Offentligt ansatte presses på ytringsfriheden

Af

En skoleleder i Roskilde blev bortvist efter et læserbrev. Episoden er det seneste eksempel på, at offentligt ansattes ytringsfrihed ikke bliver respekteret. Flere fagforbund oplever, at medlemmer kommer i klemme, fordi de udtaler sig offentligt. Og antallet af sager hos Folketingets Ombudsmand blev fordoblet i 2002.

Over 800.000 danskere, mere end hver tredje erhvervsaktive dansker, er ansat i den offentlige sektor – i enten stat, amt eller kommune. Dermed er der masser af øjenvidner til, hvordan politikernes beslutninger påvirker dagligdagen for børnene i daginstitutionerne, de ældre, der får hjemmehjælp, og patienterne på sygehusene. Men vidnerne er ofte tilbageholdende med at stå frem og fortælle om forholdene i læserbreve eller til medierne. Det kan nemlig kun give ballade og problemer i forhold til deres arbejdsgiver.

Det viser en aktuel sag fra Roskilde Kommune med al tydelighed. Her blev en skoleleder kort efter påske bortvist af kommunen, fordi han skrev et læserbrev i den daglige avis. Her tog han til genmæle mod socialudvalgsformandens kritik af skolens faglighed. Roskilde-sagen er imidlertid langt fra enestående. Både læger, hjemmehjælpere og pædagoger oplever, at deres ytringsfrihed i stigende grad sættes under pres. I Skolelederforeningen er det heller ikke første gang, at man må komme et medlem til undsætning, fordi vedkommende har ytret sig i den offentlige debat.
»Vi har ikke tidligere oplevet noget så groft som det her, men vi har oplevet flere skoleledere, der har fået advarsler, fordi de har kommenteret politiske beslutninger i pressen. Og der er helt klart en stigende frekvens af skoleledere, der kommer i klemme, fordi de udtaler sig offentligt. Det virker som om, at politikerne i nedskæringstider virkelig er på vagt over for skoleledere, der udtaler sig,« siger Jens Færk.

Dobbelt så mange sager

Det er meget vanskeligt at få et overblik over, hvor mange offentligt ansatte, der oplever problemer med deres arbejdsgiver, fordi de udtaler sig offentligt. Udviklingen i antallet af sager i kategorien ”offentligt ansattes ytringsfrihed” hos Folketingets Ombudsmand giver dog et klart billede af, at det er et stigende problem. Mens der i årene 1996-2001 kun var fem til syv sager hvert år, fordobledes antallet i 2002 til 14 sager. Og den tendens fortsætter i 2003, hvor ombudsmandens kontor har registreret fem sager i løbet af de første fire måneder af året.

De fleste sager kommer dog formentlig aldrig til hverken ombudsmandens, offentlighedens eller sågar den faglige organisations kendskab, fordi hverken medarbejder eller arbejdsgiver ønsker at fortælle om dem. Og i de tilfælde, hvor den faglige organisation bliver blandet ind i det, bliver det som regel løst mellem den lokale fagforening og den offentlige institution.

Det er derfor de færreste sager, som når helt ind til de centrale fagforbund, men alligevel er Marianne Heide, jurist og sektionsleder i Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), ikke i tvivl om, at et stigende antal medlemmer oplever vanskeligheder, fordi de udtaler sig offentligt. Hun oplever et klart stigende antal henvendelser fra lokalafdelinger, som vil vide, hvordan reglerne er, og hvordan de skal rådgive deres medlemmer, der blandt andet arbejder i hjemmeplejen. Sådan en henvendelse kommer der cirka en af hver anden uge, fortæller hun.

»Med nedskæringerne i kommunerne i disse år er der flere af vores medlemmer, der føler sig kaldet til at reagere i forhold til for eksempel dårlig kvalitet i hjemmeplejen. Og det tager kommunen altså ikke altid lige pænt,« siger Marianne Heide.

De danske regler giver offentligt ansatte et stort frirum i forhold til at ytre sig offentligt, og FOA lægger stor vægt på at signalere over for medlemmerne, at de er i deres gode ret til at påpege kritisable forhold i medierne. Men alligevel stikker mange medlemmer piben ind, når de ser, at kommunen reagerer skarpt over for ansatte, der har givet meningerne frit løb i pressen:

»Folk bliver selvfølgelig i første omgang skræmte, når kommunen statuerer et eksempel. Men vi må jo så arbejde for at statuere det modsatte eksempel ved at vise, at medarbejderne har ret til at udtale sig.«

FOA vandt for eksempel for et halvt års tid siden en sag, hvor en social- og sundhedshjælper var blevet fyret for at udtale sig. Og udover løn i opsigelsesperioden fik medlemmet en erstatning på cirka 100.000 kroner, hvad der svarer til næsten et halvt års løn for en social- og sundhedshjælper.

Hårdhændet ledelse

Tim Knudsen, professor i offentlig forvaltning ved Københavns Universitet, er bange for, at de offentlige arbejdsgivere har held med at statuere meget virkningsfulde eksempler, selv om de ikke har retten på deres side. For den ansatte får måske nok en økonomisk kompensation, hvis han vinder en sag, men han får ikke jobbet tilbage, hvis han er blevet fyret. Og specielt inden for fag med stigende ledighed kan det sagtens få folk til at tænke sig om op til flere ekstra gange, inden de udtaler sig offentligt.

»Det er helt uberegneligt, hvordan ledelsen reagerer i den slags sager. Det er faktisk det største problem, fordi det medfører en meget stor grad af selvcensur fra de offentligt ansattes side. Og i nogle tilfælde har man også en ledelse, der er ligeglad med, om den taber en eventuelt efterfølgende sag. Jeg er sikker på, at nogle hårdhændede ledelser bare vil statuere et eksempel,« siger Tim Knudsen.

Læge og journalist Stig Ekkert var i 2001 med til at stifte Dansk Selskab til Sikring af Lægers Ytringsfrihed, fordi en gruppe læger mente, at de danske læger bør være langt mere åbne om forholdene i sundhedssystemet for derved at skabe basis for forandringer i systemet. Og der er god brug for selskabet, for gennem de seneste år er flere læger kommet alvorligt i klemme, fordi de har udtalt sig kritisk.

»Det er i hvert fald ikke blevet bedre i de seneste år. Der bliver slået meget hårdt ned på dem, der ytrer sig. Og det skaber frygt, når en af de førende læger inden for sit felt bliver fyret, for hvad kan der så ikke ske for andre? Det skaber en selvcensur hos dem, der ikke er helt så modige,« siger Stig Ekkert.

I Dansk Sygeplejeråd har man ikke haft sager af denne type inden for de seneste fem år, og selv om formand Connie Kruckow selvfølgelig er glad for, at hendes medlemmer tilsyneladende ikke har været i problemer på den konto, er hun samtidig bekymret, hvis det skyldes, at hendes medlemmer holder tæt om kritisable forhold i sundhedsvæsenet. Og hun mener generelt, at sygeplejerskerne har gået lidt for længe i flinkeskolen og generelt er for dårlige til at råbe op i medierne, hvis der er problemer på sygehusene.

Sygeplejersker har ytringspligt

For at fremme lysten til at råbe op og sige fra blandt sygeplejerskerne har forbundets fagblad derfor netop for anden gang uddelt ”Kirsten Stallknecht Prisen” til en sygeplejerske, der har benyttet sig af sin ytringsfrihed til at gøre opmærksom på problemer i sundhedsvæsenet.
»Vi skal selvfølgelig overholde vores tavshedspligt i forhold til de enkelte patienter, men i forhold til de generelle forhold har vi ikke blot ytringsfrihed – men ytringspligt. Det er vigtigt, at sygeplejerskerne fortæller, hvad der er konsekvenserne for patienterne af de politiske beslutninger. Vi er her for patienternes skyld, og hver for sig er patienterne jo ikke stærke,« siger Connie Kruckow.

I pædagogernes forbund, BUPL, mærker pressesekretær Marianne Meinke Norup i sit daglige arbejde, at de offentligt ansatte er bange for at udtale sig i medierne. En del af hendes job består nemlig i at hjælpe journalister, der ønsker oplysninger eller vil have en pædagog til at udtale sig i en bestemt sag. Og det sidste kan godt være en hård opgave:

»Det er utroligt svært at få pædagoger til at stille op i pressen, fordi de frygter at blive kaldt til samtale hos kommunen. Og den tendens er blevet stærkere og stærkere gennem de fem år, jeg har været i BUPL,« siger Marianne Meinke Norup.