil sige, at enkelte grupper skal have mere end andre. Er de i det hele taget berettiget til at sige, at nogle er mere værd end andre? Jeg er da enig med Dennis i, at især kvindefagene trænger til et løft. Så siger jeg bare hip hip hurra, for 80 procent af mine medlemmer er kvinder. Men de er jo ikke sosu-assistenter,« siger Kim Simonsen.

Uddannelse skal betale sig

Lærernes formand, Anders Bondo Christensen, er også stærkt skeptisk over for »gaver« til bestemte faggrupper:

»Det duer ikke, at nogle faggrupper får højere lønstigning end andre. Rekrutteringsproblemerne på social- og sundhedsområdet er nøjagtigt de samme, som vi ser i folkeskolen. Og det nytter jo ikke noget, at man sikrer, at flere vil ind på sosu-området, hvis det så betyder, at færre vil være folkeskolelærere. Derfor bliver man nødt til generelt at genoprette lønnen i det offentlige i forhold til sammenlignelige grupper på det private arbejdsmarked. Det er det, vi skal konkurrere med,« siger Anders Bondo Christensen.

Den samme problemstilling fremhæver pædagogernes formand, Henning Pedersen. Han mener, at man vil svække rekrutteringen til fag som pædagog, lærer og sygeplejerske, der alle kræver uddannelser på tre et halvt til fire år, hvis de ufaglærtes og kortuddannedes løn kommer tættere på.

»Allerede i dag opfatter vores medlemmer det som et stort problem, at de som uddannede pædagoger starter på en løn, som ikke er tilstrækkeligt meget højere end medhjælperens. Det gør det jo ikke særlig attraktivt at tage en uddannelse,« siger Henning Pedersen.

FOA- og KTO-formand Dennis Kristensen bliver noget ulden i mælet, når han bliver bedt om præcist at udpege de faggrupper, som fortjener et særligt lønløft:

»Behovet er allermest tydeligt for de faggrupper, der voksede voldsomt i 1960’erne. Det er inden for børnepasning, ældrepleje og sundhedsvæsenet.«

Skal sygeplejerskerne også have et særligt løft?

»Jeg mener, at hele området har et problem. Men jeg tror, at man bør skelne mellem de højere lønnede og de lavest lønnede, og problemet er størst for de lavest lønnede grupper,« siger Dennis Kristensen.

Strejker skal ikke belønnes

Hos ledelsen i Dansk Sygeplejeråd tager man meget gerne imod, hvis politikerne vil give ekstraordinære lønstigning til særlige grupper af offentligt ansatte – hvis sygeplejerskerne vel at mærke er blandt dem. En pulje, der kun gives til de lavestlønnede på social- og sundhedsområdet – i praksis sosu-assistenter og -hjælpere – vil give vrede sygeplejersker:

»Det er klart, at der har været meget fokus på sosu-medarbejderne, fordi det var dem, der valgte at strejke. Overenskomststridige arbejdsnedlæggelser er ikke det, man gennem tiden har set mest af hos vores medlemmer. Og hvis politikerne vælger at honorere de grupper, som valgte at nedlægge arbejdet, frem for sygeplejerskerne, der om nogen gør deres til, at samfundet hænger sammen, får politikerne et gevaldig stort problem,« siger Grete Christensen, 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd.

Arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, lektor på Aalborg Universitet, kalder optakten til overenskomstforhandlingerne »kaotisk« og mener, at politikerne skal være varsomme med at love penge til højre og venstre:

»Der er simpelthen gået valgkamp og politik i overenskomstforhandlingerne. Og det betyder, at parterne omgående begynder at orientere sig i forhold til politikerne i stedet for til hinanden. Når nogle politikere lover flere penge til de ansatte i ældreplejen, vil de andre faggrupper selvfølgelig også stille sig op i køen med deres argumenter for, hvorfor de skal have højere løn. Så er det ikke længere parterne, der har herredømmet. Det har politikerne, og så bryder den danske aftalemodel sammen,« siger Flemming Ibsen.

Han mener, det er »amatørarbejde«, hvis politikerne begynder at dele penge ud til nogle grupper efter en mavefornemmelse af, hvem der fortjener mere:

»Jeg er sådan set enig i, at der er nogle problemer med lønstrukturen og de relative lønninger i den offentlige sektor. Men hvis politikerne virkelig vil gøre noget ved det, er det en større opgave, hvor man bør nedsætte en kommission til at granske lønningerne og komme med bud på en reform. Det er ikke noget, man bare lige gør.«

Hurtigt valg lurer

Fagforbundene og arbejdsgiverne i kommuner og regioner udveksler først officielle overenskomstkrav om to måneder, men det ligger helt fast, at markante lønstigninger står øverst på lønmodtagernes liste. Forhandlerne er ikke meget for at sætte præcise tal på, men FOA-formand Dennis Kristensen slår fast, at hans medlemmer i ældreplejen skal have op mod 5.000 kroner mere om måneden i løbet af en treårig periode, hvis han skal indgå et forlig.

Det er væsentligt over de lønstigninger, som de privatansatte fik, da overenskomsterne på det private arbejdsmarked blev fornyet i foråret. Her fik lønmodtagerne på de største normallønsområder – som er bedst sammenlignelige med det offentlige område, fordi der er meget begrænset mulighed for lokale forhandlinger – cirka 3.000 kroner mere om måneden over tre år.

Det er imidlertid helt urealistisk, at kommuner og regioner kan give så markante lønstigninger uden en særlig indsprøjtning fra Folketinget. Kommuner og regioner er nemlig allerede bundet af stramme økonomiske aftaler med regeringen for 2008. Og arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen tvivler kraftigt på, at regeringen og statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) vil lade sig friste til at uddele så store gaver til de offentligt ansatte:

»Det er klart, at Fogh har en gylden mulighed for at hente stemmer hos netop de offentligt ansatte kvinder, hvor han står svagt. Men det ville være vanvittig populistisk. Og der er meget på spil. Hvis man giver ekstraordinære lønstigninger til de offentligt ansatte, vil det smitte af på lønudviklingen i den private sektor, og det vil svække konkurrenceevnen, betalingsbalancen og beskæftigelsen,« siger Flemming Ibsen.

Han tror derfor mest på, at statsministeren udskriver folketingsvalg, inden overenskomstforhandlingerne for alvor går i gang. Dermed står han bedre rustet til at stoppe en sandsynlig storkonflikt i foråret 2008 med et regeringsindgreb, der vil være upopulært hos hundredetusinder af offentligt ansatte.

»Pilen peger helt oplagt på en storkonflikt, for der er opstået så store forventninger til lønstigninger, at fagforbundene ikke kan skaffe et forlig, som medlemmerne vil sige ja til,« siger Flemming Ibsen.

Kommunernes topforhandler ved overenskomstforhandlingerne, Frederiksbergs borgmester Mads Lebech (K), tager gerne imod, hvis Folketinget vil give en ekstra pose penge til at forkæle de offentligt ansatte. Men han frabeder sig, at folketingspolitikerne skal beslutte, hvordan pengene skal bruges. Og så opfordrer han fagforbundene til at give deres medlemmer et realistisk billede af de reelle muligheder for lønstigninger:

»Der skal være en vis form for forventningsafklaring. Vi behøver ikke på forhånd være enige om, hvilken farvenuance huset skal have. Men vi bliver nødt til at afklare, hvilket materiale der skal bygges i, og om der skal vinduer i huset,« siger Mads Lebech.