Og vinderen er: Den private sektor

Af | @MichaelBraemer

Bortset fra tryghed i ansættelsen og bedre mulighed for at have et velfungerende familieliv ved siden af arbejdet dumper det offentlige arbejdsmarked i enhver sammenligning med det private, siger lønmodtagerne i ny undersøgelse. Ungdomsforsker mener, at de offentlige arbejdsgivere skal stramme sig gevaldigt an, hvis de skal tiltrække ansatte i fremtiden.

PARALLELSAMFUND Et reservat for familieorienterede kvinder og mænd, der er en smule arbejdssky og måske har en hobby, som fylder lidt meget – alle lystfiskerne og fodboldtosserne.

Sådan vil det offentlige arbejdsmarked udvikle sig, mener reklamemanden Frederik Preisler, direktør i bureauet Propaganda McCann. Og som tidsånden er, og de politiske vinde blæser, er der intet, han med nok så gennemtænkt en kampagne kan stille op mod udviklingen.

Det er Ugebrevet A4, der beder om gode råd på baggrund af en ny undersøgelse blandt 6.798 danskere, som viser, at danske lønmodtagere – offentligt såvel som privatansatte – har svært ved at se fordelene ved at være ansat i den offentlige sektor.

Jo, begge grupper anerkender, at hvis det er sikkerhed i ansættelsen og de bedste muligheder for at tilgodese et familieliv, så er det offent­lige sagen. Det er her, kvinderne og lystfiskerne kommer ind i billedet. Men målt på alle de andre områder, der gør et arbejde attraktivt, er det de private job, der vinder i en sammenligning, mener både offentligt og privat ansatte.

Spørgsmålet til Frederik Preisler er derfor, hvordan han i givet fald kunne gå ud og sælge den offentlige sektor som arbejdsplads, så vi stadig kan få tilstrækkelige hænder til at løse velfærdsopgaverne. Men reklamemanden takker nej til opgaven. Han rører, som han siger, ikke ved noget, der på forhånd er dømt til fiasko:

»Fra politisk hold har man de seneste seks-otte år ført en kampagne, der handler om det modsatte, og det kan du sgu ikke lige gå op imod. Man har fået etableret det dogme hele vejen rundt, at det private er bedre end det offentlige til enhver tid. Og det er det, man ser et udslag af i undersøgelsen. For jeg tror ikke, der er mange, der har oplevet begge sider af hegnet.«

Frederik Preisler mener, at politikerne har været dygtige til at smugle ideologi ind ad bagvejen, for i dag går skillelinjen mellem privat og offentligt ikke kun mellem maskinfabrikken og sygehuset, men også mellem enheder, der løser de samme velfærdsopgaver i henholdsvis offentligt og privat regi. Og det billede, der er blevet skabt, er ifølge reklamemanden, at kun det private opererer dynamisk og med acceptabel kvalitet.

»Vi er jo ved at nærme os amerikanske tilstande, hvor billedet er, at hvis du ikke har råd til at komme på privathospital, så må du tage til takke med en klamphugger, der står i en streptokokbefængt, uhumsk rotterede og roder med din hjertetransplantation.«

Naboens græs er ikke grønnere

De adspurgte i undersøgelsen har skullet sammenligne deres egne arbejdsforhold med forhold i en anden sektor, som de fleste aldrig har haft kontakt med. Derfor kunne man godt forestille sig en »græsset er altid grønnere hos naboen-effekt«.

Den offentlige debat og udveksling af erfaringer mellem familiemedlemmer, naboer og venner med forskellige ansættelser ser imidlertid ud til at være virkningsfuld, for der er stor overensstemmelse mellem svarene fra henholdsvis offentligt og privatansatte:

  • 94 procent af de offentligt ansatte og 87 procent af de privatansatte mener, at lønnen er bedre i det private.
  • 93 procent af de offentligt ansatte og 86 procent af de privatansatte mener, at der er mest fryns i den private sektor.
  • 77 procent af de offentligt ansatte og 65 procent af de privatansatte mener, at karrieremulighederne er bedst i det private.
  • 6 ud 10 offentligt ansatte og halvdelen af de privatansatte mener, at man skal søge til det private arbejdsmarked, hvis man så vidt muligt vil undgå kontrol i arbejdet.
  • 68 procent af de offentligt ansatte og 71 procent af de privatansatte er til gengæld enige om, at den offentlige sektor tager prisen, når det drejer sig om sikkerhed i ansættelsen.

Kun på ét punkt er de to grupper uenige, og det drejer sig om stress. Mens de offentligt ansatte hælder til, at der er mindst stress i det private, mener de privatansatte, at det er nemmest at undgå stress i offentlige.

Professor på Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) Tage Søndergaard Kristensen dømmer »uafgjort« i striden:

»Der er bare tale om forskellige former for stress. Hvis man tager risikoen for vold, chikane og den slags, så er den størst i den offentlige sektor. Men så er der andre forhold – for eksempel balancen mellem familie og arbejde – der trækker i den anden retning.«

Når det drejer sig om gode arbejdsmiljøforhold i bred forstand, så mener den største gruppe både blandt offentligt og privat ansatte, at den private sektor har førertrøjen på, men her mener Tage Søndergaard Kristensen, at de går galt i byen.

»Det er et spørgsmål om brancher. Der er brancher i den private sektor, hvor arbejdsmiljøet slet ikke er godt – inden for industri, service, handel, kontorområdet og transport. Store områder med betydelige problemer, så samlet set synes jeg ikke, folk har ret,« siger han.

Også med hensyn til karrieremuligheder mener Tage Søndergaard Kristensen, at lønmodtagerne generelt undervurderer den offentlige sektor. Men uanset hvordan tingene forholder sig, bliver de offentlige arbejdsgivere nødt til at erkende det prestigetab, de offentlige arbejdspladser har lidt som følge af diskussionen om kvalitet i den offentlige sektor og det pres, som social- og sundhedsassistenter/hjælpere, lærere, sygeplejersker og socialrådgivere har været udsat for. Der skal gøres op med kontroltyranniet, hvis det offentlige skal genvinde sin attraktion som arbejdsplads og kunne tiltrække nye gene­ra­tioner af lønmodtagere, mener Tage Søndergaard Kristensen:

»Jeg er helt enig i, at det ikke vil nytte noget bare at lave en reklamekampagne, lade syv og fem være lige og så lade de her ting fortsætte. Det vil være selvmord. Der er væsentlige problemer, der skal gøres noget ved,« siger han.

Unge tænker privat

Det budskab støtter forskningsleder ved Center for Ungdomsforskning på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Jens Christian Nielsen. Den offentlige sektor har et belastet image og meget lidt tiltrækningskraft som arbejdsplads for de unge, fortæller han. Fag som lærer og pædagog, der var populære for bare 10-15 år siden, er for eksempel ikke blandt de unges jobønsker nu.

»Nu er det ejendomsmægler, designer og andre job i det private erhvervsliv, der trækker. Den offentlige sektor forbindes med ensomt arbejde på kontor og mangel på selvstændigt ansvar, anerkendelse og belønning. Unge har et – nogle gange realistisk – billede af, at der bliver udøvet ledelse på et meget bedre plan på det private arbejdsmarked,« siger han.

Jens Christian Nielsen ved fra egne undersøgelser, at unge ofte skuffes, når de kommer ud på private virksomheder og finder ud af, at arbejdet er meget reguleret og rutinepræget. Han mener, at det offentlige kunne komme langt i forhold til de unge ved at sætte fokus på de steder, hvor der er høj kvalitet i velfærden, anerkendelse til ansatte og høj arbejdsglæde blandt medarbejderne.

»Unge i dag har ikke den indstilling, at man går på arbejde for at yde en indsats og tjene sin løn. Derfor er det vigtigt med fokus på, hvad der skaber motivation og arbejdsglæde hos unge. Det er vigtigt, de føler, at de gør et godt stykke arbejde, og at de føler sig godt tilpas. De bruger hele tiden sig selv som måleapparat. Og i den sammenhæng er det kontrolhelvede, man har placeret de offentligt ansatte i, jo et helt forkert signal,« mener Jens Christian Nielsen.

Formand i fagforbundet Fag og Arbejde (FOA) Dennis Kristensen fører i øjeblikket en ihærdig kamp for at skaffe flere lønkroner til forbundets medlemmer. A4’s undersøgelse kunne tyde på, at kampen burde handle om meget andet end kroner og ører, men for Dennis Kristensen hører tingene sammen.

»Afhængig af, hvordan du spørger vores medlemmer, svarer de enten, at deres hovedprioritet er højere løn eller større anerkendelse. De vil gerne have hævet fagets image og i hvert fald ikke ses ned på i samfundet. Men løn er jo heller ikke kun det, vi skal leve af. Det afspejler også anerkendelse og status,« siger han.

Bordet fanger

Dennis Kristensen mener, at lønmodtagernes vurdering af fortrin på de to forskellige arbejdsmarkeder svarer meget godt til virkeligheden, men mener også, at der er et gennembrud på vej for offentligt ansatte:

»De kommunale arbejdsgivere er begyndt at se skriften på væggen. Man kan i dag ikke høre en kommunal arbejdsgiver udtale sig, uden at vedkommende på et tidspunkt skal sige »attraktive arbejdspladser«. Offentlige arbejdsgivere tvinges til at indse, at der er omkostninger forbundet ved at have ansatte, og selv om de nok aldrig bliver førende med hensyn til personalegoder, tror jeg, vi vil se dem følge nogenlunde med.«

Med to sølle fortrin, hvoraf sikkerhed i ansættelsen er af tvivlsom værdi på et arbejdsmarked, hvor der skriges på hænder både privat og offentligt, kan det undre, at det overhovedet lader sig gøre at opretholde en offentlig sektor.

Det har professor på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole Anders Holm imidlertid en forklaring på. Han har forsket i arbejdskraftens mobilitet mellem den offentlige og den private sektor med udgangspunkt i det paradoksale forhold, at jo mere erhvervserfaring, desto mindre er mobiliteten, og desto større er lønforskellen også i forhold til den anden sektor. Det viste sig, at den såkaldte humankapital, der opspares i det offentlige, aflønnes meget dårligt i det private og omvendt.

»Erhvervserfaring aflønnes bedre dér, hvor man er, end ovre på den anden side. Så man kan sige, at offentligt ansatte med solid erhvervserfaring, for eksempel folkeskolelærere, har meget svært ved at finde arbejde i den private sektor, som giver den samme løn. Bordet fanger.«