RESPEKT

Og Folketingets mest respekterede medlem er...

...Bertel Haarder! Kolleger fra højre til venstre i folketingssalen kårer ham i dag som tingets mest respekterede medlem. Også Steen Gade (SF) og Mogens Lykketoft (S) nyder stor anseelse på Borgen.

»Bertel Haarder er simpelthen en rar person, som også er sjov
at omgås,« lyder karakteristikken fra Enhedslistens Rosa Lund. 

»Bertel Haarder er simpelthen en rar person, som også er sjov at omgås,« lyder karakteristikken fra Enhedslistens Rosa Lund. 

Foto: Morten Germund/Scanpix

Den mest vellidte politiker på Christiansborg er Bertel Haarder. Et bredt udsnit af folketingsmedlemmer fra Enhedslisten hen over midten til Dansk Folkeparti peger på Venstres grand old man på Christiansborg, når de bliver spurgt om, hvem de har størst respekt for blandt kollegerne i Folketinget.

Som nummer to på folketingsmedlemmernes respekt-barometer kommer SF’s veteran Steen Gade, mens Folketingets formand, socialdemokraten Mogens Lykketoft løber med en tredjeplads.

»Jeg prøver at undgå at score billige point. Man skal aldrig håne nogen. Man skal aldrig nedgøre nogen. Og så er det altid godt med humor. Det kan løse mange problemer,« lyder Bertel Haarders eget bud på, hvorfor han indtager førstepladsen på listen.

Her er Folketingets mest vellidte medlemmerDisse politikere nyder størst respekt blandt deres kolleger.
Kilde: Ugebrevet A4, april 2015. Alle 179 medlemmer af Folketinget er blevet bedt om at besvare spørgsmålet: ’Hvem af dine folketingskolleger uden for dit eget parti respekterer du mest? Skriv navnene på op til 5 folketingsmedlemmer’. 82 folketingspolitikere fordelt på samtlige partier har deltaget i undersøgelsen.

Med Haarder, Gade og Lykketoft i top tre er det den gamle garde af erfarne folketingsmedlemmer, som er de mest populære både fagligt og socialt blandt de 179 medlemmer på Tinge. Men på listen er også folketingsmedlemmer, der kun har været valgt i en eller to valgperioder. Det gælder blandt andre Jakob Ellemann-Jensen (V) og Nadeem Farooq (R).

To kvindelige ministre hitter også hos deres folketingskolleger. Både justitsminister Mette Frederiksen (S) og kulturminister Marianne Jelved (R) nyder stor respekt på Borgen.

Undersøgelsen er gennemført af Ugebrevet A4 blandt samtlige 179 folketingsmedlemmer. De folkevalgte er blevet bedt om at nævne op til fem politikere uden for deres eget parti, som de har stor respekt for i det daglige folketingsarbejde. I alt har 82 folketingspolitikere deltaget i undersøgelsen, der er gennemført i perioden 10. til 17. april.

Han er simpelthen en rar person

Den mest populære politiker bag Christiansborgs tykke mure har hentet i alt 16 stemmer, og dermed har næsten hver fjerde politiker udenfor Venstre sat kryds ved Bertel Haarder. Det gælder så forskellige politikere som Rosa Lund fra Enhedslisten og Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance.

Rosa Lund understreger, at hun ikke var i tvivl om, at Bertel Haarder skulle have hæderen som den mest respekterede politiker.

»Bertel Haarder er en af de politikere, som jeg har haft allerflest kampe med – især hvad angår uddannelsespolitik. Vi er politisk meget uenige om meget. Men han er vedholdende og kæmper for det, som han tror på. Og så er Bertel altid grundig og skøjter aldrig hen over tingene. Han er simpelthen en rar person, som også er sjov at omgås,« siger hun.

Bertel Haarder er grundlæggende en solid type, og ingen er i tvivl om hans prioriteter og meninger. Heller ikke selvom de viger fra Venstres partilinje. Han er simpelthen troværdig. Steen Gade (SF)

Simon Emil Ammitzbøll fra Liberal Alliance fremhæver, at han har stemt på Bertel Haarder, fordi han gennem sine mere end tre årtier i dansk politik har demonstreret politisk mod. Blandt andet da han som undervisningsminister i VK-regeringen i 1980’erne stod i spidsen for nogle reformer, der var mildt sagt upopulære blandt de studerende.

»Bertel er også belæst og et venligt menneske, der er ordentlig over for sine politiske modstandere. Og så er jeg ret imponeret over nogle af hans bøger, hvor han er meget systemkritisk i forhold til bureaukratiet og velfærdsstaten,« siger Simon Emil Ammitzbøll.

SF’s Steen Gade, der selv kommer ind på andenpladsen, gratulerer Bertel Haarder med æren og fortæller, at han selv har stemt på ham.

»Bertel Haarder er grundlæggende en solid type, og ingen er i tvivl om hans prioriteter og meninger. Heller ikke selvom de viger fra Venstres partilinje. Han er simpelthen troværdig. Og så er han flittig og levende optaget af samfundet. Og ikke bare optaget af Bertel Haarder, hvis man kan sige det på den måde,« lyder bedømmelsen fra Steen Gade.

Respekt fra Bertel

Men hvad skal man så gøre for at opnå respekt fra den mest respekterede politiker i Folketinget? Bertel Haarder afslører, at det ikke var nogen nem opgave at indsnævre folketingsmedlemmerne til fem udvalgte i A4’s undersøgelse.

»Jeg har lagt vægt på at vælge nogen, som lægger stor vægt på fagligheden og forstår at skille polemik fra konstruktive løsninger. Selvfølgelig skal der være plads til polemik, men man skal også vide, hvornår man skal skrue ned for det og i stedet arbejde for at finde politiske løsninger,« siger Bertel Haarder.

På den baggrund er Haarders valg faldet på blandt andre Søren Espersen fra Dansk Folkeparti, De Konservatives gruppeformand Brian Mikkelsen og nummer to på respekt-barometeret, SF’s Steen Gade.

Steen Gade har et stort hjerte for demokratisnakken i samtalen og udviklingen af demokratiet. Han er altid interessant at tale med. Simon Emil Ammitzbøll (LA)

Og det kommer ikke helt bag på Venstre-politikeren, at det især er de mere erfarne politikere, som tager de øverste pladser på listen.

»Når man er nyvalgt, kan man godt være nervøs for, om man er synlig nok. Det kan betyde, at man begynder at hakke på andre, for desværre er det sådan, at det tit giver mest opmærksomhed i medierne. Det kan godt være, at vi ikke på samme måde føler, at vi har brug for det. Min erfaring siger så også, at det giver bagslag. Både hos kollegerne og hos borgerne,« siger Haarder.

Schlüter var en mester i at skabe god stemning

Derudover fremhæver Bertel Haarder også humoren, som han selv er kendt for at besidde i stor stil. Når der er landsmøde i Venstre eller andre store politiske begivenheder, er Bertel Haarder altid på plads med en sjov lejlighedssang, og på det seneste har Venstre-veteranen på sin Facebook-side udvidet repertoiret til også at omfatte haiku-digte om den politiske situation i ind- og udland.

En af Haarders inspirationskilder udi kunsten at forene humor og seriøs politik er den tidligere konservative statsminister Poul Schlüter.

»Poul Schlüter var en mester i at skabe god stemning under forhandlinger, og han havde det stænk af humor, så det ikke blev højtideligt – og frem for alt aldrig selvhøjtideligt. Det er en god egenskab at have i politik,« fastslår Haarder.

Jeg vil benægte, at jeg idémæssigt er gået i stå, og det samme gælder i øvrigt for de andre i toppen. Steen Gade har bestemt heller ikke glemt sine hjertesager, og Lykketoft er jo heller ikke kendt for at sidde og trille tommelfingre i en gyngestol. Bertel Haarder (V)

Med Bertel Haarders egne ord begyndte han sin politiske karriere i Folketinget tilbage i 1975 som ’en styrvolt, der ville lave om på alting’.

En ung Bertel Haarder i et forsøg på at ændre verden fra Folketingets talerstol. Foto: Bjarne Lütchke.

Men selvom der er faldet mere ro på, afviser Haarder, at han er blevet mere tandløs med årene, og at respekten fra kollegerne skulle være kommet på bekostning af skarpe politiske holdninger.

»Jeg vil benægte, at jeg idémæssigt er gået i stå, og det samme gælder i øvrigt for de andre i toppen. Steen Gade har bestemt heller ikke glemt sine hjertesager, og Lykketoft er jo heller ikke kendt for at sidde og trille tommelfingre i en gyngestol.«

Solid på alle måder

Med 15 stemmer scorer SF’s Steen Gade en sikker andenplads. Simon Emil Ammitzbøll forklarer, at han har sat kryds ved SF’s grønne nestor, fordi han er en klassisk politikertype.

»Steen Gade har et stort hjerte for demokratisnakken i samtalen og udviklingen af demokratiet. Han er altid interessant at tale med. Han har været med til at stifte Nyt Europa og tager stadig nye initiativer. Han er en grundig politiker og et ordentligt menneske. Steen er solid på alle måder,« lyder karakteristikken fra Simon Emil Ammitzbøll.

Steen Gade glæder sig over sin placering.

»Jeg lægger vægt på, at man skal høre, hvad folk siger, og tænke på, hvad de mener. Jeg ved, at folketingsmedlemmer sidder i Folketinget, fordi de gerne vil noget. Jeg kender jo Folketinget som et hus, der er befolket af mennesker optaget af det politiske arbejde og folk, der gerne vil gennemføre noget. Det er derfor, de er i politik,« siger han.

Og med det som ledetråd for hans politiske arbejde går han heller ikke rundt og mistænker kolleger for at være i politik for egen personlig vindings skyld, pointerer Steen Gade.

Respekt på tværs af blokkene

På listen over de folketingsmedlemmer, der nyder størst respekt blandt deres kolleger på Borgen, er også den radikale Nadeem Farooq og Liberal Alliances Simon Emil Ammitzbøll.

Venstres retsordfører Karsten Lauritzen har noteret dem begge to på sin stemmeseddel, og han begrunder hellere end gerne sin store respekt for de politiske konkurrenter.

»Nadeem Farooq er god til at sige, hvad han mener, også selv det kan være på kanten af hans eget parti. Han er ligetil og ærlig, og på en meget ordentlig måde er han tro mod sit eget politiske selv. Og så har han tit et glimt i øjet og kan også gøre grin med sig selv,« lyder det fra Karsten Lauritzen.

Han oplever Simon Emil Ammitzbøll som en seriøst arbejdende politiker, der er optaget af at få løst ting og indgå aftaler på kryds og tværs.

»Simon Emil Ammitzbøll er virkelig parlamentariker og demokrat, og han er altid optaget af, at man skal finde løsninger,« understreger han.

Mette Gjerskov er ligefrem, og hun pakker aldrig noget ind. Man ved, hvor hun står, og hvad hun vil politisk. Eller som vi siger på Nørrebro: Der er ikke så meget pis med hende. Rosa Lund (EL)

At politikere på kryds og tværs af rød og blå blok sagtens kan have stor respekt for hinanden, viser et andet af Karsten Lauritzens valg. For øverst på hans stemmeseddel står Enhedslistens Pernille Skipper.

De to krydser ustandseligt klinger om rets- og udlændingepolitik, men alligevel er hun en af de politikere i Folketinget, som Karsten Lauritzen respekterer allermest.

»Pernille Skipper arbejder meget seriøst og er altid velforberedt og flittig. Og så er hun heller ikke argumentresistent. Nogle politikere flytter aldrig deres holdninger så meget som en milimeter, men hun er ikke bange for at rykke sig, hvis hun kan se, at der er en problemstilling, der kræver det,« siger han.

Karen Klint har hjertet med

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, er superglad for at være med på respektlisten. Hun har selv peget på den socialdemokratiske sundhedsordfører, Karen Klint.

»Karen Klint har hjertet med sig i politik. For eksempel skriver hun på eget initiativ ofte svar til borgere, der skriver til sundhedsordførerne, fordi de har en sag eller et problem. Og Karens breve er altid pæne og noble, hvor hun forklarer, hvordan tingene hænger sammen og anviser dem nogle handlemuligheder. Så er hun sød og sende brevene rundt til os andre, så vi er orienteret,« siger Liselott Blixt.

DF-politikeren har også peget på Sofie Løhde (V) og sågar også sundhedsminister Nick Hækkerup.

»I starten syntes jeg, at Nick Hækkerup var en arrogant minister, men i det sidste halve år har jeg virkelig fået respekt for manden, fordi han er gået efter brede forlig og lytter til os alle. Han kan også finde på at komme på besøg på ens kontor uden en horde af embedsmænd og bare lige snakke uformelt for at vende en sag,« fortæller Liselott Blixt.

Enhedslistens Rosa Lund har også sat kryds ved formanden for Folketingets udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov, fordi hun opfatter den tidligere fødevareminister som både troværdig og modig.

»Mette Gjerskov er ligefrem, og hun pakker aldrig noget ind. Man ved, hvor hun står, og hvad hun vil politisk. Eller som vi siger på Nørrebro: Der er ikke så meget pis med hende,« siger Rosa Lund.

Glad smiley

Når Karsten Lauritzen fra Venstre skal bedømme de sociale og faglige samværsformer på kryds og tværs af partierne på Christiansborg, kommer der fluks en glad smiley.

»Der er en tendens til at tale Folketingets parlamentariske arbejde ned, og det ærgrer mig. Jeg synes, at det er et stort privilegium at have sin gang på Christiansborg, og i det daglige oplever jeg en stor gensidig respekt mellem os kolleger på tværs af alle partier,« fastslår han.

Han mener, at medierne godt hjulpet på vej af nogle få politikere skaber en masse konflikthistorier og dermed giver et billede af, at der konstant er krige og knive i ryggen på Christiansborg.

»Der foregår meget i Folketinget, som ikke når TV-Avisen om aftenen. Jeg er ikke sikker på, at alt, der bliver tv-transmitteret, har gjort noget godt for det parlamentariske arbejde, for generelt er der en god, seriøs og respekttfuld stemning blandt medlemmerne, også selv om man er uenige,« siger Karsten Lauritzen.

Vi politikere skal dømmes af vælgerne og ikke af hinanden. Karsten Lauritzen (V)

Han fremhæver, at kollegerne er valgt på et folkeligt mandat.

»Vælgerne har stemt på dem, og det kan godt være, at jeg synes deres holdninger er forkerte, men det ændrer ikke på, at nogen har stemt på dem, og det giver dem ret til at sige det, de nu vil. Vi politikere skal dømmes af vælgerne og ikke af hinanden,« mener han.

Også Simon Emil Ammitzbøll oplever en god tone mellem de fleste politikere, og han fremhæver, at han har venner og bekendte i samtlige partier.

»Langt de fleste folketingspolitikere har jeg en grundlæggende respekt for, og så er der nogen, som man kan have et mere belastet forhold til, men det er absolut et fåtal,« siger han.

Tvangsindlagt til at lytte til debatten

Også Bertel Haarder fremhæver, at partiskel ikke står i vejen for et respektfuldt samarbejde og godt kammeratskab.

»Partifællerne konkurrerer man næsten mere med end dem fra de andre partier, hvor det i stedet handler om at finde et godt samarbejde og nogle løsninger. Vi er jo ikke uvenner, fordi vi ikke er politisk enige,« siger han.

Selvom det er 40 år siden, at Bertel Haarder selv blev valgt ind til Folketinget første gang, er respekten for kollegernes arbejde heller ikke blevet mindre med årene.

Da Venstre-veteranen efter valget i 2011 blev medlem af Folketingets Præsidium og næstformand i Folketinget, åbnede der sig derimod en ekstra dimension i synet på kollegernes arbejde og viden. Med næstformandsposten følger nemlig ansvaret for at styre debatterne i folketingssalen.

»Som næstformand i Folketinget er jeg jo tvangsindlagt til at sidde og lytte til mange debatter i salen, og det har på ingen måde mindsket min respekt. Tværtimod. Når man har en tør og kedelig førstebehandling af et beslutningsforlag eller et lovforslag, så bliver jeg ofte imponeret over de indlæg, der kommer. Gang på gang tager jeg mig selv i at sidde og lytte i folketingssalen og blive imponeret over mine kollegers viden.«